Om folkets standpunkt (22.mars 1858)

Allerede det første indtryk jeg ved min ankomst til distriktet modtog af Mangers præstegjeld var i høi grad ugunstigt. Anledning som jeg tidligere har havt til at gjøre mig bekjent med en større del af vore kystbeboeres åndelige standpunkt, vare mine forventninger vistnok ikke store, men jeg håbede dog at træffe skolevæsenet nogenlunde ordnet efter behovet, og de communale anliggender anbetroet til mænd valgt ikke ene og alene i den hensigt at knibe selv hvor det gjaldt de allernødvendigste udgifter, men som havde fået øinene såvidt åbne, at de indså umuligheden af at gjøre nogetsomhelst fremskridt til det bedre uden opofrelser.

Min erfaring har imidlertid desværre lært mig, at de mest sneverhjærtede anskuelser og det strengeste gjennemførte kniberisystem gjør sig gjældende inden communerepresentationen, hvoraf naturligvis igjen følger, at af faste skoler findes ingen, og børnenes undervisning er overdraget til folk, der på grund af yderst tarvelige kundskaber selv lider af og under fordommer, overtro og fatalistiske anskuelser.

Den råhed, uvidenhed og det svineri, som på få undtagelser nær træffes overalt, trænger således ikke til nogen nærmere forklaring. Hvad der i begyndelsen vakte min forbauselse, har imidlertid, derved at det ligesom hører til dagens orden, ophørt at gjøre noget mægtigt indtryk på mig, og jeg forskrækkes ikke længre så let ved at man med den høieste grad af oprigtighed, troskyldighed kan det nemlig ikke kaldes, fortæller om sine sygdomme: "Da e elvegust, da e alfskot, da e en dauings tyliken långt der syge og grave for bringene, dattane e sovore ondt me ha låte gjære åt for, hedl havde me veta de va ægta, sku me have låte gjære åt."

Eller når man for at komme underveis med fra hvilke kant troldskaben er kommen over een, tager een steen af kirkegården, een af landet og een af havet, for af den der syder og hvæser stærkest ved ophedet at slippes i koldt vand at drage de nødvendige slutninger, for med kraft at kunde træde op imod og narre samtlige onde ånder, på lignende måde som man narrer den længtende afdøde ved enten at skrive eller slå op den syges navn på kirken eller kirkedøren, eller klæde ud en dukke med lapper af den syges klæder, som derpå nedgraves på kirkegården.

Det er i sandhed sørgeligt at overtroiske anskuelser og meninger, som hørte hjemme for adskillige århundrede andetsteds, endnu her så almindeligen skal gå igjen som spøgelser; thi det er dog klart, selv for den mest overfladiske betragtning, at det fåer blive åndernes sag at fægte med åndelige våben, og at et ulegemligt væsen ikke kan være i besiddelse af legemlige, i sandserne faldende, våben, hvormed det skulle stå i dets magt at tilføre menneskerne skade på liv og lemmer. Der findes ikke een sygdom i det menneskelige legeme som ikke har sin naturlige årsag, og som lægen ikke må have troen på, om end ikke for tiden, så dog engang, at kunne helbrede med ligeså naturlige midler.

See! det er netop lægekunstens og lægens opgave at opfinde, gjennem et livsvarigt uendeligt studium, årsagerne til og midlerne mod disse legemlige onder, og jeg henvender mig dristigen og trøstigen til enhver sundttænkende med det spørgsmål, hvem der har størst rimelighed for sig, såvel at kunne udgrunde en sygdoms væsen og årsager som også at kunne anvende midlerne herimod, enten signekjærringer, åtgjørere, såkaldte kloge koner, eller den der har offret sine penge og sit hele liv, for gjennem aldrig ophørende studier for at gjøre sig fortrolig og bekjent med naturens evig uforanderlige love, den menneskelige organismes forhold, såvel i sund som sygelig tilstand, samt den uendelighed af stoffe og midler som et alkjærligt forsyn har bragt tilveie, når menneskene blot formå at udgrunde deres egenskaber, og de fjernere og nærmere omstændigheder under hvilke de bør finde sin anvendelse.

Altfor meget møder den beskedne forsker her til at indrømme, at kunsten er altfor lang, livet altfor kort, og at vi først da veed noget når vi ærligen kan og må tilstå, at vi intet vide i forhold til den overvættes mængde der er, og stedse vil forblive, at lære. Men såmeget må dog stå urokkeligt, at vi vide uendeligt mere end hine ovenomtalte overtroiske og bedrageriske væsener, der selv erkjender deres gjerningers udspring, idet de driver dem i mørket, og altfor ofte, ved sine dristige og løgnagtige påstande, forhindrer den lidende fra at søge hjælpen i rette tid. Thi det er den første fordring lægen må stille til sine syge, at de, førind legemet vænnes til sin fra det naturlige afvigende tilstand, søge hjælpen; da det er en fast stående regel uden undtagelse, at vanen er og bliver den anden natur.

Min første fordring er altså i betimelig tid anvendelse af lægehjælp, så kan man nemlig i reglen med ringe midler atter lede naturen tilbage på ret vei, og min anden kanske vel så vigtige fordring er, at man ikke må indbilde sig eller tro at man blot ved at tale med lægen og anvende mediciner i nogle få dage, kan håbe at råde bod på dybere onder eller langvarige lidelser. Man fåer i sandhed finde sig i at offre både tålmodighed, tid og penge.

For imidlertid at være sikker på ingen opoffrelser at gjøre, hverken af det ene eller det andet, har man fattet den urokkelige beslutning her i Manger, aldrig at ville benytte lægens hjælp med mindre det offentlige bærer omkostningerne; thi ene og alene på denne måde kan det forklares, at man lader sine ulykkelige lidende ligge rundtom, uden at undersøge om der ikke muligens skulle findes hjælp eller lindring i deres store elendighed. Nytten altså præstegjeldet har draget, eller endnu for lang tid kommer at drage af distriktslægen er så godt som ingen, dertil er man altfor ængstelig for skillingen og for lidt omhyggelig for helbreden. Og skrækkeligt, men dog sandt er det, at man selv efter min ankomst til distriktet har været samvittighedsløse nok til at lade barselkoner ligge og dø uforløste, et barbari, hvorfor der dog i vor oplyste tidsalder forlængst burde været sat en stopper.

Ligeså sørgeligt, men ligeså sandt er det også, at man af frygt for at børnene skulle forbyttes, uden hensyn til årstid eller veirlag, ile med at få børnene i kirken, og hændt har det desværre desårsag at børn på reisen fra kirken have frosset ihjel, ikke at tale om at grunden til spæde børns helseløshed og senere død oftere alene har sin grund i den utrolige hensynsløshed, hvormed forældrene over hals og hoved vil have børnene optaget i det kristne samfund. Men det er jo heller ikke spøg at udsætte hermed. Skrækken for forbytning tvinger jo nemlig forældrene til stedse at have nogen om det spæde børn indtil den hellige act er tilendebragt. Dog dette er ikke tilstrækkeligt, om nætterne må der desuden brændes lys over den spæde, og må der stål og psalmebog i vuggen for at skræmme eller holde den onde og hans udsendinge i tilbørlig respect.

Her er krevet at omtale og protestere mod den ligeså almindelige tro, at dauen er en egen sygdom for hvilken intet råd gives, idet man slåer sig til ro med, når nogen af ens nærmeste ret heftigen angribes, at det sikkert er døden og at herfor ingen hjælp kan fåes. Der er imidlertid ingen tilstand hvori lægen kan udrette mere end netop i sådanne voldsomme sygdomme, hvor selv den stærkeste natur må bukke under, dersom hjælpen ikke ydes hurtigen og kraftigen, men hvor man heller ikke ved at hjælpe naturen i dens bestræbelser for at befri sig for det i legemet indbragte fremmede stof, kan bringe hurtigere og sikrere lindring. Jo voldsommere og heftigere den syge er angreben, desto større rimelighed altså for lægekunsten at udrette noget, når den benyttes snart.

På det tåbelige, at man efter et lægemiddels smag og mer eller mindre rivning i halsen vil bedømme dets virkninger, vil jeg ikke spilde et ord; thi det er her de blinde som ville dømme om farverne. En eneste smagløs dråbe fra apotheket er desuden nok til at slå en sådan blind ihjel.

Må nu enhver uhildet indrømme mig rigtigheden af de her fremførte påstande, og tillige altså erkjende den hemmende indflydelse samme har på lægens virksomhed. Må det være enhver tilstedeværendes pligt efter evne at bidrage sit til at klarne begreberne og bane veien for en kommende bedre tilstand, til hvilket øiemeds opnåelse jeg på det indstændigste først og fremst må have forsamlingen opfordret til at lukke pungen op til oprettelse af faste skoler og en bedre lønning af skolens lærere; thi gjennem en bedre oplæring gåer veien til undergang for alskens overtro, vantro, åtgjørere, signekjærringer osv. og kan man være forvisset om, at heller ikke jeg skal lægge hænderne i skjødet.