Sommeren 1828 satt den unge stud. med. Engelhardt Marius Heiberg (1809-83) i "Hakkedalen" og forberedte seg til høstens semester. Han benyttet ferien til å systematisere forelesningsnotatene sine, og endte med å skrive en liten bok på 129 sider med tittelen Therapia generalis, slik det var blitt forelest av professor Sørenssen (bildet). Dette er tredje del av denne boken.Om curmethoderne in specie.
Samtlige curmethoder kunde med hensyn til deres virkninger på det menneskelige legeme inddeles i to hovedklasser.
1. Den curmethode som indvirker på den hele organisme og på dens samtlige systemer.
2. Den curmethode hvis virkning indskrænker sig til enkelte systemer, ja, endog til enkelte organer.
De curmethoder som henføres til første klasse søgte enten til at forøge (medicatio confortans) eller at formindske (medicatio debilitans) levevirksomheden.
a. Medicatio confortans er altså den curmethode hvis første indvirkning går ud på at forøge levevirksomheden i den hele organisme.
Men da levevirksomheden beroer på
a. Organisk materie
b. Den organiske masses tonus og på
c. Incitabilitet
så følger deraf at medicatio confortans må gå ud på
a. enten at forøge massa organica
b. dennes tonus og
c. at indvirke på incitabiliteten
Medicatio confortans indbefatter altså under sig tre operationer hvilke vi kan tænke os særskilt. Disse tre operationer har man kalt
1. nutritio medica
2. roboratio og
3. stimulatio
1. Nutritio medica kalder vi den curmethode som går ud på at erstatte den organiske masse der måtte være gået tapt ved abnorme forandringer i organismen. Heraf indføres forskjelligheden mellem denne og nutritio dietetica som går ud på at erstatte den organiske masse som er gåen .. ved de normale functioner. Virkningerne af nutritio medica ere dels
a. Umiddelbare idet at derved såvel de faste som flydende dele i legemet forøges, dels
b. Middelbare forsåvidt nemlig nutritio medica bevirker at functionerne som beror på de faste deles rigtige qvantitet og qvalitetens forhold går ordentlig og fuldkommen for sig.
Indicans eller det som bestemmer lægen til at anvende nutritio medica er en svækkelse frembragt ved en for stor mangel af tilgang eller for stor afgang af den organiske masse, som kan opstå
1. derved at legemet ikke tilføres de stoffe som tjene til at vedligeholde den organiske masse
2. Ved betydelige evacuationer af organiske stoffe
3. Hvor der finder sted en decomposition af den organiske masse, forbundet med en forhindret apposition
Dette er især tilfælde i heftige og langvarige febre. Indicata ere her
1. En passende qvalitet af alimentaris, denne anseer man især de spiser at besidde som indeholder en mængde gelatina der lettelig og uden nogen betydelig action af canalis alimentaris lader sig udtrække. Denne qvalitet gjelder især kjødet af mange dyr, f.ex. af kyllinger, kalve, lam, fremdeles de fiske som ikke er fede. Af vegetabile regner man hertil brød som er vel gjæret og stekt, supper og grød af forskjellige kornsorter, adskillige rødder ...
2. En passende qvantitet af alimentar således at da gives en ringere mængde end i den sunde tilstand. På grund heraf have nogle angivet at man skulde lade føden tilkomme patienterne desto oftere, men denne regel lider mange undtagelser, og der bør i det mindste være 3-4 timer mellem hvert måltid hvis man ikke vil gjøre patienten skade.
3. At fødmidlerne tygges vel må man altid tilråde sådanne reconvalescenter, thi derved skeer det at alimentarenes desto bedre divideres og dels mere blive opløste og imbibere de af saliva, hvilket overmaade bidrager til en god digestion i ventriculus.
4. En passende bevægelse efter patientens kræfter som dog aldri må foretages strax efter måltidet, thi derved ville digestionen forstyrres.
5. Tilstrækkelig og tidlig søvn
6. At den syge så meget som mulig undviger alle sindslidelser.
Contraindicanta for nutritio medica ere
1. En alt for stor qvantitet af alimentar
2. Spiser dere ere vanskelige at fordøye så som seige og fede spiser.
3. Mange drikke, især tynde og vandagtige, thi ved den store mængde fluidum fortyndes jucius gastricus og gjøre derved uskikket til at indvirke behørig på alimentaris.
4. Alt for hæftige legemsanstrængelser
5. Sterke evacuationer, af hvad art så ere.
2. Roboratio.
Foreløbige almindelige bemærkninger. Legemets bestanddele henger sammen med en mer bestemt kraft hvorved organismen vedligeholde deres sammenheng mod mechaniske indvirkninger. Denne kraft er det vi kalde tonus cohærentia. Tonus er normal så lenge den svarer til delens øiemed og så lenge delens virksomhed med hensyn til den øvrige organisme herved ikke forstyrres. Således have benene den normale tonus når de tjene de bløde dele til støttepunkt uden at derfor disses bevægelse vanskeliggjøres. Hos de bløde dele er tonus normal når de med lethed bevæge sig uhindret, lade fluida passere gjennem sig, optage fremmede stoffe i deres blanding og udkaste de stoffe som af dem ere blevne tilberedede på den behørige måde. Humores have den normale tonus når de med lethed lade sig bevæge, uden vanskelighed undergår de behørige blandingsforandringer og kunne komme til de dele for hvilke de ere bestemte.
Ligesom ... er forskjellig overhovedet, således er den og forskjellig ifølge organernes forskjellige øiemed og functionerne ifølge temperament, alder, kjøn osv. Denne tonus kan formindskes således at delene alt for let giver efter for mechaniske indvirkninger og derved altfor let forandres. De bløde dele tabe herved den evne efter en udvidelse at kunne trække sig tilbage i det forrige rum. I de hårde dele opstår herved mollitis og fragilitas. Heraf indsees letteligen at organernes tonus har stor indflydelse og nytte i oeconomia naturalis og at en afvigelse her må være af betydelig indflydelse på sundheden.
Roboratiae er den curmethode formedelst hvilken vi søge at erstatte den formindskede tonus for de organiske dele. Virkningen af denne curmethode strækker sig til den hele organisme, således spore vi den i de functioner som ere avhengige af systema nervosa, systema musculorom, sanguiserum, af ventriculus, tubus intestinalis osv.
Indicantia roborantes er
1. En atoni, laxitas universalis frembragt ved
a. Decomposition af de organiske dele f.ex. putride og nervøs febre
b. Foregående heftige incitationer så som hysteriske og asteniske tilfælde
c. Ved tab af materia organica, fornemmelig blod og semen
d. Ved sygdomme hvor reproductionssystemet især lide, f.ex. rachitis, scrophuli, icterus og andre.
2. For atonia localis som fornemmelig atonia ventriculi og tubus intestinalis. Denne har som grund
a. Enten en altfor stor qvantitet av alimentaria derved at expandere alt for meget svække tubuli intestinalis og ventriculi tonus eller bare at
b. der ere for mange vandagtige og fede ingesta indførte i ventriculus og tubuli intestinalis. Eller og endelig
c. I mangel af behørig bevægelse. Men atonia localis kan også finde sted i andre dele, således anfalle af f.ex. crura ... af en tumor som er en følge af atonia localis crurum.
Indicata roborantia ere alle sådanne midler som kunde tilveiebringe normal tonus i den organiske masse, ved at tilføre organisationen stoffe. Hertil regne vi
a. Fornemmelig cort. peruv., nemlig alle dens bekjendte species ...
b. Alimentar som indeholde gelatina og er kraftige, og i det hele hvad man kalder en solid føde men især portvin og andre gode røde vine.
c. Aer purus & surus er her især indiceret fordi man med temmelig sikkerhed kan antage at visse stoffe af luften indgår i organisationen og derved forøge dens tonus.
Contraindicata roborantia ere alle sådanne midler som kunne formindske tonus i de organiske dele, f.ex. balnea tepida, fotus tepidus osv.
3. Stimulatio incitatio består i at virke sålede på organismen at dens incitabilitet yttrer sig med større kraft. Indicantia stimulationes ere
1. En debilitas universalis absoluta, hvor nemlig actionerne i hele legemet ere enten svagere end i den normale tilstand eller aldeles hævede.
2. Debilitat particularis absoluta hvor nemlig actionerne i et visst system eller i enkelte organer ere svagere end i normal tilstand, eller aldeles borte.
3. Debilitas relativa et universalis hvor actionerne vel ere normale men tillige ikke tilstrækkelige til at overvinde en tilstedeværende abnormitet, f.ex. artritis anomala, scabies retropresia osv.
4. Debilitatis relativa particularis hvor actionerne i et visst system eller organ vel går normalt for sig, men dog ere for svage til at bestride en tilstedeværende abnormitet. Således kan f.ex. canalis intestinalis vel fortsætte sine functioner, men er dog for svag til at bortskaffe de i samme indeholdte ... Ligeledes kunde lungernes functioner vel gå naturligt for sig, men ere ikke istand til at bortskaffe mucus eller andet.
5. Hvor vi vilde frembringe en forandring i actionerne, det er hvor vi vilde svække en organisk dels for stærke actioner ved at incitere en anden, f.ex. brugen af vesicatorier for at hæve smerter. Indicata stimulationes v. incitantia ere sådanne substantser der forandre den menneskelige organisme således at dens incitabilitet viser sig ved større kraft.
Nogle incitantia meddele deres virkning til hele legemets organismer, andre til enkelte organer. Af nogle skeer denne virkningsmeddelelsen hurtig, af andre langsom. På grund heraf har man inddelt indicantia v. stimulantia i
1. Stimulantia communia som ere sådanne hvis virkninger ere almindelige på den hele organisme. Disse ere atter
a. Stimulantia volatila hvis virkning hastig meddeles og hastig ophører f.ex. moschus, camphora, nafta ... opium ... electricitas, galvanismus og flere andre.
b. Stimulantia fixæ hvis virkninger ere langsommere men mere vedvarende. Herhid høre alle aromatera og amara f.ex.
2. Stimulantia localia ere de hvis virkning ere indskrænket til visse organiske dele og disses incitabilitet på en for os ubegribelig måde, hvorfor de gamle have kallet dem specifica. Således virker f.ex. på ventriculus rad. ipecacuana. på canalis intestinalis rad. rhei., foliæ senæ ... og på pulmones digitalis purpurea, på systema lymphaticum samtlige mercuralia.
Contraindicantia stimulationes ere enhver tilstand i legemet som er modsat indicantia stimulationes. Contraindicata stimulationes ere alle de ting som enten kunne svække incitabiliteten eller også formindske incitamentene. Anmerkning. Vel have vi betragtet de tre hovedcurmethoder af hvilke medicatio confortans består, enhver abstract for sig, men en sådan adskillelse existerer ikke i naturen, thi hvor lægen f.ex. roborerer der både inciterer og nutrierer han tillige, men da hovedhensigten var at roborere så må de andre effekter af roboratia ansees for sekundære.
B. Medicatio debiltans er den curmethode hvis fornemste virkning går ud på at formindske hele organismens vitalitet. Den er altså modsat medicatio confortans og indbefatter under sig tre operationer hvilke vi kunde tænke os abstract. Disse tre operationer beror på de samme omstændigheder formedelst hvilke medicatio confortans indbefatter tre operationer og ere altså
1. Medicatio extenuans - exteniatio
2. Medicatio relaxans - relaxatio
3. Medicatio stupefaciens - stupefactio
1. Exteniatio består i at formindske legemets masse. Virkningen af denne curmethode på partes solida må nødvendigvis være at actionerne i disse formindske da virksomhed og materie bestandig må stå i et visst forhold til hinanden.
a. Indicantia extentiationes ere
a. Excessus massæ f.ex. hvor der finder sted en alt for stor fedme
b. Der hvor man vil afvende ... fra vigtige organer f.ex. for personer som disponere til apoplexia af hyperstenisk natur eller til hemorrhagia hypertensiva.
c. Hvor man vil befordre en stærk absorbtion af de organiske dele. På denne måde virker siden diæta stricta (sultekur) som består i at patienten daglig kunde nyde 8 lod kjød og 8 lod brød og fire lod af hvert to gange daglig, morgen og aften. NB kjødet må være 8 lod når det er stekt, tilligemed to pontasiller af hvilkensomhelst decoctum mundificans.
Anmærkning: Sultekuren blev først indført i Danmark da professor Winslow kom tilbage fra Paris, men dens oprindelse taber sig i oldtiden. Friedrich Hoffmann omtaler sultekuren, desforuden agiterer en afhandling de morbi lazari (som uden tvivl er det samme som vår radesyge), hvilken sandsynlig er kommen til Norden fra sydlandenes. Endelig omtaler Hippocrates den.
Indicata extentiationes er ringere mængde alimentar og som ere af en mindre nærende beskaffenhed.
2. Relaxatio. Ligesom de organiske delers tonus kan formindskes således kan den også abnorm forøges. Delenes sammenhæng kan nemlig således forøges, at den ei på den behørige måde kan forandres af udvortes indtryk. Virkningen heraf er en langsommere action og bevægelse i alle dele. Den curmethode med hvilken vi haver til hensigt at formindske de organiske delers tonus kaller vi methodes relaxatio. Dennes virkning på systema vasorum er at resistentsere, samme vorder formindsket. Herved skeer det at humores lettere kunde dilateres og passere gjennem vasa hvorved også samtlige functioner går lettere for sig. Fibromusculares erholde mere mobilitet, og bevægelse kan desto finere gå for sig. Systema nervosum modtager og ... lettere indtryk. Tubus intestinalis expandere friere og contenta får en lettere gjennemgang. Indicantia relaxationes ere
1. Alle sygdomme af rigiditet hvilke kan være
a. Rigiditas universalis så som rigiditas senilis
b. Rigiditas partialis v. localis, såsom contracturer og contracturer i enkelte deler og systemer, såsom colica stercorea som hæves med oleosa, rimeligvis fordi disse hæve rigiditas tuba intestinalis.
2. Sygdomme hvis helbredelse befordres ved at formindske cohærentsen, såsom
a. Hvor man igjennem viæ excretoriæ vil bortskaffe visse abnorme organiske producter af det menneskelige legeme f.ex. når man for at bortskaffe calculi gjennem viæ urinariæ anvender balnae tepida mucilaginosa, når man anvender emollentia for at bortskaffe melken af mammae osv.
b. Hvor man vil bevirke en større affluxus humorum i en organisk del for at formindske den i en anden. Således bortgir man pediluvia tepida i apoplexier og hos fruentimmer som formedelst for stærk affluxus sanguinis til uterus lide af en uordentlig menstruation.
c. Hvor man vil befordre den organiske process som vi kalde suppuratio. Her bruges emollentia, dog kommer varmen meget i betragtning med disses brug.
Indicata relaxationes ere alle sådanne midler som formindske de organiske deles cohærents, f.ex.
1. Aer humidus validus
2. Alimentar som ere af en mild, tynd og nogenlunde varm beskaffenhed, så som tynde kjødsupper
3. Balnea aqeosa tepida
4. Balnea vaporosa
5. Alle oleosa
6. Alle mucilaginosa
3. Stupefactio v. methodus sedans.
Foreløbige bemærkninger: Ved enhver action bliver incitabiliteten momentant svækket, fremdeles jo større stimulus der har indvirket på et organ og jo større dette organs yttringer have været, desto hurtigere påfølger incitabilitetens udtømmelse og desto længere varer denne. Ja, en meget heftig stimulus kan endog aldeles udtømme incitabiliteten såvel i enkelte dele som og i den hele organismen.
Men der synes at gives stoffe som på ingen måde og under ingen omstændigheder forandre eller forstærke incitationerne men kun ene og alene afficere incitabiliteten i det at de nemlig umiddelbart udtømme den. På denne måde synes især nogle gasarter såsom gas hydrogenium sulfuratum, gas hydrogeni fosforati, gas acido carbonicum at virke. Desforuden virke ligeledes nogle anmeldte gifte deprimerende på incitabiliteten.
Det er især Fontana som herover har anstillet observationer i hvilke han har funnet at visse slangegifte inden kort tid tilintetgjør de organiske deles incitabilitet uden nogen foregående incitation. Fontana beretter nemlig at sårene som bibringes ved et giftig slangebit gangrenere uden nogen foregående inflammation, at alle functioner indtages af paralysis der indfinder sig sovesyge, døden og en hurtig forrådnelse. Dels de såkalte narcotica frembringe forandringer i incitationstilstanden som man ikke tilfredsstillende kan forklare efter den Brownske incitationsteori, nemlig den stimulerende virkning som de efter denne skulle bifalde. Når man således f.ex. bestryger palpabra med extractum belladonna og strax derpå betragter pupillæ, så finder man denne dilateret, hvilken dilatatio bør tilskrives en umiddelbar formindskelse af incitabiliteten i pupillen.
På grund af det her fremsatte har man troet sig berettiget til at antage at der gives stoffe til hvilke incitabiliteten er avhengig af incitationstilstanden og incitamentiones står i et umiddelbart forhold, idet at den med hine stoffes indvirkning uden nogen foregående forhøiet incitationstilstand umiddelbar deprimeres eller udtømmes.
Anmærkning: Det bedste bevis for denne setnings rigtighed afgifer især blåsyren som har fundet at udgjøre en bestanddel av adskillige plante substantser. Ved forsøg anstillede såvel på dyr som på mennesker får man nemlig bragt i erfaring at denne syre har en i høi grad en directe indvirkning på incitabiliteten idet den noget heftig enten deprimerer eller aldeles udtømmer incitabiliteten, alt eftersom den anvendte dosis af syren har været mindre eller større. Andre derimod, især Brown, lære, at de fleste midler, forinden de yttre sedative virkninger først frembringe en incitation. Disse midlers første umiddelbare virkning er nemlig en vis sindsmunterhet, en forøget circulatio humorum, en forøget perspiratio cutanea, medens de øvrige se & excretiones ere svekkede, og en forøget temperatur. Med disse virkninger bliver det, når hine midler gives i ringe mængder, men givne i større mængde yttre de, når deres primære virkning, nemlig den forøgede incitationstilstand ere forbi, deprimerende virkninger nemlig en afmægtighed, dorskhed, formindsket circulatio humorum, kuldegysninger og i det hele alle følger af en formindsket incitabilitet.
Hvilken af disse meninger man end vil antage som den rigtige så er det dog i hensyn til den praktiske medicin klart at det står i lægekunstens magt at deprimere incitabiliteten hvad enten nu dette skeer directe eller indirecte. Og som en følge heraf har man antaget en egen curmethode hvormed dette skeer, nemlig methodus stupefacies v. stupefactio v. pedatio, som altså er den curmethode der har til formål at svække organismens incitabilitet. Denne curmethodes virkninger ere
1. En formindsket activitet i den hele organisme. Følgerne heraf ere somnolentia der kan overgå til somnus, apoplexia, ja, til en apoplexia letalis.
2. At abnorme og smertelige sensationer vorde formindskede og hævede.
3. At abnorme bevægelser i systema musculosum standsen
4. At actiones tubi intestinalis formindskes, deraf en formindsket apetitt, svækket digestion og standsede evacuationer.
5. Perspiratio cutanea adauita
6. Morbus cordis acceleratus.
Dog er det at mærke at alle disse virkninger af sedatio kun ere temporære, thi efter nogen tid ophører de og da tilbagevender den forrige tilstand. Indicantia stupefactiones ere
1. Smerter som opstå af en for stor incitabilitet så som hos hysteriske personer
2. Smerter forårsagede af en stimulus som det ikke står i patientens magt at bortrykke, f.ex. ved cancer, calculi osv.
3. Heftige abnorme bevægelser i muskelsystemet, f.ex. spasme, trismus, tetanus, tussis spasmodica osv.
4. Heftige evacuationer i de første veie, hvortil fornemmelig regnes hyperemesis og hypercatarsis.
Indicata stupefactiones ere de såkaldte narcotica i hvis spidse står opium, hyoscyamus niger, atropa belladonna, og ..
Contraindicanta stupefactiones ere
a. Evacuationer som man har grund til at ansee for critiske om de så end ere nokså heftige. Således kan det være af de allerfarligste følger når meget stærk, men critisk diare er bleven standset med sedativa.
b. Affectioner i encephalum som ere forbundne med heftige congestioner til dette organ. Desuden har man anført som contraindicantia stupefactiones febris nervosa putrida men dette tåler mange moderationer, og man bør ikke som Brownianerne påstå, aldeles forkaste brugen af sedantia i hine sygdomme, men meget mere herved rette sig efter feberens charakter osv. Det samme gjelder om inflammationen.
Contraindicanta stupefactiones ere ellers sådanne midler som kunne svække indvirkningen af indicata stupefactiones hvortil fornemmelig hører æddike og kaffe.
Instituttets hovedside
UiBs hovedside
Institutt for samfunnsmedisinske fag, sist oppdatert 09.03.96
Hogne.Sandvik@isf.uib.no