Sommeren 1828 satt den unge stud. med. Engelhardt Marius Heiberg (1809-83) i "Hakkedalen" og forberedte seg til høstens semester. Han benyttet ferien til å systematisere forelesningsnotatene sine, og endte med å skrive en liten bok på 129 sider med tittelen Therapia generalis, slik det var blitt forelest av professor Sørenssen (bildet). Dette er siste del av denne boken.2. De curmethoder som have til hensigt at indvirke på enkelte af organernes systemer og organer. Foreløpige bemærkninger:
De ældre troede ved disse curmethoder fornemmelig directe og alene at kunne virke på humores. Og da de tillige troede at årsagen til de fleste sygdomme lå i humores så var intet naturligere end at hine eldre pathologer mente at hæve sygdommen ved umiddelbart at indvirke på humores. Når humores som de udtrygte sig, vare fortykkede, så troede de umiddelbar at kunne diluere dem ved hjelp af en curmethode som de kalte blandeficatio. Vare humores fortynnede, da troede de at kunne avhjelpe denne feil med en condensatio. Vare humores stagnerede da anvendte de resolutio osv.
Denne lære er det noen kalde humoralpathologi, men den stemmer ikke overens med de nuomstunder i psykologien og patologien antagne og herskende principer og er derfor forkastet. Vi indskrænke os desårsag her til at betragte
1. De curmethoder som virke på bevægelsen af massa humorum og in specia circulatio sanguinis. Bevægelsen af massa humorum kan enten være for hurtig eller for langsom. Vi kalde den for hurtig når impulsus humorum skeer for stærk og derved functionerne i systemet forstyrres. Denne sidste omstændighed må man især lægge merke til, thi kun når denne finde sted kan man sige at circulatio humorum skeer for hurtig.
Bevægelsen i massa humorum kan ved mange omstændigheder forøges, således har herpå indflydelse alderen, temperament, temperatur, muskelbevægelse, visse drikke osv. Men denne forøgede motus humorum kan ei ansees som abnorm sålenge functionerne i systema vasorum dermed ikke er forstyrret. Årsagen hvorfor bevægelsen af humores kan blive for hurtig bør dels søges i de bevægende faste dele, dels i humores selv. Følgende af en alt for hurtig circulatio humores vise sig deels i de faste, deels i de flydende dele. De faste dele nemlig bliver herved mere inciterede og satte i en stærkere bevægelse.
Følelsen af denne legemets forøgede virksomhed går over til en sensus caloris hvilken som oftest dog kun er en fallacia, thi i de fleste tilfælde kan man ingen forøget varme opdage i legemet ved hjelp af termometeret. Denne sensus caloris er ei heller nogen ... følge af vædskernes forøgede omløb thi der gives tilfælde hvor et eller andet system er i virksomhed medens circulatio humorum er forøget og her opstår meget mere en følelse af drikke. Humores bliver ved den altfor hurtige bevægelse tilbøielige til at decomponeres i deres nærmeste bestanddele. Ja, endog kan partis constitutea remota blive herved fremstikkende. Således ser vi at serum sanguinis og lympha coagulabilis skiller sig lettere fra ... hvilket den såkaldte crusta lardosea i inflammatoriske febre beviser. Desforuden ser vi og her at secretionerne ved den stærke motus humorum blive forandrede, ja endog standsede.
For at ... her er det man anvender temporatio som er den curmethode hvorved en altfor stærk bevægelse i massa humorum formindskes. Virkningerne af temperatio ere:
1. En formindsket impulus humorum på vasa og deraf disses formindskede incitation.
2. Samtlige secretioners tilbagevenden til normaliteten.
Indicantia temperationes ere.
1. En alt for hæftig bevægelse i humores der enten kan være universal som i heftige febres inflammatoria, efter indvirkningen af heftige inciterende affecter eller af incitantia, eller local og indskrænket til enkelte dele f.ex. hovedet, brystet, uterus osv.
Indicata temperationes ere alle sådanne midler hvorved årsagen til den forøgede circulation i humores og in specie in blodet kan formindskes og bortryddes. Disse ere
1. Formindskelse af massa humorum
2. Bortfjernelse af alle incitamenter så som af spirituosa, aromata, heftige vinde og lægemsbevægelser.
3. Alt hvad der kan bidrage til at formindske legemets temperatur når nemlig dennes forøgelse er skyld i den forøgede circulatio humorum. Sådanne midler ere salia neutra, blant disse fornemmelig nitrum acida mineralia & vegetabile, aqua frigida, aer frigidus osv.
Den anden feil i circulatio humorum består i en formindskelse af denne, således at functionerne derved forstyrres. En høiere grad af denne formindskede circulatio humorum er det man har kallet stagnatio v. stasis hvorved man dog ikke må tænke sig en aldeles standsning af humores i vasa hvilket de ældre altid troede, thi en sådan fuldkommen standsning kan ikke bestå ved livets vedligeholdelse, men vilde absolut have døden tilfølge. Årsagen til denne langsomme bevægelse af humores er
1. Dels en laxitet i de faste dele, dels det at disse ikke på behørig måde indvirke på de indeholdte humores. Denne laxitet kan enten være universal eller local.
2. Dels en forandret qvalitet af humores ifølge hvilken de ere mindre skikkede til at incitere vasa. Fremdeles kan
3. Alt hvad der er i stand til at svække incitabiliteten i de faste dele give anledning til en langsommere circulatio humorum. Denne virkning frembringer f.ex. indvirkningen af stærk kulde, deprimerende affecter, mangel på alimentar ... og drikke, for megen søvn og den dermed forbundne mangel på habituelle incitamenter.
Følgene af den formindskede bevægelse i massa humorum ere
1. En skadelig indflydelse på de nærliggende dele i det at nemlig de udvidede vasa trykke på hine og herved frembringer smerte der også per consensum kan meddeles til andre organer f.ex. stagnationes i underlivet frembringer her en trykkende smerte, forstyrret digestion og per consensum sting i brystet, dyspnoe, anxietas osv.
2. En blandingsforandring i humores, således nemlig at de lettere adskilles i deres nærmere bestanddele. Således ser vi f.ex. at i tumores og især i tumores aneurysmatica, lympha coagulabilis afsættes. Fremdeles er det ofte tilfælde at serum afsættes i betydelig mængde ved stagnationer i underlivet.
3. Functionernes forstyrrelse i de organer hvor vasa vædskernes bevægelse er formindsket, som er den vigtigste følge af denne abnormitet. Således frembringer f.ex. blodets for langsomme bevægelse i vena porta hindringer og abnormiteter i secretio bilis, en slet fordøielse, smerte i underlivet, hematemesis osv. I encephalum frembringer den formindskede circucaltio sanguinis hovedpine, svindel, apoplexia og overhovedet alle arter af lepothymia.
På grund af disse vigtige virkninger som den formindskede bevægelse i massa humorum frembringer er det at den praktiske medicin anvender en vis curmethode for at hæve hin abnormitet. Men denne curmethode har man intet egentlig navn på. De ældre anvendte en curmethode som de kaldte methodus resolvens og formedelst hvilken de troede umiddelbar at kunne indvirke på de fortykkede humores. Til den ende betjente de sig af folia neutra, hvilke de have stillede sig at indskjære i nåls form i humores og således at adskille disses fortykkede partikler fra hinanden. Desforuden brugte de i samme hensigt mercurialia, antimonialia og amara. Disse skulle nemlig efter deres mening ligeledes resolvere de fortykkede humores.
Men disse midler ere netop de samme som vi nu omstunder anvender for at forøge circulatio humorum og vi kunde derfor uden skade vedligeholde navnet resolutio på denne curmethode når vi bare derved forandret det rigtige begreb.
Indicantia resolutiones ere
1. Stasis humorum chronica der enten kunne være universelle så som ved affectio scrophulosi, hydropici, scorbutici artritici og flava eller de kunne være particularis så som obstructio i enkelte glandler, viscera abdominalia, fornemmelig i vena porta, obstructio pulmonum osv.
Indicata resolutiones ere
1. Stimulantia fixa nemlig extracta amara, f.ex. extractum cardui benedicto, gentianæ centaurea minoris, trifolii fibrinii ... osv. Alle disse og flere andre midler synes fornemmelig at virke som incitantia på viscera abdominalia
og disses vasa.
2. Motus corporis og især fractioner så nær som mulig ved det lidende sted
3. Calor fordi den er et vigtig incitament for de faste dele, og altså ved dens indvirkning på vasa, setter disse i en hurtigere bevægelse, hvorved humores fremskydes i hine.
Vi see således at mange af de sygdomme som tilskrives en formindsket circulatio humorum, hæves ved den indtrædende sommer. I de senere tider er i anledning af stagnationes i underlivet de Kämphiske clysterer blevne bekjendte. Men ser vi hen til de midler som Kämpf ved disse bibringer, så ere de dels mucilaginosa, dels stimulantia. Disse sidste incitere vel vasa til en større activitet hvorved incitatio humorum bliver acceleret, men da hine clysmata efter Kämph tillige skulle bruges lunkne, hvorved de kom til at virke relaxerende, så kan man vel ikke vente synderlig nytte af deres anvendelse, og blive de misbrugte ville de meget mere anrette skade.
For at tilbagebringe sundheden er det i mange tilfælde ikke nok at vi indvirke på de faste dele og gjennem disse på humores, men vi ere som oftest nødt til umiddelbart at evacuere humores, og en uimodsigelig og lang erfaring har overbevist os om virksomheden og nytten af metodus evacuans.
Den første operation af metodus evacuans er emesis som er en curmethode ved hjelp af hvilken contenta i ventriculus og den tilgrensende canalis intestinalis udkastes gjennem munden. Virkningene af emesis ere
1. En forøget contraction og action af ventriculus og de underliggende intestina, som er rettet mod cardia, hvorved en alene de indeholdte substanser, men også den under emesis større mengde afsondrede mucus og bilii evacueres per os. Denne er den første og umiddelbare virkning af emesis.
2. Heftige contractioner af musculus abdominalia og diaphragma som alternere med hinanden, og hvorved der opstår ligesom concussioner på viscera abdominalia, der igjen har en raskere circulation af blodet gjennem vena porta til følge.
3. Ved diaphragmas voldsommere bevægelse frembringes en større excretio og evacuatio muci af lungerne og bronhiae, men tillige bliver også blodets circulation gjennem lungerne derved noget vanskeliggjort.
4. formedlest denne vanskeligere circulatio pulmonalis indfinder der sig heftige congestioner til encephalum hvilke tilkendegive sig med tumor og rubor faciaei.
5. Endelig viser der sig også en forøget confluxus humorum til perpipheria corporis, som yttrer sig med en forøget perspiratio cutanea og en høiere temperatur på huden.
Indicantia emesis ere
1. Substantser i ventriculus og de nærliggende dele af tubus intestinalis som have en for organismen skadelig beskaffenhed. Disse kunne være ingesta eller og excreta, hvis bestanddele ere degenererede, og som kjendes foruden på de sædvanlige tegn, på den nisus som naturen yttrer for at bortskaffe dem, nemlig den stedfindende vomitexcretio.
2. Andre affectioner i underlivet som kunne hæves med den under brekningen frembragte concussio viscerum, f.ex. stagnationes sanguinis i vena porta, menostasia, fluor albus og den begynnende icterus som ei er forbunden med nogen organisk feil i hepar.
3. En abnorm ansamling af mucus i bronchiae og trachea som hverken ved naturens kræfter eller andre midler kan bortskaffes, f.ex. tussis convulsiva, tussis catarrhalis for børn, ved angina membranacea og aphtæna.
4. Affectiones paralytica uden nogen betydelig congestion til encephalum og hvor man ingen grund har til at formode nogen organisk feil i dette organ f.ex. ved den begynende amaurosis. 5. Miasmata af visse contagiose sygdomme såsom af febris putrida og dysenteria. Her anvender man emeticum enten hvor man befrygter at individet har pådraget sig hine sygdommers smitte, eller og hvor symptomerne af sådanne contaginøse sygdomme have begyndt at vise sig.
Indicata emesis ere de såkaldte emetica af hvilke rad. ipecacuana og tartarus stibiatus ere de virksomste og sikkreste. Mindre sikkre derimod ... osv., thi disse frembringe ofte en spasmus i tubus intestinalis og en inflammatorisk tilstand. Fremdeles angives også ... nicotranum lagt på grobdulum cordis som emeticum. Dog giver der ikke få exempler på at virkningen af dette middel udebliver. Coindicata emesis ere sådanne midler som vel i og for sig selv ingen emesis frembringe men som dog forøge actionen i ventriculus når et emeticum er givet. Hertil regnes lunkent vand, forskjellige infusioner, tynde kjødsupper osv.
Emetica bør gives i den tid da ventriculus er vacuus, thi da kunde de hurtigere indvirke og actio ventriculi bliver kraftfuldere. Dog gives der tilfælde og omstændigheder hvor emetica må gives uden hensyn til hin beskaffenhed for ventriculus.
Contraindicantia emesis ere
1. Sådanne affectioner i underlivet der ei kunne tåle den ved emetica
Anmerkning: denne preparation gjorde man især fordum meget af. Når således f.ex. en patient trængte til et emeticum så gav man ham i forveien et lidet laxani, men det er ei dette vi forstå med preparation, thi den preparation som her menes, finder især i morbi chronici, især hos objecter der have ført en uordentlig levemåde, og for hvilke der finder sted en ... alvi, thi her ser man grund til at frygte for at der er cruditales tubi intestinalis som kunde være til hinder for de midler man siden vil anvende, og på grund heraf er det at man anvender catarsis som preparatio.
5. Congestiones humorum til vigtige organer så som til hovedet, øinene og pulmones. Disse congestioner hæves med catarsis såvel på grund af dennes deriverende som evacuerende virkninger.
Indicata catarsis ere
1. Catartica relaxantia som ere sådanne midler som forøge excretia alvi ved at frembringe en relaxatio tubi intestinalis. Herhen høre alle oleosa, f.ex. oleum ricini america, ol. olivar linii. Disse catartica relaxantia anvender vi især der hvor vi må antage en rigiditas tubi intestinalis så som hos gamle folk, i colica satumina osv.
2. Catartica stimulantia ere sådanne midler som ifølge den stimulus de frembringe på tubus intestinalis forøge dennes excretion. Disse kunne vi inddele i
a. Catartica media stimulantia som frembringer en ringere stimulus i tubus intestinalis, f.ex. folia neutra, radix rei, folia sennæ osv.
b. Catartica drastica som ifølge den større stimulus de bevirke, frembringe en større og hyppigere excretio tubi intestinalis end de foregående. Hertil regnes f.ex. mercurius dulcis, aloe, gummi guttæ, radix jalappae, ricina jalappae, ... osv.
Coindicata catarsis ere sådanne midler som når et catarticum er givet, lette og forøge dettes indvirkning på tubus intestinale, såsom fortynnede og varme drikke, men som ikke må være slimede. Samtlige catartica bør gives når tubus intestinalis er nogenlunde fri for ingesta.
Contraindicantia catarsis ere
1. I abdomen
a. Visse status morbosi, fornemmelig inflammatio ventriculi og tubi intestinalis
b. Diarea som har sin grund i en laxitas og debilitas tubi intestinalis eller og en defectus muci i tubus intestinalis
c. Hernia incarcerata
d. Graviditas
2. I det øvrige legemet visse tilstande såsom
a. En betydelig debilitet af hvilken som helst årsag
b. Hvor naturen har frembragt andre excretioner der vise sig solutaire, f.ex. sterk sved, salivation, expectoration, effloresenia cutanea osv.
Den tredie operation af methodus evacuans er diuresis som er den curmethode hvorved en større excretion af urinen befordres. Virkningerne af diuresis viser sig
1. På viae urinarae nemlig
a. I renes en større ansamling af effluxis af et ferskt fluidum
b. I vesica urinaria en større affluxus urinae og en kraftigere contraction.
2. I det øvrige legeme at humores ... formindskes og evacueres Indicantia for diuresis ere
1. I via urinariae
a. Substantser som have deres sæde i via urinaria og som bør evacueres derfra f.ex. calculi, pus, mucus, sanguis.
b. En laxitas og debilitas vesica urinaria der gjerne er en følge af en foregående stærk udvidning af denne.
2. I det øvrige legemet
a. Tumores hydropici af alle arter Indicata diuresis ere
1. Visse remedia som virke på en for os uforklarlig måde på via urinaria og forøge disses functioner. Disse midler kalles diuretica specifica og ere radix ... , digitalis purpurea, cantarides ....
2. Relaxantia topica f.ex. cataplasmata emollentia, clysmata og ... Disse relaxantia anvendes dog kun hvor en tilstedeværende spasmus forhindrer functionerne i systema uriniferum.
Contraindicantia ere
1. Sådanne obstakler i via urinaria som ei kan bortfjerne og som formedelst deres størrelse ei kunne passere gjennem via urinaria.
2. En abnorm forøget excretio urina, f.ex. diabetes og hematuria.
Den fjerde operation hvoraf methodes evacuans består er expectoratio hvorved vi forstå den curmethode ved hvilken excretiones af de humores som befinde sig i trachea og dens ramificationer befordres og forøges. Den membrana mucosa som beklæde trachea og dens ramificationer afsondrer i den normale tilstand foruden halitus pulmonali, også en mucus hvorved via aerifera lubrificeres. I glandula bronchiales afsondres en lignende mucus men som er af en blålig farve, og undertiden blandet med den i trachea secernerede mucus.
Disse to slags mucus er det de ældre indbefattede under navnet sputum, hvilket hos det sunde menneske daglig evacueres med en ringe grad af hoste. Men dette sputum kan abnormt forøges og forandres såvel i qvantitet som i qvalitet. Det kan endydermere blande sig med andre på en abnorm måde i pulmones og trachea secernerede og evacueerede humores, såsom med pus og blod, og erholde da navn af sputum purulentum sanguinolentum osv. Når nu denne mucus er tilstede i større mengde end i normal tilstand, og tillige er således forandret i beskaffenhed at den ei ved naturens kræfter kan evacueres, da er det vi anvende methodus expectorans, expectoratio.
Indicans generale expectorationes er en abnorm excretion af mucus og andre materier i bronchiae og disses ramificationer, som ei ved naturens kræfter kan evacueres. Indicata expectorationes ere
1. Visse incitantia som, da de i følge vor erfaring fornemmelig synes at virke på vasa capillaria, membrana mucosa viarium aeroferarium og derved befordre excretio muci samme steds, have fået navn af expectorantia. Sådanne expectorantia ere fornemmelig radix iridis florentinae, senegæ, gummi ammoniacum, ... osv.
2. Relaxantia som ved at dilatere og relaxere vasa bronchialia forskaffe de herværende humores en lettere transitus. Sådanne relaxantia ere oleosa, mucilaginosa ...
Contraindicantia expectorationes ere catarrhea og inflammationes i deres begyndelse, især når de ere heftige.
Den femte operation som methodus evacuationes indbefatter er diaphoresis der er den curmethode hvorved perspiratio cutanea forøges til sved. Virknigerne af diaphoresis ere
1. En betydelig evacuation af materia perspirabilis gjennem huden
2. En større afluxus humorum til legemets overflade og deraf en formindskelse af massa humorum i de indvendige dele.
Anmerkning: denne effect af diaphoresis kan man forklare af den mærkelige constans og antagonisme som finder sted mellem alle organismens dele, men især imellem hudorganet og de indvendige dele.
Indicantia diaphoresis ere
1. Affectus morbosi som opstår af perspiratio cutanea supressa så som morbi reumatici, catarrhal osv.
2. Morbi exanthematici ved hvilke eruptio exantematis er væsentlig nødvendig f.ex. morbilli og scarlatina
3. Andre stedfindende excretiones som have en betydelig grad, og som have deres grund i en laxitet og debilitet i organismen, f.ex. en abnorm stærk salivation når enten den er spontan eller ei.
4. Diabetes og diare. Her kommer især den vigtige constans og antagonismus i betragtning, i hvilken huden står mod andre organer.
Indicata diaphoresis ere
1. Sådanne stimulantia som incitere systema vasorum og i særdeleshed vas capillara hvortil regnes camphora sulfur, olea æteras ammonium, liqvor ammonium acetei ...
2. Relaxantia så som balnea tepida aqeosa, balnea vaporosa calor lacti.
Contraindicantia diaphoresis ere sådanne sygdomme som helbredes ved forøget excretia alvinae og urinæ der ved diaphoresis vilde standse f.ex. tumores hydropici. Desforuden gives der adskillige febris biliosa, i hvilke vi see den forøgede excretio alvinæ at vise sig meget solitaire.
Curmethoder hvormed vi søge at befordre evacuationer gjennem kunstige veier. Hertil høre kun sanguinis missio som er den curmethode hvorved blodet gjennem kunstige veie udsiver af legemet. Virkningerne af sanguinis missio ere
1. En depletio particularis som finder sted i den del hvoraf blodet udtømmes. Denne depletio particularis har igjen sine secundære virkninger, nemlig dersom i den del af hvilken blodet udledes, har været en abnorm blodansamling, så vilde efter blodets evacuationer vasa som før vare expanderte, bedre kunde contrahere sig og derved bedre propellere de indeholdte humores.
2. Derivatio revisio er den anden hovedvirkning af sanguinis missio, idet nemlig når de dele af hvilke blodet ud ledes ere i normal tilstand, formedelst depletionen spatium vasorum forøges således, at herved opkommer en større affluxus sanguines i disse, som må have en formindskelse af massa sanguinis i de øvrige dele til følge. Følgerne af revulsio står i forhold dels til det evacuerede blods mængde og dels til hurtigheden hvorved det evacueres. Jo større det quantum blod er som evacueres, og jo hurtigere denne evacuation skeer, desto større ere virkningerne af revultionen. Men disse virkninger ere transitoriske, thi de vedvarer kun under efflucius sanguinis, eller i det mindste kun en kort tid efter samme. Dette viser sig deraf at den del som berøves blodet formedelst den forøgede efflucius sanguinis, snart igjen vil blive forsynet med overflødigt blod, hvorved altså derivationen ophæves.
3. En diminutio universalis af massa sanguinis som har en svækkelse af vitaliteten tilfølge, på grund af at blodet, som det aller vigtigste incitament berøves ham.
Indicantia sanguinis missionis ere
1. Plethora vera der tilkjendegive sig enten ved dens foregående årsager, eller ved dens symptomer, eller også med begge disse omstændigheder tillige.
2. Heftige stimuli som have bevirket en heftig motus v. orgasmus sanguinis, f.ex. heftig anemi, pothemata, især for pletoriske der have tilbøielighed til congestioner
3. Congestiones sanguinis til vigtige organer så som til encephalum, pulmones, viscera abdominalia
4. Affectioner som man må antage at hidrøve af congestiones sanguinis, f.ex. apoplexia sanguinea, hemoragica hypertonica af pulmones osv.
5. Inflammationer, fornemmelig af stenisk beskaffenhed
6. Hvor man vil forebygge sygdomme som man kan befrygte af congestioner til vigtige organer, så som apoplexia og hemoragia hos subjecter der før have været afficerede af sådanne sygomme
Indicata sanguinis missionis ere
1. Venesectio som er den almindelige methode hvorved vi befordre missio sanguines. Mængden af det blod man ved venesectio borttage, beror på sygdommens beskaffenhed og kræfternes tilstand. I heftige steniske apoplexier og inflammationer pleier man på en gang at borttage ..., i mindre heftige tilfælde kan man borttage en mindre mengde såsom ... på en gang.
2. Arterotomia temporalis som man tilrådet og anvendte hvor man vil bevirke en sterk derivation fra encephalum og hjernen.
3. Applicatio hirudenium som have den fordel at de kunne appliceres umiddelbar på eller dog meget nær det afficerede sted og at de kunde anvendes for børn, hvor venesectio som oftest ikke kan institueres. Den mængde som ved en hirudo evacueres på en gang regner man til ... iberegnet det blod som altid løber bort efter at hirudo er taget af.
4. Scarificatio forbunden med anvendelsen af cucubitæ er især anvendelige ved chroniske hudinflammationer og ved congestioner til hovedet.
Contraindicantia ere
1. En høi grad af debilitas der enten kan være tilstede under visse sygdomme, så som ved febris putrida nervosa, phtisis osv., eller som kan være en følge af forudgangne heftige sygdomme, eller som endelig også kunne være tilstede, formedelst individenes alder, at denne nemlig er meget høi eller børnealderen.
2. Critiske evacuationer, thi hvor disse ere tilstede kan sanguinis missio have de allerskadeligste følger.
3. Betydelige impuritates in ... især når de ere forbundne med debilitas
4. Menstruatio hvad enten den er nærværende eller kan ventes
5. Fluxio locharium
Dog ere disse to sidste contraindicantia af mindre vigtighed dersom der under deres nærværelse indtreffer tilfælde som indicerer missio sanguinis da bør ... foretages under hensyn til hine to contraindicantia.
Instituttets hovedside
UiBs hovedside
Institutt for samfunnsmedisinske fag, sist oppdatert 09.03.96
Hogne.Sandvik@isf.uib.no