1859 - Krohn

Vistnok havde jeg i 1858 på grund af den daglige samfærdsel med Bergen, hvor børnekopperne og influenza vare i stadigt tiltagende, både ventet og frygtet et længre besøg af disse mindre end behagelige gjæster. Men da influenzaen kun optrådte sporadisk, og børnekopperne ligetil årets slutning slet ikke lod hF8íre fra sig, begyndte jeg virkelig at smigre mig med, at om det påbegyndte år end ikke vilde henglide ligeså roligt og fredeligt som det tilbagelagte, vilde dog ingen far-lig beslaglæggelse af mine kræfter finne sted, hvad der imidlertid senere indtrådte.

Børnekopperne førtes til gården NordreQvinge i Lindås ved nytårstider, og da man, for i Lindås at være, mod sædvane slog sig til ro med den tanke, at Gud havde sendt sotten, der ikke fik større udbredning end forsynet vilde, at ingen anden end Gud rådde for liv og død og at det var formasteligt at ville forsøge på at gribe ind i hans vise beslutninger, fik hverken præsterne eller jeg mindste nys herom førind 2de uvaccinerede børn vare afgangne ved døden, et 3die lå døende og sygdommen ved de afholdte begravelser var ført til nabogårdene SøndreQvinge og Hope. Ved mit første besøg på disse gårde oplæstes desårsag det væsentligste indhold af loven af 3die april 1810 med tilføiende, at den for eftertiden vilde bringes i anvendelse. Dernæst beordredes hjelpevaccinateurerne til snarest muligt, årstiden uagtet, at foretage vaccinationen på samtlige uvaccinerede, ligesom angjeldende hjelpevaccinateur fik ordre til på de nærmeste gårde Elvig og Mjanger at foretage revaccinationen, medens provst Hveding godhedsfuldt påtog sig fra kirkebakkerne at besørge oplæst et uddrag af den ovenciterede lov. Disse foranstaltninger, der satte tilbørlig skræk i blodet blandt de gjenstridige og vandt anerkjendelse og understøttelse hos en på disse kanter mere end almindelig oplyst almue, må det virkeligen tilskrives, at uagtet sygdommen gjentagne gange førtes deels fra byen, deels fra nabosognet Seim i Hosanger til gårdene Fanebost, Selgeli, Viig, Pletten og Apelbakken, angrebes i det hele kun 49 individer, hvoraf 37 faldt på de først angrebne gårde, og at af disse kun 4 uvaccinerede børn afgik ved døden på gården NordreQvinge. Med undtagelse af denne sidste gård lånte man mine foranstaltninger overalt et villigt øre, afsondrede de syge, brugte sin medicin, holdt sig de diætetiske forskrifter efterrettelig, sørg-ede for den nødvendige udluftning og vadskning, ja foretog endog revaccinationen for egen regning, idet jeg anså mig forpligtet til ikke at påbyrde amtscommunen større udgifter end absolut nødvendigt.

Anderledes stillede derimod forholdet sig, da kopperne udbrød i Manger. På grund af almuens primitive standpunct, uvidenhed og fatalisme, samt disses uadskillelige ledsagere, fordomsfuldhed og seige og trodsige vedhængen ved det gamle, mødtes mine bestræbelser her kun med ligegyldighed, spot, hån og foragt, hvorhos jeg et par gange truedes med personlig overlast. Uagtet pastor Kobro godhedsfuldt besørgede loven af 3die april oplæst fra kirkebakkerne, brød man sig ikke det mindste herom, førend man ved flere anmeldelser fik syn for sagen, at jeg dog meente det alvorligt med dens gjennemførelse; thi ved på denne måde at true deres ømme side gjennem pengeudtællinger, opnåedes endeligen en stands, efterat sygdommen havde rast over en større deel af Herlø sogn og på gårdene Skjelanger, Eikeland, Rosland, Iden, Viig, Turøen, Thorsteinsvig, Rogn, Blomvåg, Dale, Mitsø, Fuskanger, Ådlandsvig, Abbedissen og Hvidsteen i Sæbø sogn angrebet mig bekjendt 131 individer, hvoraf 27 afgik ved døden og deriblandt 11 vaccinerede. At der blandt de døde fandtes så mange vaccinerede havde sin grund i at angjeldende hjelpevaccinateur viiste sig overhørig; thi hverken brød han sig om den i marts måned modtagne ordre, "strax at foretage vaccinationen i sit distrikt" heller ikke om samme ordres gjentagelse, da kopperne udbrød i juni måned. Dette hans forhold anmeldtes for amtet, hvorefter fulgte forhør, sags anlæg og dom.

Dødsfaldenes hyppighed forøvrigt trænger måske ikke til nogen nærmere forklaring, thi almuens standpunct betinger naturligvis dens behandling af sygdommen, som hos herløværingen var så rå symptomatisk som mueligt; under feberanfaldene stærkt og varmt drikke, helst brændeviin med tilsætning af campher eller peber, dernæst så mange sengeklæder som opdrives kunde og slutteligen fyren i ovnen, den meest stegende sommervarmen uagtet. Atmosphæren var derfor også hos de syge således, at man ofte ikke kunde drage ånde, og ordre måtte gives til at opbryde loftsgulvet hvor anden ventilation ansåes utilrådelig. Under den påfølgende feberhede gik man ligeså naturligt til den modsatte yderlighed med vidåbne døre og vinduer samt bedækningens bortkasten. Sålenge den syge formåede at være oppe var det umueligt at holde ham i sengen, og så sandt han var istand til at krybe ud, måtte de naturlige udtømmelser gå for sig udenfor huset. At man under slige omstændigheder betragtede min indblanden med skjæve øine, uvilligen hørte på og modtog mine råd og formaninger samt brugte den leverede medicin efter eget godttykke, er ligeså naturligt, og der var ikke engang levnet mig udsigt til ved revaccinationen at få standset sygdommens udbredelse. Med slig fatalistisk hensynsløshed søgte man til dens arnesteder. At mandefaldet ikke blev meget større må tilskrives sygdommens udbrud i den blødeste årstid, dens ophør da det leed ud på høsten og at den ikke var meget ondartet.

De observationer jeg under epidemien havde anledning til at anstille ere langtfra ny. Anføre må jeg imidlertid, at hos en spedalsk pige, der døde, forsvandt under koppernes udbrud alle symptomer på elephanthiasis, at hos en 40årig mand, der for 13 år tilbage havde lidt af variola i den grad, at han havde mistet synet på det ene øie og forøvrigt bar synlige mærker, sygdommen også denne gang optrådte med stor intensitet, idet han leed af confluerende kopper over hele legemet. Ligeledes angrebes en pige, der for 13 år tilbage havde været angrebet af variola, denne gang af varioloider. Sjeldnere er det måskee indtruffet, at et 2 år gammelt barn, der var vaccineret kort tid efter fødslen og med charachteristiske ar efter vaccinationen, angrebes af varioloider. Af det forholdsvis betydelige antal af modificerede kopper, der forekom blandt de angrebne i Lindås og det ubetydelige antal der af samme observeredes i Manger, i forening med de mindre charachteristiske ar efter vaccinationen, troer jeg at være berettiget til at uddrage den slutning, at vaccinationen på sidste sted udføres med mindre samvittighedsfuldhed. Vaccinerede ere i afvigte år 490.

Allerede før vinterfiskets slutning havde jeg på gårdene Tosken og Rigstad i Manger fået tilsammen 26 (9 og 17) patienter under behandling, lidende av typhus eller abortiv typhus. Ligeledes havde jeg på gården Qvamsdal i Lindås behandlet 3de lidende af typhoid feber. Samtlige kom sig. Under vinterfisket havde imidlertid veiret været så ugunstigt som mueligt, omløbende stormfuldt veir fra o.s.o., s., s.v. til n.n.v. med stadigt nedbør af snee, slud og regn, meest dog af det sidste, idet thermometeret næsten stadigen holdt sig over frysepunctet indtil +6,5 og kun for en enkelt dag kunde synke ned til 4.

Da nu, som følge af det i de senere år tiltagende bedre fiske, distriktets almue uden undtagelse har søgt til det nærmere nordre fiskedistrikt, hvor logihusene have været stærkt overfyldte, var det altfor meget at befrygte, at de tilbagevendende fiskere vilde føre smitsomme sygdomme med sig til hjemmet. Det varede heller ikke længe inden jeg fik nok at bestille, idet der til Sliregårdene hjembragtes 3de, til Matre, Sevrås, Fammestad, Kolås, Sundsbø, Monstad og Brudeknappen hver 1 lidende af typhoid feber, der strax viste sig at være af en ondartet, putrid charachteer og udbredte sig over begge præstegjelde til gårdene Mjanger, Vabø, Vabønæsset, Marås, Haugsmyr, Riise, Saltnæsset, Qvalvågnæsset, Skotsund, Lille Lindås, Dale, Grindheim, Sætre, Holmås, Tykhelle, Namtvedt og Hvidsteen, hvor ialt angrebes 163 individer.

Det varede en stund førind sygdommen ved at angribe flere på samme gård viiste sin epidemiske charachteer, hvorfor også requisitionerne først begyndte at indløbe til mig henimod midten af april måned; men senere kom de masseviis, så at jeg mere end een gang med god grund tvivlede om det virkelig stod i min magt, selv om kræfterne ikke svigtede, at bringe de hårdt lidende den regelmæssige hjælp som så høiligen tiltrængtes.

Det var den alvorligste epidemi, som nogensinde er kommen under min behandling. Tarmblødninger og det alvorlige, vare usædvanlig hyppige, bronchiter og hypostatiske pneumonier med blodblandet expectorat hørte til reglen, forfærdelige liggesår, fuldstændig døvhed, en overmåde langvarig reconvalescents og i denne en stor deel eftersygdomme, hvoriblandt hydropiske ansamlinger i huden, bug og brysthuulhederne fornemmelig må udhæves, ligesom det varede overmåde længe hos en stor deel syge inden forstandsevnerne kom i den vanlige orden. Hukommelsen tabtes hos mange for længre tid aldeles, medens de vandrede omkring sløve og ligegyldige for alt, ja hos een indfandt sig endog et maniacalsk anfald, der imidlertid kun varede nogle få dage. Under slige omstændigheder kan jeg umueligt andet end betragte det som et særdeles held at jeg kun mistede 9 patienter, hvoraf 2de allerede langt fremrykkede i reconvalescentsen. Den ene af disse, der allerede gjentagne gange havde været ude, døde af pleuritis, den anden af pneumonia. Foruden disse 9 afgik desuden 3de ved døden, uden at komme under behandling, de hørte nemlig til de først angrebne.

Dette efter min mening så gunstige udfald må formentligen tilskrives, at de fleste angrebne faldt på Sandnes sogn i Lindås, hvor såvel oplysningen som de oeconomiske vilkår ere de bedste, at sygdommen fornemmelig herskede i sommermånederne, hvorved jeg fik anledning til at flytte de syge fra overfyldte slet ventilerede stuer til luftigere udhuse, at jeg i phosphorsyren med tilsE6‘tning af sukkersyrup har en medicin som ingen vrager, men væsentligst troer jeg dog at have terpentinolieomslagene om bryst og underliv at takke herfor, thi utvivlsomt forekommer det mig at jeg måtte have tabt mere end een ved tarmperforation, 2de ved tarmblødninger og 2de ved hypostatiske pneumonier, dersom jeg i dette middel ikke havde havt en stopper såvel mod den dybere tarmlidelse som mod lungernes overfyldning.

Som 3die epidemi har influenzaen i afvigte år ikke havt så ganske ubetydelig udbredning. Kun på 2de gårde YttreHauksdal og Holmås optrådte den så alvorlig, at den toges under behandling for amtscommunens regning. På disse gårde angrebes ialt 12 individer, hos hvem kræfterne betydeligen medtoges uden at nogen døde. Forresten betragtede man den som en omgående qvøvtunge hvori der var en overgang, hvorfor man ikke skjøttede om nogen behandling og kun ganske få medicinerede for egen regning.

Som 4de epidemi forekom kighosten, uden dog i noget af præstegjeldene at nå nogen større udbredning, rimeligviis som følge af at den i 1857 herskede over hele distriktet. Hverken nu eller tidligere har den været behandlet for amtscommunens regning, og kun yderst sjeldent hænder det, at nogen privat henvender sig til mig for at søge min bistand i denne sygdom. Man lader den som regel gå sin egen gang, anvender i det høieste hoppemelk, hvor den kan overkommes eller violsyrup, medens børnene uden hensyn til veiret rende ude efter eget tykke, hvilket sidste i forening med at sygdommen fornemmelig herskede ud over høsten og vinteren formentligen bevirkede, at den sin mindre udbredning uagtet dog bortrev 14 børn i Manger og 4 i Lindås.

Hvad nu sygdomsconstitutionen angåer, har denne endnu ikke siden min ankomst til distriktet viist sig så bestemt udpræget adynamisk som i afvigte år. Vistnok optrådte som sædvanlig de inflammatoriske sygdomme i vårmånederne med en vis mægtighed og ligeledes de gastriske affectioner i høstmånederne, men samtlige disse sygdomme modtoge af den forherskende sygdomsconstitution et bestemt adynamisk præg. Alle de af børnekopper døde, som ikke vare begravede før min ankomst, lede af variola putrida, hvorfor også herløværingerne påstode, og vidt og bredt berettede, at det var pesten eller svartedauen, som hjemsøgte dem, hvorimod min protest intet nyttede.

I det forløbne år har jeg kun foretaget en tangforretning og det for 1ste gang i Manger. Det var en robust førstefødende, hos hvem veerne efter 2de døgns anstrængt fødselsarbeide vare ophF8írte og hvor fosteret antoges at være dødt allerede for et døgn siden. I det mindste havde konen ingen fosterbevegelser fornemmet senere. Ved min ankomst fandtes hovedet indkilet i bækkenets huulhed medens jeg ved hjælp af stethoscopet opdagede svage spor av fosterlyd. Den fødende bragtes, da ingen tid var at spilde, på et i all hast arrangeret fødselsleie, 15 gr spermoedia gaves, den lige tang anlagdes og med nogen besvær lykkedes det mig virkelig at forløse konen med et levende foster. Kun 20 minutter var forløbet fra min ankomst til konens forløsning. Moder og barn have senere befundet sig vel.

I 1859 har jeg 3de gange været anmodet om at tilsee sindssyge og afgive min erklæring om deres mentale tilstand. Første gang gjaldt det pigen Helga Mikkelsdtr. Stene fra Vigøers præstegjeld, nu tilflyttet gården Sætre i Manger. Hun var 30 år gl. og begyndte hendes sygdom for 4 år tilbage med en dyb melancholia som følge af ulykkelig kjærlighed. Denne melancholia har senere vedvaret uafbrudt snart som depression, snart som exaltation (melankoli med raptus), hvilke sidste mere og mere har antaget en voldsom charachteer, så at omgivelserne ikke alene ikke er fri for overlast men selv hendes eget liv svæver i fare, idet hun med den bestemte hensigt at ville sulte sig ihjel undviger, og gjentagende først er gjenfunden efter indtil 4 døgns fravær i en udhungret og yderst elendig forfatning. Efter min ankomst til gården var hun, medens jeg samtaler med forældrene, flygtet til skovs af frygt for en gjentagelse af tidligere åreladninger, der efter forældrenes uforbeholdne erklæring var dreven i en stor scala, og nu hjembragtes hun i en høist exalteret forfatning, førende en i høi grad liderlig tale, ledsaget af frygtelige eder og utugtige gebærder. Uagtet sygdommens 4årige varighed og den i familien stærkt udtalte arvelige disposition, forsøgtes dog på at få hende indlagt på sindssygeasylet i Bergen, men her var ingen plads, og hun er nu udsat hos sin broder for amtscommunens regning.

Mit andet besøg gjaldt pigen Anne Andersdtr. Østrheim, 36 år gl., der fra barnsbeen havde havt meget ringe evner, men dog 19 år gl. var bleven confirmeret med bemærkning "yderst ringe anlæg mådelig kundskab". Ved forældrenes overmåde hårde behandling er hun senere lidt efter lidt bleven berøvet forstandens brug, og befandtes ved mit besøg nedsunken i en fuldkommen dyrisk tilstand, hvorunder hun uden valg slugte hvad der rakkes hende, og søler hun sig dersom hun ikke påses nøie i sine egne urensligheder. Hun har desuden i den senere tid været urolig, støiende, ja selv voldsom, især om nætterne, og er nu udsat for amtscommunens regning. Anledning har jeg havt til at overbevise mig om, at hun, der hvor hun nu forpleies, behandles forsvarligere.

Tredie gang tilsåes konen Britha Steffensdtr. Blom, 52 år gl. og 2de gange gift. For 3 år tilbage skjødede hun sin eiende gårdpart til den ældste gifte datter, hvorved hun efter egen formening forurettede en yngre søn. Herover har hun senere stedse grublet og græmmet sig, indtil hun for et år tilbage hensank i en dyb melancholia, hvorunder hun, på enkelte lysere mellemrum nær, ikke har været sig sine handlinger bevidst, ikke har formået at skjelne mellem egen og andres eiendom, ikke kunnet udføre nogen huuslig gjerning, derimod often undveget fra hjemmet og først været gjenfunden efter længre tids søgen, hvorhos hun i den allersidste tid har skræmt familien med tillavning af strikke og tilsnigelse af skarpe våben, idet hun stadigen truer med at forkorte sig livet. Tilrådet har jeg indlæggelse på sindssygeasyl, men da reisen til hende først foretoges i midten av december måned, er udfaldet mig til dato ubekjendt.

Af syphilitiske tilfælde er forekommet eet i Lindås. Dette var en tjenestedreng, lidende af secundari syphilis, der for amtscommunens regning indlagdes til behandling på sygehuus i Bergen. Angjeldende havde tjeneste hos en af bygdens driftigste mænd, der som nodbruger og sildesalter sidder i stor rørelse og stadigen sysselsætter et større mandskab. Ved drængens afreise til byen truede hele hans arbeidsstok med at forlade ham, dersom ikke lægeattest skaffedes for, at familien tilligemed tjenere vare forblevne uberørte af smitten, af hvilken grund jeg blev afhentet, for at undersøge det hele huus, hvorefter den forlangte attest kunde afgives. Dette tjener til at oplyse den respect almuen har for denne sygdom. Forøvrigt er ikke engang en gonorrhoea kommen under behandling.

Af mindre almindelige tilfælde forekom i en ganske kort tid efter vinterfiskets slutning 4 alvorlige tilfælde efter mishandling af acnepustler. Til de 3de måtte jeg aflægge sygebesøg, da de ikke så sig istand til at foretage reisen til mit hjem. Tilstanden var også sørgelig nok, og afgik den ene ved døden, efter min mening som følge af thrombosis og emboli. Ved min nærværelse indtoges i dette tilfælde hele halsen, nakken og hovedet af en træhård, blåligfarvet, betydelig hævelse, med udadhvælvede læber, overstrukne med et guulagtigt, fast vedhængende belæg og kjæberne tæt sammenpressede. Øienlågene på det høire øie indtoges af en ødematøs hævelse, hvorved øiets åbning var forhindret. Næsten fri for hævelse var kun venstre øies supraorbitalregion samt nakkens middellinie, hvor hudfarven endnu var naturlig. Mellem tænderne var det forbundet med stor vanskelighed at indbringe den yderste spidse af en skee, og synkningen foregik kun med yderste besvær. Talen var uforståelig. Den irriterede og udtrykte acnepustel havde sit sæde ved angulus maxillæ inferioris på høire side, og såes der intet tegn til påbegynt suppuration. Under brugen af den grå qviksølvsalve og Paulus Tønders grød var hævelsen begyndt at aftage i hårdhed, da den syge døde pludseligen med fuld bevidsthed (tidligere havde han delireret), og umiddelbart efterat have spaseret omkring i værelset. Om obduction er her aldrig tale.

I de øvrige 3 tilfælde var hævelsen af samme natur, kun ikke så udbredt eller så betydelig. Samtlige kom sig, efterat hos een et større hudparti var udskilt ved gangræn, og hos de øvrige en rigelig suppuration var kommet istand.

Samtidig hermed fik jeg en 73 år gl. kone under behandling, der ved sildeqværkning havde læderet et vas lymphaticum på høire hånds pegefinger, hvorefter først en lymphangitis og dernæst en phlegmonøs betændelse var optrådt. Denne der indtog armen i dens hele omfang, strakte sig til axilla. Ved mit første legebesøg såes allerede på den betydelig oprødmede såvel under som overarm flere større gangrenøse flekker, som udvidede sig mere og mere, og gjentagne incisioner uagtet, for at bane pus tilstrækkeligt afløb, strakte sig i dybet til fascia brachialis og antebrachii og hvorved sluttligen hudbedækningen og fascien udstødtes, kun efterladende nogle små øer hist og her, medens musklerne lå formelig uddissecerede. Konen kom sig.

Nogen gjordemoder eier distriktet endnu ikke, dog er der all sandsynlighed for, at trangen til kyndig fødselshjælp for Lindås vedkommende endnu i årets løb vil blive afhjulpen, da den for amtscommunens regning på gjordemoderskolen henliggende gårdmandskone herfra præstegjeldet efter endt examen er forespildet til i 6 år at modtage ansættelse her, og bør man måskee på denne måde håbe på en forandring til det bedre med hensyn til barselqvindernes behandling samt børnenes pleie og behandling.

Hjelpevaccinateurernes antal i distriktet er uforandret, og uagtet der er all grund til at antage, at disse i Lindås forsvarligen rygte sit kald, er det ligeså sandsynligt, at det modsatte, i det mindste for en enkelts vedkommende, snarere er tilfældet i Manger. Heri kan formentligen ingen forandring ventes at ville indtræde, sålænge de udføre sin gjerning fri for all slags control; thi således fortjener visseligen ikke den forpligtelse at benævnes, hvorved det er dem pålagt årligen at indsende vaccinationsprotokollerne til distriktslægen for at de vaccinerede kunne indføres i hovedprotokollen, og vel endnu mindre den forpligtelse, hvorved disse protokoller ledsaget af de udstedte attester, skal indsendes til vedkommende præst.

Skulle det ikke være på tide at få denne sidste nu vistnok antiquerede bestemmelse afskaffet. Nogen control medfører den sikkerligen ikke, og må den antages at være aldeles overflødig og unyttig efterat distriktslægeembederne på det nærmeste ere blevne regulerede, medens derimod på denne måde præsterne ere pålagte et meningsløst og dog ikke ubetydeligt arbeide. En såvel nødvendig som heldbringende control kan efter min formening først da komme istand, når hjelpevaccinateurerne pålagdes at melde til distriktslægerne såvel stedet hvorpå som tiden hvori de agtede at foretage vaccinationen, samt den dag hvorpå de vilde foretage eftersynet, og det da stod i distriktslægernes magt, om de anså det for nødvendigt, at indfinde sig for at controllere den hjelpevaccinateuren, om hvis samvittighedsfuldhed der kunde næres grundet tvivl.

Som medlemmer af sundhedscommissionen i Lindås ere nu foruden pastor Holtermann og lensmann Låstad endnu indtrådt de fleste skolelærere. Ligeledes er i Manger lensmand Heiberg og største parten af skolelærerne indtrådte, medens pastor Kobro har lovet indtil videre at overvære møderne og virke for lægens fremme, uden dog endnu at ville indtræde som ordinairt medlem.

Hvad disse commissioners virksomhed angåer, ligger det i selve sagens natur, at man først seent kommer at høste frugterne. Vente må man således ikke fra det ene år til det andet at kunne skue fremskridterne til det bedre, og dog forekommer det mig, at man må være særdeles tilfreds, når selve institutionen omfattes med interesse, hvad allerede forlengst umiskjendeligen har åbenbaret sig for Lindås's vedkommende. Ja, selv i Manger er ikke længer stivheden og seigheden så påtagelig som tidligere. På enkelte hæderlige undtagelser nær er det imidlertid at befrygte, at den tidligere active modstand her kun har veget pladsen for en mere systematisk passiv. Tilstanden er i det hele taget her så bedrøvelig, at den nuværende generation efter de almindelige naturlove må gå i graven, førind sundere ideer kan få indpas, og mangersværingerne blive deelagtige i civilisationens goder, og da først gjennem almueskolernes reform.

Afvigte års dyrekjøbte erfaring har desværre tvunget mig til at opsige den med Lindås præstegjeld hidtil bestående contract; thi når man fra årets begyndelse til september måneds slutning må tilbringe hver eneste dag på søen, og herfra kun overvættes storm og fængslen til sygeleiet (Krohn ble smittet av koppesykdommen. H.S.) gjør undtagelsen, når man endvidere på disse hårdsøgte reiser gjentagende bliver nødsaget til at måtte overnatte i åbne bådnøst, fordi der i nærheden ikke findes selv det tarveligste logi, og reiserne må tilendebringes i kortest muelige tid for at de syges tilsyn forsvarligen kan rygtes, når man desuden ofte på disse reiser må sidde gjennemvåd hele dagen deels af søedrev deels af øsende regn, som i åbne båder ikke kan klædes ude, når man desuden om morgenen før udreisen og længe på qvel efter hjemkomsten må expedere consulterende, hvorhos medicinen til kommende dags syge også skal tillaves, så troer jeg og flere til mig, at selv en hestehelbred som min må bukke under.

Da jeg nu næst pligterne mod det offentlige troer at skylde min familie at tage tilbørligt hensyn til at jeg ikke slides op i kortest muelige tid, har jeg, de indstændigste anmodninger fra formandskabet uagtet, anseet det for en absolut nødvendighed at søge om mueligt hvile i det nu påbegyndte år, uagtet jeg villigen må indrømme, at almuens oeconomiske forfatning er så ussel, at efterat contracten er bleven opsagt, det næsten bliver en umuelighed for den enkelte at afhente mig til de mere fjerntliggende dele af distriktet. Man har qviet sig herfor, da man foruden skydsen kunde slippe med en udgift af 3 ort pr dag. Hvorledes må det ikke da komme til at gå, når jeg skal betales nogenlunde anstændigt for min umage.

Ondt gjør det mig imidlertid at den jernhårde nødvendighed har tvunget mig til at foretage dette skridt; thi dette contractforhold gav anledning til et udstrakt bekjendtskab til præstegjeldets almue, hvorved jeg i nærheden fik betragte de enkeltes huusstel og de hygieiniske forholde, hvorunder de levede. Herved stod det altså i min magt at påpege manglerne på stedet og potensere sundhedscommissionens virksomhed. Rimeligheden taler desuden for, at mine mig knapt tilmålte indtægter end ydermere herved beskjæres, men min helbred har i det tilbagelagte år lidt et alvorligt knæk. Flere lignende vilde aldeles tilintetgjøre den, og herfor har alle andre hensyn måttet vige.