Hjem
Institutt for global helse og samfunnsmedisin

1861 - Krohn

Afvigte år har været mere end almindelig riig på epidemisk sygdom, der dog ligesålidt have nået nogen større udbredning som de have udmærket sig ved deres alvorlige charakteer.

Hovedinnhold

De epidemier der for offentlig regning i årets løb have været under behandling ere typhoid feber, abortivtyphus, influenza, cholerine og blodige diarrhoeer, diphtheritis og morbilli, medens en deel vistnok alvorlige tilfælde af angina tonsillaris og parotidea samt laryngotracheitis dog forekom så spredte, at jeg ikke anså det forsvarligt at bebyrde det offentlige med udgifter i denne anledning. På enkelte gårde i Mykings sogn, Lindås præstegjeld herskede desuden i foråret kighoste, hvoraf een årsgammel gut der samtidigen leed af dentitio difficilis afgik ved døden, men lægehjælp forlangtes ikke.

Som sædvanlig er det abortivtyphus og de typhoide febre der tæller de fleste behandlede, ialt 54, det mindste antal imidlertid som et enkelt år har havt at opvise siden distriktet overtoges af mig, ligesom denne epidemi har været den mindst ondartede af alle de typhusepidemier der have været gjenstand for min behandling, uden at det dog har manglet på enkelte grave tilfælde med gjennemligninger, parotidesvulster, næse og tarmblødninger, hvorhos 2de af de angrebne for en kort tid mistede forstandens brug.

I slutningen af juni måned førtes sygdommen fra Vildanger til gårdene Gjærdet og Ystebø, på hvilken første gård den i husenes sammenhobning, bygningernes usselhed, slette ventilation, beboernes skiddenfærdighed, fatalistiske anskuelser og hermed i forbindelse stående fuldkomne ligegyldighed for lægens forskrifter fandt en særdeles yppig jordbund, hvori den ret fæstede rod og holdt sig henimod 3 måneder. Den optrådte her som typhoid feber, angreb ialt 16 individer, og optrådte som naturligt med en meget alvorlig charakteer.

Af samtlige behandlede afgik kun på gården Gjeldsvig et 6årsgammelt pigebarn ved døden, hun havde gjennemgået en alvorlig typhoid feber, var allerede kommet så vidt at hun gik og legede med sine sødskende på gulvet og behandlingen egentlig for hendes vedkommende ophørt, da hun pludselig angrebes af et voldsomt hosteanfald med stærk åndenød og var liig inden et qvarters forløb. Ved mit sygebesøg til de øvrige angrebne efter 8 dages forløb, var allerede begravelsen foregået. Hvad dødsårsagen i dette tilfælde angåer kan jeg kun som gjætning opstille emboli, uden at der dog under behandlingen havde været mindste grund til at antage nogen thrombosis.

De fF8írste tilfælde af morbilli yttrede sig i juni måned i Bø sogn, Mangers præstegjeld, nåede en ikke ubetydelig udbredning i juli og august måned, men da man aldrig i distriktet har været vant til at søge krægda behandlet for offentlig regning, og epidemien i det hele viiste sig godartet, modtog jeg desangående ingen requisition før sygdommen i october måned udbrød i Lindås, hvor den viiste sig temmelig alvorlig, og kom på gårdene Søndre Qvinge, Eikebotten, Riisnæs og Matre 27 individer under behandling, der alle slap fra det med livet. Mig bekjendt er i hele distriktet kun et årsgammelt barn død af denne sygdom på gården Frøysæter uden behandling.

Incubationsperioden viiste sig aldrig at være under 10 og oversteg aldrig 12 dager. Exanthemet var stedse meget smukt og rigeligt, feberen ofte meget heftig, symptomerne fra svælget og brystorganerne meget fremtrædende, hosten voldsom, oftere ledsaget af stærke næseblødninger, og halsaffectionerne allerede inden exanthemets udbrud så stærke at de første tilfælde på de enkelte gårde antoges for den trondhjemske halsesyge. Symptomerne fra øiets og næsens sliimhinder optrådte ligeledes hos flere med megen heftighed, og viiste kræfterne sig især hos de ældre meget medtagne.

Min behandling har naturligviis først og fremst været rettet på at sørge for et rigeligt udslag ved så tidligt som mueligt at formå de angrebne til at ty til sengen og nyde varme drikke. Dernæst have de syge været pålagte at holde sengen sålænge exanthemet varede, og ikke komme i luften førind 14 dage derefter. Var feberen meget heftig, anvendte jeg en salpeteropløsning med syrupus senegæ, medens behandlingen forøvrigt kun var symptomatisk. Væsentligst formener jeg dog at have virket såvel mod sygdommens udbredning som med hensyn til dens udgang, ved både i og udenfor sundhedscommissionerne at omtale den daværende epidemis farlighed og større end almindelige dødelighed, og de forsigtighedsregler man desårsag måtte iagttage såvel i incubationsstadiet og medens exanthemet varede, især efter at samme var forsvundet.

I midten af september måned modtog jeg den første requisition i anledning diphtheritens udbrud i distriktet, med den underretning at sygdommen allerede havde krævet 2de offere. Den ene var udbrudt på gårdene Molland, Mollandseidet, pladsene Gunnarsløivet og Gildersnæsset samt nabogården Reknæsset, angreb senere 2de på gården Åmundsbotten og 1 på hver af gårdene Stegelvig og Matre, i alt 17 personer i Sandnæs sogn, udenfor hvilket den mig bekjendt heller ikke optrådte.

Af disse 17 behandlede mistede jeg ingen, uagtet flere tilfælde vare alvorlige nok, og behandlingen yderst simpel. Kun i 2 tilfælde, hvor diphtheriten havde udbredt sig til larynx, anvendtes et hurtigt virkende brækmiddel, og forøvrigt kun en helvedessteensopløsning til pensling og gurglen, samt kali chloricum til indvendig brug. Ingen paralyser forekom som følge af denne sygdom. Også med hensyn til denne sygdoms udbredning troer jeg mine samtaler såvel i som udenfor sundhedscommissionerne have viist sig gavnlige, idet alle forsigtighedsregler have været iagttaget for at forhindre smittestoffets udbredelse, såvel inden de allerede angrebne som til de nærmest liggende gårde, ligesom jeg snarest mueligt er bleven underrettet om hvert ny optrådt tilfælde.

På de angrebne gårde foretoges dagligen af pålidelige folk en undersøgelse af samtlige beboeres svælg. Personligen foretog jeg selv de nødvendige penslinger under mine sygebesøg, og foreholdt alle på det meest indtrængende de forsigtighedsregler man havde at iagttage, medens det var min bestemmelse, dersom sygdommen havde nået nogen større udbredning da at få indsat de nødvendige tilsynsmænd hos hvem såvel råd som medicin foreløbigen kunde have været indhentet, en foranstaltning der sikkerligen ikke havde været forbundet med store vanskeligheder i et sogn som Sandnæs, hvor man har fået blikket oplatt for gavnligheden af præventive forholdsregler mod smittestoffenes udbredelse og snarest muelige behandling af de allerede optrådte tilfælde.

Af casuistiske tilfælde vil jeg kun tillade mig at omtale et skudsår, et vådeskud, hvorved en haglladning gik af i det samme geværet grebes og uden at angjeldende endnu veed at angive hvorledes. Efterat man allerede i flere timer havde savnet den tilskadekomne, fandt man ham liggende bevidstløs og badet i blod i en smedie, og vendte bevidstheden først tilbage efter et par timers forløb.

Ulykken skeede i slutningen af februar måned under et par graders kulde på en af fjeldgårdene, og var det formedelst meniis over et større fjeldvand umueligt at komme til den syge førend efter henimod 3 ugers forløb.

Ved min ankomst befandtes skuddet at have gået i en skrå retning indenfra udad og nedenfra opad imellem begge portioner af sternocleidomastoideus sinister, idet det havde borttaget en deel af claviculas øverste og forreste flade, medens en større deel hagl fandtes spredte hist og her under huden over scapulas øverste rand, hvor desuden fandtes en lille åbning efter et par hagl, der ved suppuration havde banet sig vei udad. Forladningen tilligemed 6 hagl vare ved suppuration udstødte gjennem den forreste åbning og kunde sonden med nogen vanskelighed føres gjennem den i ziksak gående sårcanal, idet den ved undersøgelsen stødte på flere strenge, pars superior plexus brachialis.

Til nogen efterblødning havde der endnu ikke viist sig mindste spor. Armen tilligemed hånden var endnu betydelig ophovnet og noget rød, medens den syges værste plage var en vedvarende ulidelig hede hvori stadig anvendelse af oxycral ikke havde viist mindste tegn til lindring. Følelse og bevægelse af arm og hånd var tilintetgjordt. Med undtagelse af en voldsom efterblødning der indfandt sig først flere uger efter mit sygebesøg, gik det meget godt med tilhelingen af skulderen, men såvel følelsen som bevægelsen af hånd og arm var og er fremdeles tabt.

Til fødende har jeg i det forløbne år kun været hentet een gang, hvor jeg allerede 2 dage før min afhentelse havde erklæret en bristning af livmoderen at være foregået, og desårsag en øieblikkelig forløsning at være nødvendig. Angjeldende mand var nemlig den gang af den uexaminerede fødselshjælperske afsendt for at skaffe veedrivende midler tilveie, da under udviklingen af kraftige drivende veer med udslettet modermund og erklæret hovedstilling, veerne pludselig ophørte under en hørbar knagen, hvorefter konen henlå med blegt ansigt, badet i kold sved, neppe følbar puls, kolde extremiteter, næsten uophørlige brækninger og neppe hørbar stemme.

Da konen imidlertid tidligere havde bragt 4 levende børn til verden ene ved naturens hjælp og endnu var i sin kraftigste alder, meente manden at det ingen nød havde, og at han vilde see tiden an. Da veerne imidlertid, de anvendte midler uagtet, vare og bleve borte, hentedes endeligen den examinerede jordemoder, der erklærede tilstanden for håbløs, barnet for dødt og forløsning kun for muelig gjennem tangforløsning.

Ved min ankomst fandt jeg den fødende i en så medtaget forfatning at jeg havde mine store betænkeligheder ved at skride til tangens anlæggelse, idet barnet allerede var dødt, og det var at befrygte at konen vilde opgive ånden under selve forretningen, og kun på såvel konens som mandens indstændige anmodning skredes dertil.

Ved undersøgelsen viiste virkeligen hovedet at byde sig for i 1ste isseleie, modermunden at være udslettet, og hovedet indkilet i øverste bækkenåbning. Angående den stedfundne ruptura uteri efterlodes ikke mindste tvivl, ligesålidt som om fosterets død, da tegnene på en hos samme allerede indtrådt forrådnelse vare umiskjendelige. Ved den foretagne forretning bragtes et i høi grad forrådnet foster til verden, og foregik såvel udviklingen af hovedet som skuldrene med megen vanskelighed på grund af den ved forrådnelsen indtrådte betydelige opsvulmen, der utvivlsomt havde været årsag til livmoderens bristning. Konen døde endnu samme dag, men følte en betydelig lindring efter forløsningen og udtagelsen af placenta, hvorhos hun erklærede sig meget tilfreds over at hun havde været så fast bestemt på forretningens fremme.

I det forløbne år har jeg med held behandlet en 18årig sindssyg pige, Britha Johannesdt. Velland, lidende af acut manie, pludseligen opstået efter en heftig trætte. Umiddelbart derefter anfaldtes hun nemlig af det voldsomste raserie med ødelæggelseslyst, hvorunder udtømmelserne afgik uvilkårligen. Ved list fik man imidlertid lokket hende i et varmt bad, hvorunder hun fik en kold styrt over hovedet med sådan følge at bevidstheden så godt som øieblikkeligen vendte tilbage. Senere behandledes hun med nitrum og tillige med opium i stigende doser, og gjenvandt hun efter en kortvarig behandling fuldkommen sin helbred. Hun er fremdeles rask.

På sindssygeasylet i Bergen er i årets løb indlagt 2de sindssyge. Den ene, Hans Andersen Indre Hindenæs, lidende af fatuitas med maniacalske anfald og uimodståelig vandrelyst, gjentagne gange er han efter undvigelser fra hjemmet gjenfunden indtil et par mile fra sin bopæl, i en høist bedrøvelig forfatning, hvorfor det måtte ansees for uforsvarligt ikke at sørge for hans sikkerhed. Om nogen helbredelse kunde der i dette tilfælde naturligviis ikke være tale, og har min mistanke om at onanie har lagt grunden til hans nuværende tilstand fundet sin bestyrkelse efter optagelsen i asylet. Tilstanden er fremdeles uforandret den samme som ved optagelsen.

Den anden der indbragtes på sindssygeasylet, Niels Knudsen Berge, leed af folie a double forme. Under hans maniacalske anfald var han så rasende at man så sig nødsaget til at indrette en egen seng til ham, hvori han lå indsnøret indtil anfaldet var over. Efter ethvert sådant anfald nedsank han stedse i en dyb melancholia. Forældrene der vare i tålelig god formuesforfatning, afhentede mig i den hensigt at jeg skulde tage ham under behandling i hjemmet, og fandt jeg ham ved min ankomst liggende nedsjunken i en fuldkommen depressionstilstand, uvillig og træg til at afgive nærmere forklaring om sin sygdom, dens oprindelse og senere udvikling, ligesom han i det hele var utilbøielig til at besvare hvilketsomhelst ham forelagt spørgsmål. Godt kjendt som jeg er i Lindås præstegjeld såvel med personer som forholde, vidste jeg god beskeed om at denne ældre søn og odelspretendent til den af moerfaderen endnu beboede gård, gjentagne gange var bleven høiligen forurettet til fordeel for en yngre broder, og senest var bleven overtalt til at fravige sig retten til gården mod kår. Såvel denne frasigelse havde han angret, og tillige for naboerne tydeligen klaget over de gjentagne forurettelser. Med disse kjendsgjerninger for øie kunde der naturligviis ikke være tale om nogen behandling i hjemmet, hvorfor jeg mere tvang end overtalte forældrene til at sørge for hans behandling på sindssygeasylet, hvortil de endeligen erklærede sig villige, og havde jeg den tilfredsstillelse at han inden årets udgang vendte helbredet tilbage. Senere har han været frisk, men jeg har tilladt mig at henvende sognepræstens opmærksomhed på forældrenes behandling af angjeldende, og skal jeg heller ikke i den nærmeste fremtid selv tabe ham af sigte.

I afvigte år har været afgivet 7 møder i sundhedscommissionerne, deraf 4 i Manger og 3 i Lindås. På de 2de møder, et i hvert formandskabsdistrikt har overlæge Løberg ledet forhandlingerne og fremsat vedlagte forslag til forskrifter for våningshuses opførelse i distriktet. De af mig holdte foredrag have handlet:

1. Om barnepleien

2. Om behandlingen af svangre, fødende og barselqvinder

3. Om scrophulosen og tuberculosen samt de disse sygdomme betingede årsage.

Til samtlige disse foredrag har der lagt mere end opfordring nok i det sørgelige standpunkt, hvorpå børnepleien her befinder sig, hvorom også de årlige dødslister afgive det bedrøveligste vidnesbyrd, medens behandlingen af svangre, fødende og barselqvinder til dato har afgivet et vidt felt for fromme ønsker. Det 3die foredrag angående scrophulosen og tuberculosen har jeg i længre tid ønsket at kunne holde, da disse 2de sygdomme vise sig mere og mere at være dem der af alle, såvel epidemiske som endemiske farsotter herje i distriktet meest. Gjennem arthrocacerne fremkalde de fleste krøblinge og gjennem lungetuberculosen årligen bortrøve et ikke ubetydeligt antal, hvorom jeg dog ikke seer mig istand til at meddele de forønskede oplysninger, da det kun er en sjelden undtagelse at denne sygdom kommer under behandling i dens sidste stadium, fornemmelig af den grund at almuen ingen tro har på nogen helbredelse for denne sygdom, når ingen tvivl levnes om diagnosens rigtighed.

Nu skulde foredraget tillige afgive et indlæg i byggesagen, og nåede jeg virkeligen så langt frem efter en svare kamp, at see forslaget noget modificeret antaget eenstemmigen i sundhedscommissionen. Men dette vækte senere blandt publikum et sådant ramaskrig, at, efterat ved årets slutning nyt valg på formandskabsmedlemmer var foretaget, hvorved halvparten af medlemmerne bleve ny, forslaget faldt mod 8 stemmer, idet en stor deel af de gamle medlemmer vare usle nok til at gjøre frontforandring da de erfarede fra hvilken kant vinden blæste.

At dette var forslagets skjæbne i Lindås behøve jeg vel egentlig ikke at tilføie, medens man i Manger ikke vilde høre et ord herom. Man havde mere end nok af påfund, der medførte ny udgifter og byrdernes stadige stigen, om man ikke selv skulde være dum nok til at øge på det las, der allerede var for tungt til at drages frem. Røber dette udfald end en bedrøvelig opfatning af de pligter man skylder såvel sig selv som sine efterkommere, og viser det end på det bestemteste at når det gjælder selv de ubetydeligste udredsler, spørges der hverken om nytte eller nødvendighed, kan jeg dog ikke andet end udtale som min overbeviisning at det stadigen gåer fremad, om just ikke med kjæmpeskridt, og at der årligen erobres terrain fra gammel slendrian, sløvhed og ligegyldighed, medens fordomme og overtro må vige, reenlighedssandsen vækkes, interessen for de holdte foredrag er i stadig stigende, og man nu skammer sig over all den smuds og ureenlighed som man før uden sky stillede til skue. Selv i Manger pryder ikke længre jacobinerhuerne isserne således som tidligere under foredragene, og de tidligere for aldeles uundværlige anseede kridtpiber ere nu forsvundne, uden at forsamlingens varighed har lidt mindste skade, ved at den ikke længer er røgindhyllet.

Fordringerne må imidlertid stilles efter det udviklingstrin hvorpå angjeldende befinder sig, og forventningerne må ikke være store, når man har med et folkefærd at bestille, der som mangersværingerne endnu ikke har kastet løierten, men umiddelbart og primitivt som få hæmmes af alle de bånd, linnen og den barnlige klædedragt medfører.

Lindåsværingerne er vistnok voxede fra barnedragten, men befinde sig endnu i den grønne alder, hvor slyngelårene trykke, og man mere har fået øinene opladte for rettighederne end for pligterne, hvor politikken desårsag er den kjæphest som alle ride, og embedsstanden opfattes som den på folkets mave tærende deel, der altfor godt har forstået at mele sin kage, og som man desårsag tilpligter at vise tilbage inden sine rette grændser. Til disse skyggesider hører dog også lyssider. Her findes nemlig en stærk trang til kundskaber og sands for oplysning. Heri ligger en sikker bebudelse om den kommende dag, da folket skal komme til klar erkjendelse om sine pligter, og værdigen udfylde sin dets anviiste plads i samfundet. For lindåsværingerne nærer jeg ikke mindste frygt. Af naturen ere de udrustede med gode evner, og af den oprundne morgen troer jeg sikkert at turde bebude den kommende klare dag.

Over noget qvaksalveri i mit distrikt kan jeg ikke føre nogen berettiget klage. Vistnok hentes af og til råd og bistand hos et par kloge koner i Bergen, der i den senere tid ere dukkede op, efterat Skudevigenkonens rolle på det nærmeste er udspilt. Men sålænge de kun give sig af med at behandle chirurgiske tilfælde, og ingen påviselig skade for helbred og liv heraf har resulteret, anseer jeg mig hverken forpligtet eller opfordret til at blande mig heri, og vil jeg i det hele taget betænke mig vel, inden jeg ved min optræden i slige sager skaber martyre i publikums øine, hvis opfattelse stedse tenderer til at udlægge samme som misundelse, hevngjerrighed og andet deslige.

Har jeg imidlertid ingen grund til at klage over andet, så må jeg dog høiligen besvære mig over de både tidspildende og byrdefulde overformynderforretninger man har fundet for godt naturligvis at beære mig med. Er der nogen som i sandhed tiltrænger all den tid der levnes dem fra næsten uafbrudte reiser, så er det distriktslægen; thi videnskaben skrider fremad med kjæmpeskridt, og selv om man ikke plagedes med sådanne skammelige ombud, som det har behaget popularitetsjagerne at skabe, vil det være vanskeligt nok at undgå den trykkende fornemmelse af at blive seilet bagud, belæsset med overformynderiforretninger generes man både ved følelsen af at skuden er roet fra een, og forhindres man tillige fra i betimelig tid at fremkomme med de arbeider man tilpligter. Dette fåer være min undskyldning for at denne beretning først nu fremsendes.