Om behandlingen af svangre, fødende og barselqvinder (29.april 1861)

Foredraget idag skal beskjæftige sig med den måde hvorpå mødrene til disse børn såvel før, som under og efter fødselen, blive behandlede, og formentligen klarligen berøre, at den behandling som blive mødrene til deel hyppigen berøve såvel dem selv som børnene livet, og altfor ofte lægge grund til en sygelighed som senere vare hele livet igjennem.

Ved denne leilighed kan jeg ikke andet end inderligen beklage forsamlingens kortsynthed, idet den har ladet mine gjentagne forestillinger om at skaffe præstegjeldet en examineret gjordemoder hengå upåagtede, thi har nogensinde og nogensteds kyndig fødselshjælp været nødvendig, så er det i sandhed her, og herfor skal foredraget idag levere det bedste beviis.

Først og fremst må jeg da henlede forsamlingens opmærksomhed på qvindens svangre tilstand, thi om man end her i præstegjeldet ikke gjør synderlig forskjel i behandlingen af svangre og usvangre, så skal der dog ikke stor forstand til at indse, at der hos den svangre qvinde foregåer sådanne forandringer, at alle ydre indtryk virker i forstærket grad, sætte såvel legeme som sjel i forstærket spænding og at navnligen naturens bestræbelser gå ud på at forberede alt til den forestående fødsel. Disse naturens vink er det da vor pligt at lyde, og fremfor alt undgå hvad der her kan indgribe forstyrrende.

Har jeg i mine foredrag tidligere påvist nødvendigheden af, for ethvert menneske, at indånde en frisk og reen luft, så er dette for den svangre nødvendigere end alt andet, og det jo længre svangerskabet er fremskredet, thi i de sidste måneder af samme lide lungerne et stærkt tryk gjennem mellemgulvet på grund af det i livmoderen indeholdte store foster, der må have rum, og i forhold til trykket ståer naturligvis lungernes evne til i sig at optage det for åndedrættet og livet så nødvendige suurstof af luften. Moderen ånde både for sig og barnet.

Ligeså nødvendigt er det at undgå ethvert tryk af klæderne, og at legemet, især bryst, underliv og fødder beskyttes mod forkjølelse. Hvad den svangres beskjæftigelse angåer, så er mådelig bevegelse og arbeid i fri luft meget velgjørende, medens anstrængende arbeid, navnligen i sådan stilling at bryst og underliv trykkes, og det især i svangerskabets sidste måneder, er farlig såvel for barnet som moderen.

Regelmessighed i søvn og vågen må iagttages, thi overdrivelser i begge retninger er lige skadelig. For megen søvn gjør døsig og bevirker at livsprocesserne gå langsommere for sig, medens for mye nattevågen anstrænger nervesystemet for meget og tærer på livskraften.

Med hensyn til mad og drikke kan man som almindelig regel opstille at den svangre ikke må forandre noget væsentligt i sin tidligere levemåde når hun tidligere har befundet sig vel ved samme, medens hun derimod ikke bør tvinge sig til at nyde noget hvorfor hun har afsmag, ligesålidt som hun bør give efter for sine såkaldte lyster, da disse ikke altid falde på uskadelige nydelser.

At der omhyggeligt sørges for tarmudtømmelser eller stoelgangen er en selvfølge. Under svangerskabet må ingen forstoppelse tåles, ligesom reenlighed af hele legemet ikke noksom kan anbefales. Navnligen vise almindelige varme bad i svangerskabets sidste halvdel meest afgjorte nytte, idet de forberede huden til den i barselsengen så forønskede og nødvendige sved, berolige nervesystemet, beskytte mod de så ofte i svangerskabet forekommende besværlige hudsygdomme, og virker i det hele taget forfriskende, samt gjør legemet bøieligt og smidigt.

På grund af den svangres overordentlige modtagelighed for indtryk, må alle sindsbevægelser undgåes, således kan skræk, ærgrelse, vrede, sorg, frygt og selv pludselig glæde have de sørgeligste følger; hos moderen fremkalde kramper, blødninger, og for barnets vedkommende en for tidlig fødsel eller ståen på et lavere udviklingstrin, hvorved mangfoldige misdannelser hos den nyfødte finde en ofte altfor naturlig forklaring.

En særlig omsorg under svangerskabet fortjene brysterne. De må vogtes for ethvert tryk og enhver forkjølelse, navnligen må man være opmærksom på brystvorten for diegivningens skyld. Små, eller i brystet indsunkne brystvorter må mod svangerskabets slutning fremadtrækkes ved sugekopper, brystvorten selv må i svangerskabets sidste måned slutligen (hver dags morgen og aften) afvaskes med sæbevand, samt af og til med brændeviin og vand, for at bevare den for sprækker og ved barnets kraftige patning undgå sår og smårifter.

Slutligen må da moderen tilbringe de sidste dage af svangerskabet i rolighed for at kunne bevare sine kræfter usvækkede til det forestående fødselsarbeid.

Om de virkeligen sygelige tilstande under svangerskabet kan her naturligvis ikke blive nærmere tale, her må lægens hjælp i betimelig tid søges.

Er nu det tidspunkt indtruffet at fødslen er begyndt, kan konen gjerne holde sig oven sengen, sålænge hun dertil føler sig istand, ja det må endog ansees for gavnligt at hun ikke altfor snart tyer til fødselsleiet, der, selv hvor alt foregåer naturligt, bliver langvarigt nok. Under ingen omstændighed må hun imidlertid undlade at søge sengen når frugtvandet er afgået, eller som man her siger, fornøstet er brustet, og fra det øieblik konen er kommen i seng, må hun under ingen omstændighed have tilladelse til at forlade samme, thi foruden at denne væxlende læggen og ståen op, stedse forlænger fødselsacten og forstyrrer veerne, udsætter den næsten bestandig konen for disse bedrøvelige forkjølelser, der senere hen gjør dem livet så byrdefuldt.

Under fødslen bør hun så meget som muligt indtage rygleiet, og må man under veerne ikke undlade at understøtte konens ryg. Konens beklædning bør ikke være altfor tung og varm, men på den anden side må enhver blotten og deraf følgende afkjøling på det nøiagtigste undgåes. Er fødselen naturlig, vil der i regelen medgå 6 timer fra de sande veer begyndte indtil fødselens fuldendelse. Herfra gjør kun de førstefødende en undtagelse, da selv den dobbelte tid for disses vedkommende ikke kan kaldes unaturlig. Men er døgnet omme og fødselen ikke tilendebragt, da er det samvittighedsløshed at undlade søgning efter kyndig hjælp.

Under sådanne omstændigheder endnu at stole på naturens hjælp eller sætte sin sag i Guds hånd, røber såvel den høieste grad af ligegyldighed for medmenneskers lidelser, som det tillige må betragtes som et religiøst spilfægteri, der aldrig kan forsvares, medens der ikke kan findes stærke udtryk nok for den hensynsløshed, dumdristighed og frækhed, der ligger til grund for en sådan behandling af den fødende, at man for at bevirke fødsel, ruller den fødende, lade hende gå knægang i gulvet, sætter hende på hovedet og skaker fosteret løs for at rette dets leie, lade hende veie salt eller hoppe fra en skammel eller kiste, thi dette er ikke alene en fremgangsmåde uforsvarlig for moralens, men også for lovens domstol, og det er i sandhed både beklageligt og tungt, at samvittigheden i vor tid, hvor dog hjælpen kan erholdes, kan slå sig til ro med, og efter en sådan fremgangsmåde.

Hvor fosteret altså byder sig for i et tværleie eller hvori et længdeleie hovedet eller rumpen forblive stående indkilet mellem bækkenbenene over 12 timer, der må kyndig fødselshjælp skaffes tilveie, thi selv om barn og moder i sidste tilfælde slipper fra det med livet, kan det dog bevirke flere onder, som man kommer at trækkes med for levetid.

Under fødslen slukkes tørsten bedst ved ikke for koldt vand. Som drikke kan imidlertid gjerne nydes melkeblande og byggrynssuppe, ligesom svage koner heller ikke har ondt af lidt øll eller viin blandet med vand.

Af indgreb, som de almindelige fødselshjælpersker ere altfor tilbøielige til at foretage, og hvorimod må nedlægges det strengeste forbud, ere: Kunstig bristning af hinderne eller fornøstet, og øieblikkelig efter barnets fødsel kunstig forløsning af efterbyrden. Fornøstet bør nemlig bevares så længe som muligt, da ved dette udvidningen af fødselsveiene gåer jævnest for sig og med mindst smærter for konen, medens efterbyrden, når livmoderen blot fåer tid til at trække sig sammen efter fosterets udvikling, som regel fødes af sig selv, og uden faretruende blødninger for konen, der ofte fremkaldes ved en utidig indblanden fra en ukyndig fødselshjælperskes side.

Er forløsningen tilendebragt, må der fremfor alt sørges for konens ro, såvel på sjæl som legeme, hvortil især udfordres nogle timer søvn og omhyggelig undgåen af enhver sindsbevægelse. Alt unyttigt og skadeligt prat, hvortil man er så tilbøielig, må strengt forbydes, og ved konens opvågnen efter denne styrkende søvn, må under den så nødvendige vadskning af de ydre fødselsdele enhver blotten av legemet på det omhyggeligste undgåes, thi efter forløsningen er en rigelig sved af den høieste vigtighed, og enhver undertrykkelse af samme stedse farefull.

Med mindre konen er blevet stærkt medtaget og udmattet efter fødslen, i hvilket tilfælde der kan tilstedes henne længre hvile, må barnet stedse tages til brystet nogle timer efter fødslen, hvorimod den undskyldning at der endnu ikke er melk, er betydningsløs. Netop ved patningen fremkaldes blodtilstrømningen og derved melkeafsondringen, ligesom udføringsgangene åbnes og brystvorterne trækkes frem.

Førind barnet lægges til, afvadskes og renses vorten ved hjælp af lunkent vand, ligesom den største reenlighed må iagttages under hele diegivningen. Hvergang barnet har pattet, bør nemlig vorten og sammes omkreds nøiagtigt vadskes og tørres, thi herved vil man næsten bestandig undgå såvel sprækker og sår på vorten, som udbruddet af trøske (det hvide), såvel på den som hos barnet. Selve brystet må moderen stedse holde varmt tildækket.

Den første i brystene indeholdte melk er desuden af største vigtighed til udtømmelsen af barnebeget, ligesom man ved at fremkalde en tidlig melkeafsondring så godt som undgåer melkefeberen, hvorfor der ikke noksom kan ivres mod den almindelige uskik først at lægge barnet til på den 3de dag efter fødslen.

Spørges der nu hvad barselkonen efter fødslen skal have at styrke sig på, så er for hende, som for enhver træt arbeider, hvilen og søvnen det bedste styrkningsmiddel, medens hun aldeles ikke trænger til nogen føde, der, om den end ikke bestandig fremkalde påtagelig skadelige følger, dog aldrig kan gavne. Naturen har i det blod, der har tjent til barnets ernæring, og hvoraf under forløsningen kun en ubetydelig deel er afgået, sørget for tilstrækkelige fødemidler i de første 4-5 dage, hvor desuden så meget hos konen skal bringes tilbage i de vanlige forhold, at man på det omhyggeligste må undgå ethvert forstyrrende indgreb.

Det gjør mig ondt alvorligen at måtte forbyde den såkaldte konemad, der i regelen ikke kan bestå i noget mindre end rømmegrød, hvor den kan skaffes tilveie, og som enhver nabokone ofte føler sig forpligtet at bringe, ligefra den første dag efter forløsningen. Det gjør mig endnu mer ondt at nedlægge strengt forbud mod alle tidlige barselbesøg, der både trætte, plage og skade den stakkels barselqvinde, for hvem så lidt prat og så lidt mad som muligt er det meest tjenlige.

I de første 4-5 dage bør barselkonen nemlig kun nyde lette drikke, som melkeblande, byggrynssuppe eller lidt hylde og chamomillethee, medens føden i det høieste bør bestå af sukkerkavringer, hvedebrød eller kringler. Fra den 5te dag derimod kan hun gjerne nyde mere nærende kost med forsigtighed, og aldrig må hun, inden sengen mellem den 8de til 10de dag er forladt, gå over til den vanlige daglige kost, med mindre nøden er forhånden, som bryder alle love.

Strax efter forløsningen er det desværre almindelig skik at anlægge et temmelig stærkt trykkende mavebelte, der kaldes at rogge konen. Herimod må jeg på det bestemteste udtale mig, dog ikke således at forstå at intet belte må anlægges, men dette må være løst, og konen må ikke føle noget tryk deraf, thi livmoderen og de til samme hørende dele er at betragte som et åbent sår, der må behandles varligen og med forsigtighed.

Det hvorimod man imidlertid meest forsynder sig, som årligen også lægger flere qvinder i graven foruden at mange bløde helseløse, er den uforsvarlige tidlige opståen efter barselsengen. Konen er nemlig sjeldent mer end 3-4 dage i samme, førind hun i det mindste skal op medens sengen redes, og det på en tid hvor den for konens sunde helbred så høist nødvendige svedning er i fuld gang. Denne svednings store vigtighed oversees aldeles, ja man betragter den endog som en byrde man ved hensynsløs blotten kaster af sig, fordi den besværer, og dog kan dette aldrig skee uden bedrøvelige følger. Den er fuldkommen lige så nødvendig som den øvrige barselrenselse og må på alle måder understøttes.

Vil konen være sikker på at barselsengen skal stade af uden følger, må hun ikke forlade sengen førind mellem den 8de - 10de dag. Den almindelige forsyndelse herimod er det som fremkalder, og har fremkaldt den mængde forskjellige sygelige tilstande, hvorover gifte koner så hyppigen klage, og stedse ved at henføre til tidligere barselsenge, og hvoriblandt forskjellige modertilfælde ikke ere de mindst væsentlige. Først efter den 8de dag bør konen rogges stendigt.