Om nervesystemet (13.oktober 1862)

Ligesom alt hvad der foregåer i naturen, har sin bestemte årsag eller sin dybere grund, således har også alle livsytringer i det menneskelige legeme sit legemlige redskab. Bevidsthedens og vilkårlighedens legemlige redskab kalde vi nervesystemet, der beståer af en centraldeel, hjernen (heilen) og rygmarven, hvortil all sandsning føres tilbage, og hvorfra all vilkårlighed gåer ud, og en yderdeel (peripherisk deel) hvorigjennem sandsningen og vilkårligheden ledes.

Hjernen (heilen) er den bløde, marvlignende, hvide og grå masse, som optager hele hjerneskallens hule, og beståer af en større og en mindre deel, som har fået navn af den store og den lille hjerne. Rygmarven kaldes derimod den streng af hjernemasse, som fra hjernens underflade går ned igjennem et hul i hovedskallens bund og udfylder rygradshulen. Fra hjerne og rygmarv udløbe nu to og to, en til høire og en til venstre, flere fine tråde, der forgrene sig i de fleste dele av legemet, og kaldes nerver.

Gjennem hjerne, rygmarv og nerverne ståer sjelen i en bestandig vexelvirkning med alle de ting som omgive os, og som vi have givet navn af udenverdenen. Dens forretning er nemlig væsentlig at frembringe fornemmelser, tanker og bevægelser.

Lider nu nervesystemet eller blive det sygt af en eller anden årsag, forstyrres til en vis grad en eller flere af disse forretninger. Forstyrres fornemmelsen eller følelsen, kan den enten formindskes eller tilintetgjøres, så at der opståer følesløshed, eller den kan forøges til ømfindtlighed, eller den kan blive forkjert og falsk, så man tager feil af det man føler. Forstyrres tænkningen eller bevidstheden kan der på samme måde opstå bevidstløshed eller forkjerte tanker og forestillinger, eller en sygelig forøget tankevirksomhed. Forstyrres endeligen bevægelsen, kan den enten aftage til lamhed, eller forandres og tiltage til forskjellige slags kramper. Flere af disse forskjellige nerveonder kunne være tilstede på een gang og forbinde sig med hinanden til mer sammensatte sygelige tilstander. Sådanne tilstander er søvngjængeriet og den magnetiske søvn.

Fra hjernen, sædet for tænkningen, udgåer blandt andet de nervestrenge der forsyne øiets, ørets, næsens og mundens organer med nervegrene, og hvorigjennem vi modtage synets, hørslens, lugtens og smagens sandsefornemmelser. Ved berørelsen eller pirringen af disse nervestrenges yderste ender opfattes dette aldrig af os anderledes end som lys, lyd, lugt eller smag, der enten kan opfattes af os som naturlig, forhøiet eller formindsket, ja endog være ganske tilintetgjordt.

Fra rygmarven udgåer fra dens sidedele en stor mængde nervestrenge, der er delte i en fremste og bagerste rod, hvoraf den forreste er bevægelsens, den bagerste følelsens sæde, og udbrede disse nervestrenge sig, idet de dele sig i alt finere og finere grene, alt efter sin bestemmelse, snart i huden, snart i bevægelsens organer, musklerne. Vil man nemlig bevæge benene for at gå, eller vil man tage fat i noget med hænderne, er det hjernen som gjennem nervene, indvirker således på musklerne, at de drage sig sammen, og derved udføre de bøininger eller bevægelser som man ønsker at gjøre. Klemmer man derimod en finger så at det gjør ondt, er det nervene der ere udbredte i huden som virke således gjennem hjernen at vi fornemme det som smerte. Enkelte legemsdele, såsom neglene og håret ere derimod ikke forsynet med nerver, og have vi heller ikke nogen fornemmelse af disse dele.

Samtlige de smerter i lemmerne der snart holde sig til et bestemt sted, snart ere flyvende og jagende, og hvorover høres så hyppige klager, have samtlige sit sæde i nervesystemet, og fornemmeligen da i de sig i huden udbredende følelsesnerver. Men da ethvert tryk eller enhver pirring af nervestammerne eller nervesystemets centraldele, stedse som smerte fornemmes i den angrebne nerves yderste ender, må smertens grund eller sæde ofte søges i dybet af eller andetsteds i nervestammens forløb, kan der bero på de forskjelligste årsager, som det ofte selv for den dygtigste læge bliver overmåde vanskeligt at udgrunde, uden at man nogensinde kan slå sig til ro med det så almindeligen hørte sludder, at det er ondt blod eller en ond vind mellem hud og skind, som der kun hører en kyndig årelader eller kopsætter, med andre ord en blodsuger, til at frigjøre en for. Som det bedste beviis på, hvorledes enhver pirring i en nervestammes forløb som smerte af den syge henføres til nervens yderste ende, kan tjene at enhver smerte i stumpen efter en amputation (afsætning af arme eller been) altid af den syge betegnes som værende i det ved amputationen borttagne stykke.

På grund af hjernens og rygmarvens store vigtighed og deres ømtålighed, ere de vel forvarede inden sine benvægge. Trykkes rygmarven på noget sted således, at den igjennem samme i sund tilstand, bestandig gående electriske strømning afbrydes, opståer følelseløshed eller lamhed i alle de dele, der forsynes med nerver fra den deel af rygmarven, der ligger nedenfor det trykkede sted, og udsættes hjerne eller rygmarv for en voldsom rykning ved stød eller slag, så bliver følgen deraf bevidstløshed, følelseløshed, lamhed eller endog døden. En sådan hjernerystning er det man fremkalder under den almindelig brugte måde at slagte kreaturene på, der imidlertid medfører langt større pine for dyret end nødvendigt er, og hvorfor stikning med kniv mellem baghovedet og den første halshvirvel burde træde istedet, da et sådant stik dræber dyret hurtigen som lynet.

Hjerne og rygmarv ere begge meget årerige (forsynede med meget blod). Når dette blod ophobes i for stor mængde, kan tryk på hjerne og rygmarv fremkaldes, hvorved i første tilfælde opståer usammenhengende og forvirret tale, ustyrlighed og raseri, samt, ved bristning af en åre, det såkaldte dødslag med lamhed af sandseorganer og lemmer og i sidste fald, når rygmarven lidende, de frygteligste kramper af forskjellig art. En sådan ophobning af blod finder sted i mangfoldige sygdomme, navnligen i febrene og betændelsene, og stedse efter nydelsen af stærke drikke, især efter det usalige brændeviin, hvorved mennesket i den grad nedværdiger sig at det blive dyret ligt, mister for en tid forstandens brug og benyttelsen af sine lemmer, taler usammenhengende og ofte angribes af det ustyrligste raseri.

Vil man have sin helbred, er det af stor vigtighed at undgå alt hvad der driver blodet til hjernen, og det jo mer man af naturen har anlæg til sådant blodtilløb. Af sådanne familier udmærker sig her i præstegjældet især Johannes Paulsen Toskøs, hvor anlægget stundom yttrer sig selv i den spædeste alder.

De nerver som udgå fra hjerne og rygmarv, har villien fuldkommen herredømme over i sund tilstand. Men der gives et nervesystem, det såkaldte ganglienervesystem, hvorover villien ikke kan befale. Dette nervesystem forsyner brystets og underlivets indvolde, lunger, hjerte og årer, mave, tarmer, lever, milt, nyrer, urinblære og livmoder osv. med nerver, uden at mennesket føler, eller er sig bevidst hvad der i disse organer under livsprocessene foregåer. Blodet løber nemlig omkring i legemet, åndedrættet har sin gang og maden fordøies, hvad enten man vil eller ikke, selv når man sover. Som en yderst sjelden undtagelse har man imidlertid havt enkelte exempler på folk, der også for en deel har havt enkelte af disse nerver under sit herredømme. Således har man kunnet standse hjertets bevægelse, indtil besvimelse er indtrådt.

Disse nerver som ikke adlyde villien, udmærke sig ved at de under hele livet ingen hvile tiltrænge, men virke uafbrudt, medens derimod hjerne, rygmarv og de nerver, der rette sig efter villien, ofte trænger til hvile efter arbeidet. Denne hvile fåer de under søvnen. Den naturligste og bedste tid til søvn er natten, og her finder den gamle regel: at for meget og for lidt skjemmer alting ud, også sin anvendelse, thi medens 7 timer søvn i døgnet kan ansees som regel for det fuldvoxne menneske, og barnet trænger til mere og mere søvn jo yngre det er, så vil for lidt søvn stedse svække og afkræfte legemet og bane veien for den hele hær af sygdomme, ligesåvist som for megen søvn bevirker et pirreligt sind, og fremkalder misfornøielse og døsighed.

I somme sygdomme sover den syge meer end sædvanligt, medens han i andre taber evnen til at sove. I sidste fald er almuen så rask med at vilde have sovedråber, da man dermed anseer den hellige grav for vel bevaret. Disse dråbers første virkning er imidlertid den at fremkalde en forøget blodtilstrømning til hjernen, og da denne i betændelserne og febrene allerede er sygeligen forøget, vil det letteligen indsees at man, ved en slig fremgangsmåde, hyppigen netop gjøre galt verre. Viseligen er det desårsag ved lov forbudt apothekerne i håndkjøb at udlevere sådanne dråber, da ene og alene lægen formåer at afgjøre hvorvidt de kan anvendes uden skade, og om de bør bruges.

De herhenhørende anatomiske kobbertavler bleve foreviste, og som beviis på hvorledes man have det i egen magt at kunne ophidse sit eget nervesystem, og derved, såvel med hensyn til følelse som bevidsthed, fremkalde de forskjelligste sygelige tilstande, forelæstes en deel af L. Dahls afhandling i Folkevennen: "Om nogle åndelige omgangssygdomme".