De siste dødsfall av kopper i Ytre Nordhordland. En distriktsleges erfaringer

I 1741 døde 743 barn av kopper i Bergen. Dette var over halvparten av samtlige dødsfall i byen dette året (1). En stor koppeepidemi rammet Nordhordland i 1803, noe som tydelig viser igjen i kirkebøkene. I Manger døde dette året 208 av en befolkning på omtrent 3500, tre ganger så mange som normalt (fig 1).

Varioliseringen

I det fjerne østen var det utviklet en vaksineringsmetode ("variolisering"), som også sporadisk ble benyttet i 1700-tallets Norge (2). Metoden innebar at man podet human kopppematerie inn i et lite hudrisp på friske barn. Selv om smittestoffet ble hentet fra pasienter som så ut til å være rammet av en mild form av sykdommen, skjedde det selvsagt av og til fatale komplikasjoner ("innpodede kopper").

Legene argumenterte sterkt for varioliseringen. De viste til at nesten alle mennesker før eller senere ble smittet av koppesykdommen ("naturlige kopper"), og at dødeligheten vanligvis var så høy at hver 12. døde. I de alvorligste epidemiene var dødeligheten enda høyere. Dødeligheten av de innpodede koppene var langt lavere (2). Statsfysikus Büchner (1730-1815) var selv ansvarlig for variolisering av 103 barn i Bergen i 1771, med to døde. Han forteller ellers om prost Krogh i Davigen, sogneprest Heiberg i Gloppen og en bonde i Davigen, som tilsammen innpodet 562 barn, hvorav 4 døde (2).

De første spor av variolisering finner vi i Bergen sommeren 1765. Det dukket opp en prest, som inokulerte 40 barn. Statsfysikus Büchner skriver om dette: "Man maatte vist takke denne Mand, hvis Stand og Embede bedre kunde bane Veyen for ham til at overtale endeel af Indbyggerne til denne nye Opfindelses Udøvelse, end naar det var skeed af en Læge, som neppe derved havde undgaaet den Mistanke, at Egennyttighed og Fordeel maaskee kunde være Drive-Hiulene alleene til Indpodningens Recommendation, Nytte og Forsvar. Man fattede saa meer Fortrolighed til ham, da han allerede tilforn i Trondhjem med en lykkelig Fremgang havde indpodet mange. Af hans Indpodede døde tvende Børn, det eene, som var tilforn meget sygelig, og tillige ofte havde været behæftet med Convulsioner; og det andet blev sygt for Tænder. Bør vel disse Tilfælder skrives paa Regning af Indpodningen?" (2).

Koppevaksineringen

I 1796 oppdaget den britiske legen Edward Jenner (1749-1823) at de uskyldige kukoppene også ga immunitet mot den ekte koppesykdommen (3). I 1803 gjorde man de første forsøk med denne koppevaksinen under en voldsom koppeepidemi i Bergen. Tusen barn ble vaksinert med utmerket resultat (4). Epidemien rammet imidlertid Manger prestegjeld med full tyngde (fig 1).

I 1810 ble tvungen koppevaksinasjon innført over hele landet, og den gamle varioliseringen ble forbudt (5). Det tok imidlertid atskillige år før vaksineringen fikk fullt gjennomslag. I Manger prestegjeld startet vaksineringen først i 1829 (6). Det praktiske arbeidet ble utført av egne hjelpevaksinatører i de enkelte sogn. Gjennomsnittsalderen på de vaksinerte var i underkant av to år, og det synes som om rutinemessig vaksinering ble utført annethvert år (6). Ved truende epidemier skulle distriktslegene sette igang ekstraordinær massevaksinering (5).

Ytre Nordhordland legedistrikt

Dette legedistriktet ble opprettet i 1853, og bestod av de to prestegjeldene Lindås/Masfjorden og Manger/Herlø. I 1855 tiltrådte Michael Krohn (1822-1897) stillingen som distriktslege. Han har beskrevet erfaringene sine fra en koppeepidemi i 1859 (7). Denne epidemien var den siste alvorlige koppeepidemien som rammet dette distriktet. Krohn ble for øvrig selv smittet av kopper dette året, til tross for at han tidligere var vaksinert (8).

Lindås

"Børnekopperne førtes til Gaarden Nordre-Qvinge i Lindaas ved Nytaarstider, og da man, for i Lindaas at være, mod Sædvane slog sig til Ro med den Tanke, at Gud havde sendt Sotten, der ikke fik større Udbredning end Forsynet vilde, at ingen anden end Gud raadde for Liv og Død og at det var formasteligt at ville forsøge paa at gribe ind i hans vise Beslutninger, fik hverken Præsterne eller jeg mindste Nys herom førind 2de uvaccinerede Børn vare afgangne ved Døden, et 3die laa døende og Sygdommen ved de afholdte Begravelser var ført til Nabogaardene Søndre-Qvinge og Hope.

Ved mit første Besøg paa disse Gaarde oplæstes desaarsag det væsentligste Indhold af Loven af 3die April 1810 med Tilføiende, at den for Eftertiden vilde bringes i Anvendelse. Dernæst beordredes Hjelpevaccinateurerne til snarest muligt, Aarstiden uagtet, at foretage Vaccinationen paa samtlige Uvaccinerede, ligesom angjeldende Hjelpevaccinateur fik Ordre til paa de nærmeste Gaarde Elvig og Mjanger at foretage Revaccinationen, medens Provst Hveding godhedsfuldt paatog sig fra Kirkebakkerne at besørge oplæst et Uddrag af den ovenciterede Lov.

Disse Foranstaltninger, der satte tilbørlig Skræk i Blodet blandt de Gjenstridige og vandt Anerkjendelse og Understøttelse hos en paa disse Kanter mere end almindelig oplyst Almue, maa det virkeligen tilskrives, at uagtet Sygdommen gjentagne Gange førtes deels fra Byen, deels fra Nabosognet Seim i Hosanger til Gaardene Fanebost, Selgeli, Viig, Pletten og Apelbakken, angrebes i det hele kun 49 Individer, hvoraf 37 faldt paa de først angrebne Gaarde, og at af disse kun 4 uvaccinerede Børn afgik ved Døden paa Gaarden Nordre-Qvinge. Med Undtagelse af denne sidste Gaard laante man mine Foranstaltninger overalt et villigt Øre, afsondrede de Syge, brugte sin Medicin, holdt sig de diætetiske Forskrifter efterrettelig, sørgede for den nødvendige Udluftning og Vadskning, ja foretog endog Revaccinationen for egen Regning, idet jeg ansaa mig forpligtet til ikke at paabyrde Amtscommunen større Udgifter end absolut nødvendigt."

Manger

"Anderledes stillede derimod Forholdet sig, da Kopperne udbrød i Manger. Paa Grund af Almuens primitive Standpunct, Uvidenhed og Fatalisme, samt Disses uadskillelige Ledsagere, Fordomsfuldhed og seige og trodsige Vedhængen ved det Gamle, mødtes mine Bestræbelser her kun med Ligegyldighed, Spot, Haan og Foragt, hvorhos jeg et par Gange truedes med personlig Overlast.

Uagtet Pastor Kobro godhedsfuldt besørgede Loven af 3die April oplæst fra Kirkebakkerne, brød man sig ikke det Mindste herom, førend man ved flere Anmeldelser fik Syn for Sagen, at jeg dog meente det alvorligt med dens Gjennemførelse; thi ved paa denne Maade at true deres ømme Side gjennem Pengeudtællinger, opnaaedes endeligen en Stands, efterat Sygdommen havde rast over en større Deel af Herlø Sogn og paa Gaardene Skjelanger, Eikeland, Rosland, Iden, Viig, Turøen, Thorsteinsvig, Rogn, Blomvaag, Dale, Mitsø, Fuskanger, Aadlandsvig, Abbedissen og Hvidsteen i Sæbø Sogn angrebet mig bekjendt 131 Individer, hvoraf 27 afgik ved Døden og deriblandt 11 Vaccinerede.

At der blandt de Døde fandtes saa mange Vaccinerede havde sin Grund i at angjeldende Hjelpevaccinateur viiste sig overhørig; thi hverken brød han sig om den i Marts Maaned modtagne Ordre, "strax at foretage Vaccinationen i sit Distrikt" heller ikke om samme Ordres Gjentagelse, da Kopperne udbrød i Juni Maaned. Dette hans Forhold anmeldtes for Amtet, hvorefter fulgte Forhør, Sags Anlæg og Dom.

Dødsfaldenes Hyppighed forøvrigt trænger maaske ikke til nogen nærmere Forklaring, thi Almuens Standpunct betinger naturligvis dens Behandling af Sygdommen, som hos Herløværingen var saa raa symptomatisk som mueligt; under Feberanfaldene stærkt og varmt Drikke, helst Brændeviin med Tilsætning af Campher eller Peber, dernæst saa mange Sengeklæder som opdrives kunde og slutteligen Fyren i Ovnen, den meest stegende Sommervarmen uagtet. Atmosphæren var derfor ogsaa hos de Syge saaledes, at man ofte ikke kunde drage Aande, og Ordre maatte gives til at opbryde Loftsgulvet hvor anden Ventilation ansaaes utilraadelig. Under den paafølgende Feberhede gik man ligesaa naturligt til den modsatte Yderlighed med vidaabne Døre og Vinduer samt Bedækningens Bortkasten. Saalenge den Syge formaaede at være oppe var det umueligt at holde ham i Sengen, og saa sandt han var istand til at krybe ud, maatte de naturlige Udtømmelser gaa for sig udenfor Huset.

At man under slige Omstændigheder betragtede min Indblanden med skjæve Øine, uvilligen hørte paa og modtog mine Raad og Formaninger samt brugte den leverede Medicin efter eget Godttykke, er ligesaa naturligt, og der var ikke engang levnet mig Udsigt til ved Revaccinationen at faa standset Sygdommens Udbredelse. At Mandefaldet ikke blev meget større maa tilskrives Sygdommens Udbrud i den blødeste Aarstid, dens Ophør da det leed ud paa Høsten og at den ikke var meget ondartet.

De Observationer jeg under Epidemien havde Anledning til at anstille ere langtfra ny. Anføre maa jeg imidlertid, at hos en spedalsk Pige, der døde, forsvandt under Koppernes Udbrud alle Symptomer paa Elephanthiasis, at hos en 40aarig Mand, der for 13 Aar tilbage havde lidt af Variola i den Grad, at han havde mistet Synet paa det ene Øie og forøvrigt bar synlige Mærker, Sygdommen ogsaa denne Gang optraadte med stor Intensitet, idet han leed af confluerende Kopper over hele Legemet. Ligeledes angrebes en Pige, der for 13 Aar tilbage havde været angrebet af Variola, denne Gang af Varioloider. Sjeldnere er det maaskee indtruffet, at et 2 Aar gammelt Barn, der var vaccineret kort Tid efter Fødslen og med charachteristiske Ar efter Vaccinationen, angrebes af Varioloider. Af det forholdsvis betydelige Antal af modificerede Kopper, der forekom blandt de Angrebne i Lindaas og det ubetydelige Antal der af Samme observeredes i Manger, i Forening med de mindre charachteristiske Ar efter Vaccinationen, troer jeg at være berettiget til at uddrage den Slutning, at Vaccinationen paa sidste Sted udføres med mindre Samvittighedsfuldhed."

Kommentarer

Det kan virke underlig at befolkningen motarbeidet distriktslegen i hans kamp mot den farlige epidemien. Michael Krohn begrunner holdningen i religiøs fatalisme, og kan nok finne støtte for dette i andres erfaringer. Historikeren Ernst Sars, som vokste opp i Manger, har fortalt om en episode hvor prestefruen en søndag på kirkebakken advarte bøndene mot å reise i bryllup og begravelser når epidemier herjet. Da steg en strilebonde frem til fru Maren og spurte hvordan hun kunne snakke slik "gudsbespottelse". Visste hun ikke at det var Gud som hadde sendt sotten (9)?

Den senere distriktslegen, Thomas Collett (1835-1898) gjorde lignende erfaringer. Befolkningen var skeptisk innstilt overfor de "vise". Kunnskap ble sett på som noe syndig og farlig. Forsøk på opplysning og veiledning kunne bli møtt med fiendtlighet fordi man trodde det var oppspinn av de "vise", og ofte fikk han høre det sedvanlige ordspråket: "Dei Vise forvidle Væræ" (10).

Distriktslegen var høytlønnet og velutdannet. Han representerte maktapparatet og embetsmannskulturen. Og så kort tid etter at det kommunale selvstyret var innført, kunne nok bøndene lett bli provosert av egenmektige embetsmenn. Michael Krohn var ikke spesielt diplomatisk, og hadde lett for å komme i konflikt med lokale makthavere: "Er nogensinde og nogetsteds den fri communale Forfatning kommet for tidlig til Verden, er det i Sandhed i Manger" (11).

Krohn fikk et dårlig personlig forhold til mangersværingene. I sin siste medisinalberetning fra distriktet har han følgende "hilsen" til innbyggerne: "Mine stakkels Mangersværinger kan jeg kun beklage og håbe, at Oplysningen ogsaa med Tiden vil spræde sine milde Straaler over dette vankundige Folk, der desværre er altfor stort i egen Indbildning til at Savnet over dets Mangler ret snart kan blive dybt følt" (12).

Koppevaksineringen er kanskje medisinens største triumf. I Manger ble sykdommen siste gang registrert i 1864, da 3 personer ble angrepet, men ingen døde. Det ble umiddelbart satt i gang massevaksinering over hele distriktet (13). Koppesykdommen ble utryddet fra jordens overflate i 1977 (14).

Litteratur

Tuft G. Epidemier før AIDS. Farsottenes kulturhistorie. Oslo: Cappelen, 1989.
Büchner JAW. En kort Afhandling om BørneKoppernes Indpodning i Bergen, til Underretning for dem paa Landet som i Henseende til Situation mangler Lægens Hielp. Bergen, 1778.
Moore N. Edward Jenner. I: Stephen L, Lee S, red. The dictionary of national biography. London: Oxford University Press, 1917.
Steen S. Bergen byen mellom fjellene. Et historisk utsyn. Bergen: J.W. Eide forlag A/S, 1969.
Schmidt JAS. Forordninger, aabne Breve, Placater m.m. for Kongeriget Norge, i Tidsrummet fra 16481813. Christiania: Chr. Tønsbergs Forlag, 1852.
Vaksinasjonsprotokoller for Manger prestegjeld. Bergen: Statsarkivet.
Krohn M. Medicinal-Indberetning for Aaret 1859. Oslo: Riksarkivet.
Kiær FC. Norges Læger 1800-1886. Christiania, 1888.
Ræder T. Ernst Sars. Oslo: Gyldendal, 1935.
Collett T. Om Børne- og Sygepleie. NFS Moltke Moe 37-38. Institutt for folkeminnevitskap, Universitetet i Oslo.
Krohn M. Medicinal-Indberetning for Aaret 1856. Oslo: Riksarkivet.
Krohn M. Medicinal-Indberetning for Ytre-Nordhordlands Lægedistrikt i 1ste Halvaar 1863. Oslo: Riksarkivet.
Collett T. Medicinalberetning fra Distriktslægen i Yttre Nordhordland, 1864. Oslo: Riksarkivet.
Bøe J. Variola og WHO - en stordåd i medisinens historie. Nord Med 1977;92:230-1.