1871 - Collett

Sygdommen begyndte i februar måned på gården Morken i Mangers præstegjeld, og fortsat sig i marts, april og tildels i mai måned på nævnte gård, samt nabogårdene Manger og Solen, samt yttrede sig tillige i Øigarden på gården Alfheim, og mueligen på flere gårde i Herlø præstegjeld. I juni måned under mit fravær er antegnet 11, som behandledes på nordre Tougle, Dale og Tolleshaug i Sæbø sogn (Manger), samt på gården Hundven i Lindås (Lygren sogn). På førstnævnte gårde samt Olsvold fortsatte den sig med stor voldsomhed i juli og august, og udbredte sig fremdeles over Mangers hovedsogn til gårdene Nøthvedt, Solen, Øvre og Nedre Manger, Mangersnæs, Birkeland og videre til Bø sogn til Helle og Marøen. I septbr. optrådte den atter i Øigarden på gårdene Davøen og Eide. Fra Hundven udbredte den sig videre i Lygren sogn til gårdene Lygren, Rådmandsøen, Pletten, Instebø, Ystebø, Berfjord og Langenæs, hvor den holdt sig til årets udgang.

Sygdommen sees således at have hersket hovedsagelig i Mangers præstegjeld, og størst har de angrebnes antal været i Mangers hovedsogn, dernæst i Sæbø, og mindst i Bø sogne. I Lindås har den udelukkende holdt sig i Lygren sogn, der grændser nær til Sæbø, og kjendes ikke et eneste tilfælde udenfor dette sogn, hverken i Lindås, Myking, Sandnæs eller Østreim. Smitten er kommet fra Bergen, og er dernæst ført fra gård til gård. Den syntes at ville standse henimod sommeren, men optrådte end voldsommere i juli måned.

Sygdommen har hele året havt et regelmæssigt forløb, og specielt har exanthemet, om ikke iagttaget så dog tilstede i næsten hvert tilfælde. Halsaffectionen har været betydelig og i henved 1/3 part, men fornemmelig i årets sidste måneder, compliceret med diphterit, der i flere tilfælde har forårsaget døden i den første eller anden uge. Dog kan diphteriten ikke siges at have været af det alvorligste slag. Jeg har således ikke iagttaget den gangrænøse angina, men den har oftere udbredt sig til næsehulheden og forårsaget en catarrhalsk udflod, ja ligetil begge sacci lacrimales der suppurerede, og i 2 tilfælde til nogle på extremiteterne værende tilfældige ulcera, samt efterladt en forholdsvis langvarig paralyse af palatum molle. Afskallingen har gjerne været rigelig, stærkest på extremiteterne, og besværlig både for patient og læge, da selv det mindste refrigerium i afskallingsperioden har været årsag til den så hyppige albuminuri med påfølgende hydropiske ansamlinger.

Det er denne eftersygdom der hyppigst har forårsaget døden, ved uræmi eller lungeødem. Fornemmelig i de sidste måneder af året optrådte glandelhævelserne omkring halsen oftere og voldsommere. Jeg har tidt iagttaget dem samtidig med exanthemet. Det så næsten ud som de afløste vattersotten som eftersygdom, thi denne blev sjeldnere. Disse glandelhævelser, der vare fra nød til æblestore, suppurerede i mange tilfælde og medtog i høi grad de småes kræfter. Da der på landet sjeldnere end i en by kan ydes lægehjælp i rette tid, må der også når glandlerne suppurere, forekomme hyppige pussænkninger med efterfølgende gangræn af huden, og af disse har der været ikke få. Jeg har således seet 1 tilfælde, hvor sternum og costalbrusken lå udpræpareret inden barnet døde. Som følge af disse, eller ialfald i slægtskab med dem, må rimeligvis regnes ørebetændelsen, der opstår med eller uden smerter, og efterlader det besværlige udflod som forårsager total døvhed. Denne skarlagensfeberens værste eftersygdom har jeg dog ikke iagttaget under denne epidemi (døvhed).

Hvad behandlingen angår, der forøvrig er symptomatisk, skal jeg kunde nævne et middel, hvoraf jeg tror at have sporet gode resultater, nemlig fedtindgnidninger på huden under afskallingen. Herved beskyttes huden mod luftens indvirkning, og et tilfældigt refrigerium, der ellers så let forårsager vattersot, synes at have mindre indflydelse.

Man strides nutildags om de ætiologiske forhold ved spedalskhed. Foruden de øvrige omstridte årsagsmomenter, fremhæves nu med styrke smitten. At den skal have nogen indflydelse på denne endemiske sygdom, er jeg høist utilbøilig til at tro. I dette distrikt hvor sygdommen er ganske godt repræsenteret, findes visselig ikke et eneste exempel på at den er overført ved smitte. Skulde det kunne ske, måtte vel ægtefolk være de der var stærkest udsat for at smittes af hinanden. Af de siden 1856 antegnede 125 spedalske findes der blot ved 2 noteret "gift med en spedalsk". Deraf kjender jeg specielt det ene ægtepar: begge bleve samtidig angrebne, og var årsagen her arv i sidelinier, samt slette hygieniske forhold. I kjelderen under stuen var nemlig fjøs, og i gulvet var åbninger, hvorigjennem al fugtighed trængte op.

Når undtages disse 2, findes der stedse antegnet spedalsk mand gift med en ikke spedalsk, spedalsk kone gift med en ikke spedalsk, og til denne tid ere disse forblevne friske. Efter min formening er årsagen at søge i arv, slette hygieniske forhold i forbindelse med den fugtige havlufts stagnation indunder de høiere fjelde. At sygdommen nedarves bevise vore slægtregistre.

Af cancer vides 4 døde uden behandling. Den ene havde oprindelig læbekræft, hvorfor han ble opereret. 1 år efter havde den udbredt sig over maxilla inf. og halsen. Han døde hectisk. En anden kræft i tungen, og døde efter omgivelsernes sigende af sult.

Af obstetriske operationer er udført 2 vendinger, den ene ved et forsømt tverleie, hvor forholdene vare lidt extraordinære. Efter en foregående fødsel var nemlig vagina timeglasformig sammensnøret ved ardannelse. Åbningen var af en penneposes omfang. Under chloroformnarkose dilateredes denne, og efter en times arbeide kunde hånden føres gjennem. Barnet var dødt, men moderen kom sig. Hendes vagina er senere ikke undersøgt.

Den anden kone, på hvem vending måtte gjøres, frembød isseleie, med en ved magt fremtrukket arm ved siden, samt fod og navlesnor. Vendingen var vanskelig, og medtog 3/4 time. Konen kom sig, barnet dødt. Dertil har jeg ofte været hentet til fødende, hvor fødselsarbeidet har vært langvarigt uden fremgang, eller hvor veerne aldeles have været ophørte. Skjønt der hver gang har været indication for tang, er dog fødselen tilendebragt på naturlig måde i løbet af 1 time, ved hjælp af incitantia, secale og varme olieindsprøitninger. Grunden til veemangel er altfor ofte urinblærens overfyldning.