1874 - Collett

At det ligger noget til grund for denne mening er jeg nu tilbøielig til at tro, dog ikke i den forstand at Vestlandets typhoide feber har et intensere contagium end Østlandets. Rimeligere er den anskuelse at der er 2 forskjellige arter af sygdommen, der er hinanden lig i sine symptomer, men forskjellig i udbredelsesmåde og forekomst. Efter årsagsforholdene kunne de benævnes den contagiøse og den miasmatiske. Den første udbreder sig alene ved sit intense contagium og herjer stærkest hvor de hygieniske forhold ere slettest. Den anden optræder derimod spontant, dens udbredning er indskrænket til de stede hvor miasmaet virke, og deres vedvaren er kun afhængig af de hygieniske forhold.

Siden de store epidemiers ophør (18691870) har her særlig forekommet typhoid feber, som dog ikke har vundet nogen udbredning udenfor det angrebne sted. Ikke tror jeg at det er lægernes fortjeneste, heller ikke kan det tilskrives almuens større forstand på eller frygt for smitten "at epidemien er i tide standset". Min mening er at vi nu kun træffe på en miasmatisk sygdom, med et særdeles svagtvirkende contagium, og at det er den samme art af den typhoide feber, som jevnlig med et relativt større antal angrebne findes i byerne og deres forsteder, især der hvor de hygieniske forhold lade meget tilbage at ønske (af de epidemiske lister ser man at Bergens forsteder, Laxevåg og Sandvigen, fremviser et langt større antal angrebne end de tilgrændsende lægedistrikter).

Som exempel på sygdommens spontane optræden kan tjene følgende: Det er skik i disse distrikter, men fornemmelig i Øigarden, at holde et stort antal får, langt større end man er istand til at vinterfodre. En enkelt mand på Brevig skal holde indtil 200, som gå for det meste ude. Men vinterhavnegangen er ussel, og egner sig ikke som sådan. Derfor finder man om våren døde får omkring i fjeldkløfter eller på marken. Dette var tilfælde på Brevig i vårmånederne, medens sygdommen herskede i næsten hver mands hus. I husenes nærmeste omkreds talte jeg indtil 20, i mere eller mindre grad forrådnede skrotte. Dette syntes imidlertid at høre til det sædvanlige, thi det havde udseende af at man aldrig pleide at trække cadaveret bort fra det sted, hvor sauen var "stupet". Denne gang var dog de stuptes antal større end man var vant til, og der var en afskyelig stank over hele gården. At sygdommen, der ikke udbredte sig videre, er opstået ved at jordbunden, vandet og luften er infiseret ved de forrådnede cadavere, anser jeg utvivlsomt.

Acut bronchit og catarrhalske tilfælde var mindre hyppig i vårmånederne. Derimod antog sygdomsconstitutionen i høstmånederne, fornemmelig ved kuldens indtræden i november, pludselig en steniskcatarrhalsk karakter. Dette viste sig derved at pneumoni optrådte som en ren epidemi, der både ved sygdommens alvorlige fremtræden og store udbredning, herjede stærkere og virkede voldsommere end nogen af alle de andre der har hersket her i de sidste 12 år. Den vedkommer, som anført, kun månederne november og december af 1874. I de øvrige forekom den sjeldnere end man har været vant til i de senere år, og blot sporadisk. Til og med mai måned var de angrebnes antal i tiltagende, senere aftog den hurtig indtil november, da den påny blussede end stærkere op. I samme grad har den fortsat sig ind i indeværende år.

Hele distriktet blev omtrent samtidig hjemsøgt, dog som det synes mindre i Herlø end i de øvrige sogne. På enkelte gårde lignede den i sin fremtræden en typhusepidemi, idet den gik fra hus til hus, fra mand til mand. Efter en begravelse på Sylte i Bø sogn blev flere af gjesterne angrebne. Den havde derfor på sine steder tydelig udseende af at udbrede sig ved smitte, men dette er umuligt at bevise, thi under den i vinter herskende strenge og langvarige kulde var overalt betingelserne tilstede for sygdommens udvikling, og end mere under gjestebud, hvor berusende drikke fristet til en til uvorrenhed grændsende uforsigtighed. Under denne epidemi har jeg i næsten hvert friskt tilfælde anvendt åreladninger, og end ydermere overbevist mig om sammes nytte, thi anvendt itide og rigeligt, synes de undertiden at kunne cupere sygdommen, i ethvert fald lette de åndedrættet og lindre det høist pinlige sting.

Syphilis er ikke iagttaget. Derimod har jeg behandlet 1 patient for gonorrhoe, nemlig en ikke her hjemmehørende sømand, der havde pådraget sig smitten i Frankrig. Dette fortjene at fremhæves, thi sygdommen er her så sjelden forekommende, at jeg i løbet af 12 år kun har seet 3 sådanne syge.

De spedalskes antal er i 1874 aftaget fra 37 til 34. 3 ere døde, 3 ere indlagte på Pleiestiftelsen, og 3 nye ere antegnede. Uvillien mod at indlægges på Pleiestiftelsen No. 1 er fremdeles lige stor. Når en spedalsk ikke længer kan arbeide, og selvopholdelsesdriften tvinge ham til at ty til stiftelse, søger han, hvis han selv ikke har 28 spd, at erhverve sig denne sum ved subscription eller betling, for at erholde en plads i St. Jørgens hospital. Ja, selv Lindås fattigkommission har flere gange bevilget det fornødne til denne hensigt.

Denne modvillie har sin hovedsagelige grund i det forbud der er nedlagt mod besøg i hjemmet, hvilket jeg oftere forhen har fremhævet. Derhos klages i den senere tid, med eller uden grund vides ikke, over kostholdet. Disse klager ere komne offentlig til orde i sundhedscommissionen, derfor har jeg anseet det rigtig at omtale dem.

For amtscommunens regning mod refusion af 1/5 part af vedkommende fattigcommune er i Lindås præstegjeld udsat 17 sindssyge, i Manger 2, tilsammen 19. Af disse ere 11 hjemmehørende i fattigdistriktet, og 8 er fra forskjellige steder inden amtet, af mig besørget udsat her, da udsættelse i hjemdistriktet viste sig umulig. Af de i de sidste 3 år af Bergens asyler, ved amtscommunens foranstaltning, udtagne uhelbredelige sindssyge, ere ialt 11, de besværligste, af mig besørget udsat til pålidelige forpleiere inden Lindås, mod en gjennemsnitlig betaling af 60 spd pr. år. Denne foranstaltning er særdeles hensigtsmæssig, da jeg finder at disse ulykkelige trives bedre herhjemme end i de overfyldte, usunde asyler.

Af chirurgiske operationer ere udførte underbinding af art. tibialis antica, indiceret ved hæmorrhagi fra art. dorsalis pedis, som havde vedvaret 8 dage. 4 operationer for hydrocele. 2 gange borttagelse af incarcereret negl på stortåen. Endvidere har jeg havt under behandling en luxatio femoris hos en ældre mand. Repositionen lykkedes 8 dage efter skaden, efter 3 timers arbeide under dyb chloroformnarkose. Den amerikanske methode forsøgtes gjentagne gange, men forgjæves. Endvidere 2 gange reposition ved luxatio humeri, hvoraf det ene tilfælde var 3, det andet 2 uger gammelt.

Levemåde og hygieniske forhold. Jordbruget og husdyrstellet forbedres stadig i Lindås. Specielt er kvægbesætningen mangesteds indskrænket til det halve, og mørke trange fjøse udvides nu efter landbrugsskolernes mønster. Dette er jo endnu ikke almindeligt, men sandsen er vækket. De høie priser på gårdsproducter og fornemmelig ved, hvortil i 1873 og 1874 det meste trævirke er omvendt, har tilført distriktet en ikke ubetydelig pengesum, så velstanden må siges at være i stadig væxt. Dette gjælder ikke havdistriktet, som i disse år, på grund af mislykkede fiskerier, skal være gået tilbage i velstand. At de hygieniske forhold ikke forbedres i samme grad i de slette som i de gode år, har jeg oftere fremhævet. Skjønt såvel materialier som arbeidspriser i disse år har været særdeles høie, er der dog opført mange nye husebygninger, som skjønt vi hidtil ikke har havt gjældende sundhedsregler for distriktet, dog ere byggede overensstemmende med sådanne. Jeg har derfor det håb at sandsen for gode hygieniske forhold og en bedre sundhedspleie stadig vil tiltage.