Hjem
Institutt for global helse og samfunnsmedisin

Therapeutica generalis

Er den del af therapia generalis som lærer os at udvælge og anvende passende midler mod sygdommen i almindelighed. Den handling som lægen foretager i den hensigt at hæve nærværende sygdomme kaldes cuur (cura), og i det han udøve denne handling siges han at curere.

Hovedinnhold

Dersom ved denne hans handlingsudøvelse en sygdom hæves og functionerne vende tilbage til normaliteten, da siges lægen at helbrede (sanare). Heraf indføres forskjellen mellem curatio og sanatio, thi ansees patiente som lægen have under behandling cureres af ham, men ikke alle helbredes. For at en cuur skal kunde iværksættes er det nødvendig at lægen må have en vis måde at udføre den på, og visse hjelpemidler, med hvilke han udfører den. Denne måde at udføre en cur på kaldes methodus medendi hvorunder vi ei alene forstå medicamentet men også ethvert middel som kan tjene os til at hæve eller helbrede en nærværende sygdom. Lægens dom om at en vis måde og visse midler ere passende mod en tilstedeværende sygdom kaldes indicatio. Hans dom hvormed om visse ting som ansees for skadelige og upassende for en nærværende sygdom kaldes contraindicatio.

Anm. Det er dr. J. C. Reil som have anseet begrebet om contraindicatio for overflødig, thi han siger dersom lægen ved og har givet sin dom om hvad der er tjenligt og nødvendig mod en sygdom, så må han heraf slutte sig til hvilke midler han bør anvende. De grunde ifølge hvilke lægen dømer visse midler at være passende i en nærværende sygdom kaldes indicantia og disse bestå fornemmelig i sygdommens nærværende phenomener. Ligeså kaldes de grunde ifølge hvilke lægen anfører noget for skadelig contraindicantia.

Indicantia ere enten væsentlige egenskaber ved sygdommen f.ex. indoles, gradus, duratio morbi eller også kunde de være tilfældige omstændigheder ved patienten, f.ex. actas genu, temperamention osv. Disse sidste kaldes coindicantia fordi de i forbindelse med indicantia ere grunde for indicatio. Contraindicantia flyde dels væsentlig af sygdommen selv og dels kunde de være tilfældige omstændigheder. Midlerne som lægen anseer som nyttige eller tjenlige til et vist øiemed, kaldes indicata. De derimod som han anseer for unyttige eller skadelige contraindicata.

Curmethoderne som vi anvender ere i det hele forskjellige. Således har man

a. Methodus medendi rationalis, den curmethode som vi anseer for at være tjenlig til at hæve en læsio principalis som vi formode at være tilstede. Denne curmethode virker enten directe på læsio principalis og hæver den, eller og virker den indirecte idet den nemlig først frembringer en forandring i organismen førind læsio principalis hæves, f.ex. i en stærk secretio mucii af hele tubus intestinalis kan denne være overdraget med så meget sliim at de midler jeg anvender mod læsio principalis formedelst sliim forhindres fra at virke. Denne må desårsag bortskaffes.
b. Methodus medendi symptomatica går alene ud på at hæve effecterne af læsio principalis uden at formindske eller hæve denne, f.ex. calculi, cancer.
c. Methodus medendi empirica er en måde at anvende hjelp og midler som erfaring har lært os at være virksomme mod visse sygdomme uden at vi derfor kjende læsio principalis eller lægemidlernes virkemåde, f.ex. mercurius ved lues venerica, china i febris intermittens.

Methodus medendi rationalis er at ansee som den fuldkomneste curmethode og denne bør lægen så meget som muligt anvende fordi den leder ham til at hæve sygdommens oprindelige årsag, og når dette er skeet, må sygdommens effecter også hæves. Fremdeles virker denne curmethode mod et vist mål til hvis opnåelse lægen da kan anvende de passende midler.

Methodus medendi symptomati bør lægen anvende

1. For at hæve eller formilde tilstedeværende sygdomme eller symptomer når han ei derimod forøger læsio princialis. Således kan man f.ex. i cancer eller calculi anvende opium for at formindske smertene uden at derved læsio principalis forøges. I hemoroidaltilfælde finder patienten sig ligeledes lettet med brugen af clysmata tepida emollientia, men disse forøge læsio principalis og bør derfor ei bruges.
2. Under sådanne omstændigheder hvor han endnu ikke har opdaget læsio principalis, især hvor den formodede læsio principalis ei forøges ved anvendelsen af den symptomatiske curmethode.

Methodus medendi empirica anvender lægen i alle de sygdomme hvor han hverken kjende eller kan bestemme læsio principalis, f.ex. lues venerica, febris intermittens, hudsygdomme, epilepsia osv. I tilfælde som ere aldeles tvivlsom og hvor vi hverken kjende læsio principalis, ei heller hvilken species morbi der er tilstede ... vort forhold af forskjellige omstændigheder og disse kunde være følgende

1. Dersom sygdommen er af en chronisk art og vi see at der ingen fare er på ferde så udsætter vi at vælge nogen vis curmethode og lader patienten bruge et uskyldig middel indtil vi med gjentagne affirmationer eller formedelst sygdommens midlertidige udvikling ere komne på spor efter den tilstedeværende sygdoms sande beskaffenhed. Dette kaldes predicatio spectatoria. Ved brugen af de ovennævnte uskyldige midler vinder lægen den for ham så nødvendige tid til at kunne afgive diagnosis morbi.
2. Dersom en sådan tvivlsom sygdom ere acut og heftig og det forekommer os farlig at udsætte hjelpen må vi udvælge og anvende en curmethode som passer sig på sygdomme, hvilke vi kjender, og som have den meste lighed med nærværende. Dette kan især være tilfelde i epidemier.
3. I tvivlsomme tilfælde hvor den tilstedeværende sygdom ligesåmeget ligner en os bekjendt helbredelig som uhelbredelig sygdom, bør vi anvende den curmethode som passer med den helbredelige sygdom, thi ved at anvende midler mod den uhelbredelige ville man forgjæves spille tiden, og den helbredelige blev der imidlertid intet gjort med.
4. I sådanne tvivlsomme tilfælde hvor den tilstedeværende sygdom vel forekommer lægen helbredelig, men hvor der er uavgjort hvilket species der er tilstede, der må lægen vælge en curmethode som er passende på flere helbredelige species morbi, og hvor dette ei er mulig der må han velge en curmethode som passer for det species morbi som ansees for farligst.