Om spedalskheden I (29.mai 1860)

Commissionens medlemmer må altså have stillet sig klart for øie, at det påligger dem som en pligt hver i sin kreds at gjøre alt hvad der ståer i deres magt for at hemme dens udbredning i det hele, og forhindre dens udbrud hos den enkelte, ved i samtaler at henlede opmærksomheden på samtlige de omstændigheder, som efter vort nåværende bekjendtskab til denne sygdom fornemmelig fortjener at komme i betragtning, samt foregå sine omgivelser og naboer med et godt exempel i overholdelsen af den instrux, som, ved forsamlingens beredvillige imødekommenhed, for tiden findes i det mindste i hver gårdmands huus; medens det særligen påhviler mig, ved foredrag og samtaler, at veilede og oplyse sundhedscommissionen.

Uden nærmere fingerpeg vil det være indlysende for enhver, at vi her gjensidigen må hjælpe og stå hverandre bi. Dersom vi ville skue nogen frugter af vore sammenkomster, og må jeg for tiden desværre bekjende, at beviserne på at man omfatter sagen med interesse og alvor, ere altfor enkeltstående, medens man derimod såvel i min nærværelse, som især dog på feighedens viis på min bag, læder hånt om og bagtaler såvel min person som min gjerning, så nærer jeg dog det sikkre håb, at en sundere og fornuftigere opfatning af forholdet lidt efter lidt skal trænge igjennem; thi i længden kan man dog umuligen forblive blind for, eller forsætligen lukke øinene for det mål, almenvellet nemlig, hvortil her arbeides, og med den fulde fortrøstning at Gud i nåde ser ned til mine bestræbelser, skal jeg trøstigen arbeide fremad på den betrådte bane, uden at ændse de uvidendes og vrangvilliges skrig, som kun den redelige og kraftige villie i forening med tålmodighed og udholdenhed, formåer at tvinge til taushed. I forvisningen altså om lysets og sandhedens seier over mørket og løgnen, har jeg altså den tro, at i en ikke altfor fjern fremtid enhver af os samvittighedsfuldt skal agte sit hverv, og virkningerne af vore bestræbelser skulle da i sandhed ikke udeblive.

Men tilbage til spedalskheden, det onde mod hvilket vor virksomhed nærmest bliver at rette, og som vi altså må kjende tilstrækkeligen for at kunne modarbeide. Af denne grund kan jeg ikke længre forsvare at lade det forblive med de samtaler som hidtil har været førte i sundhedscommissionerne angående denne sygdom, men det er idag min agt at henlede forsamlingens opmærksomhed på de 2de former hvorunder spedalskheden fremtræder, og tillige påvise sygdommens dybere grund, og de med dens forekomst, i nærmere eller fjernere forbindelse, stående omstændigheder.

Nærværende foredrag har altså til hensigt at henlede opmærksomheden såvel på sygdommens forløbere som dens kjendemærker, når sygdommen er inde i sin begyndelse, dog med bestemthed kan påvises og skjelnes fra andre, samt tillige nærmere at belyse hvad der hos den lidende er foregået under sygdommens udbrud, hvorved det i et kommende foredrag er min agt nærmere at gå ind på de årsager, som med hensyn til sygdommens udvikling fortjener at komme i betragtning.

Med hensyn til sygdommens former har jeg, såvel i forsamlingen som til enkelte udenfor samme, bestræbt mig for at klargjøre at disse ere 2de, den knudede og den glatte, hvilke begge kunne forekomme forenede hos den samme syge. Af disse kaldes den glatte også den anæsthetiske eller følesløse, fordi dens mest fremtrædende kjendemærke under sygdommens fremskridende udvikling er følesløsheden, der kan stige til en så høi grad at den syge kan forbrænde sig ligetil benet uden at han herom har mindste ahnelse. Begge disse former, for hvilke den samme dybere lidelse ligger til grund, og hvortil vi senere skulle komme tilbage, optræde ikke strax med sine eiendommelige kjendemærker, men forud for sygdommens udbrud går som regel en almenlidelse, der tyder hen på, ikke noget forovergående ildebefinnende, men på en alvorlig blodsygdom eller blodforgiftning, med andre ord at organismen er angreben i sin rod.

Det er vistnok så at de syge, deels af mangel på opfatning og tilbørlig opmærksomhed på sit eget legeme, deels af mangel på hukommelse, ofte ikke formå at give underretning om disse spedalskhedens forløbere; men yderst sjeldent hænder det dog, at de ikke ved en nøiagtig undersøgelse og bestemt stilede spørgsmål, ikke ville bekræfte at de allerede lang tid før sygdommens udbrud have befundet sig mer eller mindre ilde; thi kun yderst sjeldent hænder det at sygdommen ligesom vulkanmæssig under legemets voldsomme rystelse bryder ud og øieblikkeligen med bestemthed kan påvises. Den ulmer tvertom i længre tid ligesom ilden under asken og bryder af og til igjennem inden den slutteligen slåer ud i lys lue, har med andre ord et meget langsomt forløb.

Dette forudgående ildebefindende giver sig tilkjende som træghed og stivhed i lemmerne, især ved bevægelse efter længre tids ro og stillesidden, endvidere som dorskhed og døsighed der kan stige til en sådan grad at den syge sovner ind under samtalen, arbeidet, ja selv under måltidet. Legemet bliver mere og mere byrdefuldt, den syge har en fornemmelse af blytunghed, hvorved all arbeidslyst går tabt og sindet lider; idet all glæde og hygge i livet er vegen fra ham.

Under kuldegysninger indfinder sig flygtige smærter i lemmerne, sjeldnere trykken for brystet, tab af madlysten, qvalme og brækning. I sygdommens begyndelse hænder det derfor ikke så sjeldent, hyppigen dog i sygdommens siden forløb, at det indfinder sig hovedpine, håbløshed (delirium) eller ørske, stærk tørst, en brændende tør hud, tør og rød tunge med en fuld puls, der slåer 100 - 120 slag i minuttet, altså hvad vi kalder feber og feberbevægelser.

Efter kortere eller længre tid aftager disse kjendetegn på blodsygdom i heftighed, medens der enten i ansigtet, på yderlemmerne eller det øvrige legeme viser sig et udslag, der beståer af hvide eller brune, afrundede eller uregelmæssige, større eller mindre flekker, der ere ophøiede over huden og forsvinder for fingertrykket. Ere nu disse flekker høirøde, afrundede, små, og træde især tydeligt frem enten ved stærk varme eller kulde samt ved gnidning med den flade hånd, snart forsvinde efter nogle dages, ugers eller måneders forløb, for senere atter og atter at bryde frem med større og større styrke, så have vi med den knudede form at bestille, som ingen så let tager feil af.

Under sygdommens udvikling hæver disse flekker sig mere og mere over den øvrige hudflade, bliver ujevne, hårde, indtager en blålig farve og forsvinder ikke længre for fingertrykket. På de således angrebne stede; men også kun på disse, spaltes og opædes hårene eller de falder af, og da øienbrynsegnen ofte sees indtaget af disse knuder, hvorved øienbrynene gå tabte, hører man ofte menigmand antage dette, ikke alene som et sikkert, men også som et nødvendigt tegn på spedalskhedens tilstedeværelse, hvilket dog langtfra er tilfælde. Under sygdommens fortskriden haver desværre enhver af os havt anledning til at see og erfare, hvorledes disse knuder kunne bryde op til åbne sår, hvorledes mundens, næsens og luftrørets slimhinder kunne angribes på lignende måde, medens de syge blive mere og mere hæse i stemmen indtil ordene ikke længre kan høres, hvorledes øienbrynene og øinene kunne angribes indtil synet gåer tabt, ja øiet mistes, hvorledes ansigtet og lemmerne hovner uformeligt op, hvorledes den syge i meget lang tid kan frembyde et gruopvækkende skue indtil hans kummerfulde, i sandhed rædsomme tilværelse ender under afmagring og udholdende livsyge.

Ere flækkene derimod brune, uregelmæssige, mere udbredte og danner ved at støde sammen ligesom ringe, hvis udvendige rænder ere lidt ophøiede, temmelig skarpt begrændsede, medens de indvændigt tabe sig umærkeligt i den mod midten næsten naturlige hud, eller danner stærkt farvede, næsten sorte, sammenhengende flader, på hvis overflade bemærkes en let afskalling af små, tynde skjæl, er derhos ansigtet enten naturligt eller blegere end sædvanligt, udtrykkende en dyb kummer, og der tillige uden foregående årsag på et eller andet sted af legemet, især dog på yderlemmerne, i håndfladerne eller fodsålene, har vist sig een eller flere store blærer, have vi med den glatte eller følesløse form at skaffe.

De omtalte blærer, der ere af størrelse fra en valnød til et hønseæg, ere fyldte med en gulgrøn, stundom melkefarvet, seig vædske, opstå ofte om natten, varer kun nogle få timer og ere desårsag ofte brustne, uden at de syge have nogen ahnelse om deres tilstedeværelse. Når vædsken er udtømt, dannes sårflader, der i lang tid kunne vedblive at afsondre en seig, guulhvid vædske under gjentagne skorpedannelser, og når disse tilhele, dannes ar der have blærens omfang, have en blændende hvid, glinsende farve, er lidt fordybede i huden, men have som oftest tabt noget af den naturlige hudfølelse.

Efter denne blæredannelse, der kan vare fra nogle få uger indtil 5 år, indfinder sig en smertefuld ømhed på et eller andet sted af legemet, ledsaget af kuldegysninger. Denne fornyede følsomhed kan indtage større eller mindre dele af legemet, er ofte tilstede i så høi grad at den syge farer sammen ved den aller letteste berørelse og ikke kan tåle hverken gang eller sengklædernes tilnærmelse til legemet. Enhver bevægelse forårsager de heftigste smerter lig tusinde af nålestik, og kun den høieste grad af rolighed i sengen kan forskaffe nogen lindring.

Når denne sygeligt forøgede følsomhed, der forårsager aldeles utrolige lidelser, aftager, indtræder den begyndende følesløshed, der lidt efter lidt bliver fuldstændig. Huden har under dette tabt sin glathed, sin spænstighed (elasticitet), hvortil sved og talgafsondringen er standset. Under tærende smerter i hovedet og en utålelig tørhed i øiet, viger det nederste øienlåg mere og mere fra øieæblet og øienlågenes indvendige flade vendes udad, hvorved den syge nægtes at kunne lukke øiet.

Hvorledes nu afmagringen følger skridt for skridt med følesløsheden, hvilken afmagring eller hensvinden fornemmelig er påfaldende mellem pege og tommelfingeren, hvorledes den syge kan stikke sig med nåle, skjære sig, ja selv brænde sig ligetil forkulling uden at have den ringeste følelse deraf, hvorledes fingrene og tærene krummes for senere efterhånden at dø bort og udstødes, hvorledes hænder og fødder kunne vrides ud af sine leder, ja endog bortdø og udstødes hele og holdne, det kjender vi desværre alle, uden at det tiltrænger nogen nærmere beskrivelse. Disse lidende frembyder skrækkeligt nok ved slutningen af deres medynkvækkende tilværelse, altfor meget billedet af levende døde, hvor dødens kjendemærker, forrådnelsen, er indtrådt allerede længe førind livet er udslukket.

Man vil imidlertid sjeldnere have anledning til at see disse her beskrevne former fremtræde rene og ublandede. Regel er det nemlig at begge former gå over i hinanden, at samtidigen altså symptomer findes på begge. I modsat fald er virkelig sygdomsbilledet så forskjelligt at man skulde fristes til at tro, at man haver med 2 forskjellige sygdomme at bestille, hvorimod dog det bedste bevis fins, ved den nærmere påpegen af hvad der i begge tilfælde er foregået i den lidendes legeme.

Nidkjære og utrættelige forskere ere nemlig ikke blevne stående ved disse ydre iagttagelser. Mangfoldige ved døden efter denne sygdom afgangne, ere blevne obducerede, det vil sige det hele legeme med sine huulheder og disses indvolder ere på det nøiagtigste undersøgte, hvorhos i levende live deres blod gjentagende er bleven chemisk undersøgt, det vil sige udskilt i sine bestanddele, og derefter veining foretaget af hver enkelt deel. Ved denne sidste undersøgelse har det da vist sig som uadskillelig funnet med denne sygdom, at blodets fiberstof (albumin og fibrin) stedse er sygeligen forøget, at denne forøgelse sjeldnere er gået for sig i kort tid, men næsten bestandig lidt efter lidt, indtil den er stegen til en så høi grad, at, efter at de ovenomtalte, som forløbende beskrevne sygelige fornemmelser have plaget den lidende, naturen på een eller anden måde må, og virkelig også skiller sig hermed, enten ved at afsætte det udvendig i huden og ved den omtalte blæredannelse, eller ved at afleire det i de indre organer, navnligen rygmarven og nerveskedene, og da næsten udelukkende i de dele av samme, hvori følelsesevnen har sit sæde.

Forud for denne afleiring gåer altid en stærkere blodtilstrømning, og af den dermed forbundne livligere stofvæxel, samt ved blodets og det afsatte sygdomsstofs tryk, kunne vi på den naturligste måde forklare os såvel hvorfor sygdommen yttrer sig under 2de hinanden så forskjellige former, samt tilfulde begribe alle de med sygdommens tilstedeværelse forbundne sygelige fornæmmelser og åbenbarelser. Ved den chemiske undersøgelse af de i huden afsatte knuder og de i rygmarven og nerverødderne afleirede masser have disse nemlig vist sig at bestå af accurat de samme stoffe, æggehvide og trevlestoff (albumin og fibrin).

Vi begribe nu letteligen hvorfor efter hver nye afleiring af sygdomsstoffet, den syge kan befinde sig tilsyneladende fuldkommen frisk, indtil blodet igjen er bleven så forurenset at en ny udskillelse og afleiring er bleven nødvendig, og hvorfor sygdommen har sit langsomme forløb. Til denne tid har det desværre vist sig, at når denne sygelige blodblanding engang er indtrådt, kan der kun yderst sjeldent være håb om nogen helbredelse ved behandling eller ved naturens egen hjælp, men at tvertimod sygdommen, med kortere eller længre lysere mellemrum, ustandselig skrider fremad, indtil døden endeligen bringer forløsning. Er det således sikkert at det er lidet eller intet der for tiden kan gjøres for de af sygdommen allerede angrebne, så bliver det en så meget større pligt såvel mod os selv som andre at stræbe efter at undgå samtlige de årsager, som med grund kunne antages at stå i et bestemt og ofte påviseligt forhold til sygdommens udbrud, hvad der skal blive gjenstand for næste foredrag.