Hjem
Institutt for global helse og samfunnsmedisin

1860 - Krohn

Ligesom i de foregående år, således begynder også iår den gamle veien med at typhus (typhoidfeber, abortiv typhus og exanthematisk typhus) har været den epidemiske sygdom, der fornemmelig er kommen under behandling for offentlig regning, uden at den dog hverken med hensyn til udbredning eller til ondartethed, kan sammenlignes med epidemien i 1859.

Hovedinnhold

På alle de gårde hvor sygdommen strax efterat den første har været angreben, er kommen under behandling, har ikke sygdommen udbredt sig videre, thi anskuelserne inden distriktet, selv ikke Manger undtagen, ere undergåede den store forandring at sågodtsom alle nu ansee sygdommens smitsomhed for afgjordt, hvorfor de også stræbe efter at isolere de syge, ventilere sygeværelserne, foretage røgninger med enebuske, hensætte bøtter med koldt vand, der dagligen fornyes, og på flere steder hvor man dertil har havt leilighed, anvende dagligen glødede knuste trækul, ligesom vadskningen og udluftningen af de syges gang og sengklæder samt vadskningen og udluftningen af de rum, hvori de syge have henligget, nu foregåer i en ganske anden målestok end tidligere.

Foruden en pige på Velland, der døde uden at komme under behandling, krævede denne epidemi kun et offer, og jeg anseer mig berettiget til at antage at hun selv bevirkede sin død; thi hun var allerede rykket så langt frem i reconvalescentsen, at hun have fået tilladelse til, istedetfor udelukkende melk, med forsigtighed at nyde consistentere føde, hvilken tilladelse hun benyttede således, at hun den første, men også den sidste gang, satte tillivs en kandeskål med suur melk og havrefladbrød, hvorefter hun inden 2 timer afgik ved døden. Denne patient var en 42 år gl. pige på Qvalvågnæsset, der havde gjennemgået en typhoid feber med regelmæssigt forløb. De tidligere profuse blodblandede tarmudtømmelser var ophørte. Tarmcanalens functioner vare komne i orden, og på en betydelig debilitet nær vare ved mit sidste sygebesøg ingen afvigelser fra det normale observerede. Efterat have indtaget det ovenomtalte måltid klagede hun kun over betydelig mathed, og hensov rolig.

I juli måned bragtes børnekopperne fra Bergen samtidigen til gårdene Mellingen i Lindås og Bratshaug i Manger, på hvilke steder ved mit første sygebesøg kun fandtes een angreben af variola. Angjeldende hjelpevaccinateurer tilskreves desårsag øieblikkeligen om såvel på de smittede gårde som nærmeste nabogårde at foretage revaccinationen, hvad der også skeede i Lindås, så at sygdommen her standsede inden kort tid efterat have angrebet kun 4 individer, samtlige lidende af ægte kopper.

Da en postforbindelse med Manger kun engang ugentlig gåer over Bergen, anmodedes opsidderne på Bratshaug om at bringe hjelpevaccinateuren underretning, såvel om koppernes udbrud dersteds, som at med første omgående post ordre til ham vilde indløbe om at foretage såvel vaccinationen i sit distrikt som revaccinationen på Bratshaug, hvilken sidste han opfordredes til at foretage inden ordren indløb, i den hensigt at standse sygdommens udbredning.

Med mangersværingernes vanlige træghed og fatalistiske anskuelser harmonerede imidlertid et sådant arrangement så lidt, at de, uagtet den livlige samfærdsel og den lethed hvormed denne underretning kunde meddeles, dog ikke gad åbne snasken, men heller gave sig Gud i vold, og oppebiede hvad tiden vilde bringe. Følgerne udebleve heller ikke. Allerede den 9de august modtog jeg gjennem pastor Kobro underretning om, at på Bratshaug var formeentligen allerede en dræng død af kopper, ligesom flere vare angrebne.

Ved min ankomst til Bratshaug den 10de s.m. fandtes foruden et uvaccineret barn, der lå døende, endnu 3 angrebne. Hjelpevaccinateuren havde endnu ingen beskeed fået om sygdommens udbrud, så at inden revaccinationen blev udført, angrebes endnu 5, og efter udført revaccination andre 4, hos hvem sygdommen allerede havde incuberet. På Bratshaug angrebes således ialt 15.

Da den første tjenestedræng på Bratshaug var død, anmodedes hans fader og broder om at være behjælpelig med begravelsen. Af disse angrebes faderen af variola, og efter hjemkomsten til Håpoløen endnu en søn. Fra Håpoløen bragtes sygdommen til nærmeste nabogård, Guldbrandsøen, hvor ialt 7 angrebes af varioloider. Efter gjennemført revaccination på begge gårde, sattes nu sygdommen en stopper.

De angrebnes antal vare ialt 28, hvoraf 4 faldt på Lindås og 24 på Manger. Af de angrebne gjennemgik 10 variola og 18 varioloider. Af disse havde sygdommen allerede før vaccinationen incuberet hos 6, hvoraf 2 gjennemgik variola, 4 varioloider, uden at vaccinerne havde nogen bemærkbar indflydelse på sygdommens forløb. Af de 28 angrebne døde 2, deraf et uvaccineret barn, og begge uden at komme under behandling.

Af de øvrige behandlede mistede een, ved en utilgivelig skjødesløshed og ligegyldighed fra omgivelsernes side, synet næsten aldeles på det ene øie, og fik det betydelige svækket på det andet. Ved min nærværelse på gården Mellingen den 21de august fandtes nemlig en 39årig kone, der havde været hårdt angreben af variola, på en ubetydelig injectionsrødme af conjunctiva nær, at være såvidt reconvalescent, at jeg ikke anså noget gjentaget sygebesøg hverken for forsvarligt eller nødvendigt, medens jeg derimod pålagde manden, forsåvidt noget uventet skulde indtræde, da herom øieblikkeligen at meddele mig underretning.

Først den 20de septbr. modtog jeg den høist sørgelige beskeed at den stakkels kone var næsten fuldkommen blind. Ved mit sygebesøg den følgende dag overbeviiste jeg mig desværre altfor meget om, at synet så godt som redningsløst var tabt på det høire øiet, idet der på samme efter en keratitis med betydeligt substandstab og en iritis havde udviklet sig en prolapsus iridis med en næsten fuldstændig synechia anterior, medens inflammationen i øiet endnu var i fortskridende udvikling. På det venstre øie fandtes cornea i ulcerationstilstand. Det lykkedes imidlertid gjennem stræng antiphlogistisk behandling og en mucilaginøs helvedessteenopløsning at bevare det høire øies form, og nogenlunde synet på det venstre øie.

En 68årig gammel mand på Bratshaug, der for 50 år tilbage havde gjennemgået variola og nu negtede at lade sig revaccinere da han selvklog formeente sig for bestandig at være beskyttet mod denne sygdom, måtte dog finde sig i at gjennemgå varioloiderne.

Den skræk mangersværingerne ifjor fik i blodet ved mine anmeldelser af dem, der havde været loven af 3die april 1810 overhørig, bevirkede vistnok, at anmeldelserne om sygdommens udbrud i afvigte år indløb snarest mueligt, at man iagttog forsigtighedsregler for ikke at forplante sygdommen, og at begravelserne foregik på den lovbefalede måde. Men at de menneskelige foranstaltninger burde tilskrives de påtagelig lykkelige resultater med hensyn til sygdommens udbredning, var for meget forlangt af disse fatalister. For sådanne væsener gives ikke kjendsgjerninger, nytter intet bevis. Alt er og bliver Guds bestemmelse, og frygten må desværre her alene udrette hvad en levende overbeviisning burde have fremkaldt, medens håbet om at sandheden dog engang også her skal trænge igjennem, fåer holde den opret, der har den i sandhed ofte tunge forpligtelse at vie dem sine kræfter.

Efterat vi i længre tid i november måned havde havt forherskende østlige og sydøstlige vinde med en klar og skarp luft, samt en temperaturafvexling, der lå mellem 7 varmegrader og 6 kuldegrader, optrådte på gården Grimstad i Lygrens sogn, Lindås præstegjeld en diphteritis faucium, hvoraf inden underretning herom modtoges, allerede 2de børn vare døde og et henlå døende. Det døde nemlig nogle få timer efterat jeg havde aflagt mit sygebesøg.

Foruden disse 3de fandtes ved min nærværelse 2de andre i samme huus at være angrebne, og underkastedes disse en local behandling med helvedessteensopløsning medens chloras kalicus anvendtes indvendig. Begge restitueredes, og pålagdes gårdens øvrige beboere en daglig undersøgelse af svælget.

Med undtagelse af en dræng på Syslak i Lindås sogn angrebes senere ikke flere i distriktet; thi de undersøgelsesreiser som jeg senere requireredes til at foretage på grund af gemytternes store ængstelighed, viiste kun en vistnok ofte alvorlig men dog kun simpel angina tonsillaris, der således kun blev gjenstand for privat behandling. I november og december måned vedblev såvel angina tonsillaris som angina parotida og catarrher at være meget hyppige i Lindås.

Hvad årets sygdomsconstitution angåer har den inflammatoriske aldrig været mindre udtalt end den var i dette års vårmåneder, ligesålidt som den gastriske sygdomsconstitution aldrig har været stærkere udtalt end i dette års eftersommer, medens den i løbet af høsten sædvanlige adynamiske sygdomsconstitution veeg pladsen for en på disse kanter høist sjelden inflammatorisk, idet samtidigen med den ovenomtalte diphtheritis faucium flere pneumonier, bronchiter, peritoniter og alvorlige angina (tonsillaris og parotida) kom under behandling, medens dog det overveiende antal af disse tilfælde fik lov at skytte sig selv på grund af at den med Lindås commune tidligere bestående contract med sit billige lægetilsyn nu er hævet fra min side.

Den evige søgen, selv nætterne ikke undtagen, kunde intet menneske holde ud. Min helbred nedbrødes desårsag på en betænkelig måde, og jeg skyldte således min familie og mig selv i betimelig tid at tage rev i seilene. Med contractens ophørelse er naturligviis søgningen efter lægehjælp mærkeligen aftagen, deels betinget ved at man tidligere fik denne hjælp så godt som gratis, deels og især dog som følge af at forholdene her ere så små, og den oeconomiske forfatning i almindelighed så dårlig at man med nødvendighed må qvie sig for enhver større udtælling.

Det mangler imidlertid ikke på tillid til lægen i Lindås, når man blot kunde slippe for at betale hans bistand, medens derimod de conseqvente fatalister i Manger udelukkende anvende på såvel sine fattige som formuende syge den expectative methode, og oftere kun nødtvungen søge hans hjælp under alvorligere epidemier.

Blandt specielle tilfælde som kom under min behandling, fortjene blandt andet en carbunculus langs margo posterior scapula sinister nærmere at omtales. Ved min ankomst til den syge i slutningen af februar måned havde han allerede i længre tid henligget i en comatøs tilstand, hvoraf han kun ved kraftig tiltale for et 8íieblik kunde vækkes. Af carbunklen, der havde en håndsbreds udbredning, udflød gjennem mangfoldige småe huller, buklede af den underliggende necroticerede fascia, i ubetydelig mængde en grålig tynd og ildelugtende pus, medens under en så godt som uafbrudt, men dog let hoste opharkedes en betydelig mængde klumpet, purulent og stinkende sputa.

Den venstre hånd var betydelig ødematøs opsvulmet, medens såvel under som overarmen såes betydelig ophovnet og blålig decoloreret. Øverste deel af høire lårs forflade var indtaget af en rødlig ømfindtlig og ikke skarpt begrenset hævelse, hvori dog ingen fluctuation kunde opdages. Ved undersøgelsen af brystet fandtes en betydelig absces i venstre lunge.

Prognosen stilledes altså meget slet, og uagtet jeg anså enhver behandling for unyttig, anså jeg mig forpligtet til at imødekomme familiens ønske. Ved de foretagne indsnit åbnedes et større cavum, fyldt med det ovenomtalte ferske pus. Huulheden toucheredes med helvedessteen, forbandtes med tjæresalve, og anvendtes Pauli Tønders grødomslag. Under anvendelsen af disse midler tilhelede snarligen såret, hævelsen i armen forsvandt, lungeabscessen udtømtes ved hjælp af expectorantia, medens under en styrkende, såvel diætetisk som medicamentøs behandling, bevidstheden lidt efter lidt vendte tilbage, så at han i længre tid, såvel kjendte som samtalede med sin familie, der begyndte at nære det bedste håb om helbredelse. Den omtalte hævelse på låret trådte under brugen af resolverende midler mere og mere tilbage, madlysten tiltog, den tidligere træge afføring blev naturlig; da under dannelsen af multiple abscesser en soporøs tilstand igjen indtrådte, og den syge døde af septicemie over 6 uger efter mit første sygebesøg. Hvad der under sygdommens forløb vakte min forundring, og virkeligen for en kort tid indgav mig et svagt håb om redning, var den uventede, men dog påtagelige tilbagetræden af samtlige septhæmiske symptomer.

Under min behandling kom også et skudsår, et vådeskud med pistol under en brudefærd, hvor skuddet gik gjennem skytterens egen venstre hånd, borttog ringfingeren tilligemed den større deel af sammes os metacarpi, medens de bløde dele såvel i håndfladen som på håndryggen bleve sørgeligt sønderflængede. Efterat den ikke ubetydelige blødning var standset, og de gangrenerede bløde dele efterhånden vare udskilte, såes største delen af den udvendige side af os metacarpi digiti medii og den indvendige side af samme been på lillefingeren at være aldeles blottede for sit periostium, så at jeg begyndte at mistvivle om den syge skulde få beholde disse fingre. Det gik imidlertid over forventning. De blottede been bedækkedes efterhånden med gode granulationer fra sårsiderne, den syge slap med udskillelsen af en enkelt lille beensplint, og roede iår atter sit vinterfiske.

Blandt fødende der i afvigte år kom under min behandling, fortjener følgende en nærmere omtale.

En enke efter en for noget over 1 år tilbage afdød gårdmand og skolelærer havde i sin enkestand ført et sådant liv at paterniteten for det barns vedkommende hvormed hun anså sig svanger, ikke var så ganske sikker. Førend endnu andre end hun selv og den formeentlige barnefader der havde gjordt vanskeligheder, vidste nogen besked om hendes tilstand, budsendte hun mig gjennem sin tjenestepige om den standsede menstruation, med forklaring om de dermed forbundne sygelige phænomener, samt anmodning om emmenagoga. Da disse imidlertid af mig aldrig udleveres uden efter nøiagtig examination, og i tvivlsomme tilfælde efter exploration, anmodedes hun om at møde frem til undersøgelse, idet jeg ikke lagde dølgsmål på min mistanke om svangerskab.

Senere hørte jeg ikke mere til hende førend jeg blev anmodet om at møde frem som fødselshjælper, idet den tidligere udkomne examinerede gjordemoder havde erklæret at hun intet kunde udrette, men udbad sig min nærværelse snarest mueligt.

Ved min ankomst var tilstanden følgende: Ansigtet blegt, bedækket med kold sved, øinene dybt indsunkne, glasagtige, udtrykket overmåde ængsteligt, læberne blåligblege, hænder og fødder iiskolde, pulsen for det meste ufølbar eller knapt følelig og da lille, trådformig og intermitterende, underlivet hårdt og spændt, særdeles smertefuldt ved berøring, fornemmelig i venstre side og cardia, hvor hun klagede over uophørlige brændende smerter og bestandige qvalmer, den tidligere voldsomme brækning var nemlig nu ophørt, stemmen klangløs og hviskende.

Idet jeg skulde til exploration, blev jeg opmærksom på en excoriation af en håndsbreds udstrækning på den indvendige side af høire lår, og forbauset undersøgte jeg desårsag nøiere de udvendige fødselsdele, der fandtes betydelig opsvulmede, mørkeblå og hist og her større excoriationer. Ved exploration fandtes fosterets hoved i 1ste isseleie nedsunket i bækkenets huulhed, medens hovedbenene føltes abnormt bevægelige. Under flytningen i det til tangforretningen nødvendige tverleie måtte konen aldeles ubehjelpelig behandles som en allerede død ting, og forberedt måtte man være på livets udslukning hvert øieblik. Således havde tilstanden været uforandret i de 6 1/2 timer, der var forløbne siden den examinerede gjordemoders ankomst, ingen veer og intet tegn til liv hos fosteret. Hvert qvarteer var der givet deels Hoffmanndråber, deels æther.

Uagtet jeg tidligere ingen ruptura uteri har observeret, var jeg dog ligesålidt i tvivl om tilfældets natur, som om hvad jeg havde at gjøre. Inden jeg skred til tangforretningen anså jeg det imidlertid for min pligt at gjøre den tilstedeværende familie opmærksom på mueligheden af livets slukning under selve operationen.

Efterat den lige tang var anlagt, prøvetrækningen gjordt, bemærkedes imidlertid at tangen under de følgende tractioner gled af, uden at nogen ualmindelig kraft var bleven anvendt. Nu anlagdes den med bækkenkrumning forsynede, men det gik ligedan, og jeg så mig således nødsaget til for første gang at anvende cephalotriben, hvorefter hovedet udvikledes uden særdeles anstrengelse. Under kroppens udvikling frembød skuldrene adskillig modstand, hvorfor denne deel af forretningen medførte noget besvær.

Efter tilendebragt extraction udstrømmede en større deel blodvand, men hverken blodklumper eller reent blod, hvorhos placenta, der efter nogen tids forløb fandtes nedsunken i skeden, af gjordemoderen fjernedes uden mindste blodtab. Ved undersøgelsen af fosterets hoved fandtes begge issebenene fracturerede.

Efter tilendebragt fødsel afgik fra konen involuntært en betydelig masse tynde excrementer, medens smerterne i cardia blev mindre. Yderlemmerne indvikledes i varme uldne teppener, opvarmede steene indviklede i uldklæder lagdes såvel under fodsålene som langs underextremiteterne, og da jeg på grund af kræfternes fuldkomne udtømmelse ikke turde anvende de anbefalede kolde omslag om underlivet, appliceredes et let, mådeligt varmt grødomslag om samme, til påtagelig lette for den syge. Hvert qvarteer gaves 15 dråber æther, og qviknede angjeldende øiensynligen til efter hver indgift, pulsen hævede sig noget, og lidt varme vendte tilbage i extremiteterne. I den tanke at livet ikke vilde vare ret længe, opholdt jeg mig henimod 3 timer hos den syge efter tilendebragt fødsel. Mod forventning levde hun imidlertid 7 timer efter forløsningen.

Da jeg frygtede for at denne sørgelige begivenhed skrev sig fra den høieste grad af rå fødselshjælp fra deres side, som havde været tilstede før den examinerede gjordemoders ankomst, nedlagdes protest mod ligets begravelse førend enhver af dem der havde været tilstede under fødslen, i provst Hvedings overvar, havde aflagt en sanddru forklaring over det passerede. Jeg ønskede nemlig ikke uden høieste nødvendighed at sætte retten i bevægelse.

Ved denne examination, som provst Hveding velvilligen overvar, og alle villigen underkastede sig, oplystes det da at fødselen var begynt udpå aftenen den 17de, og at den fødende havde forbudt sin eneste pige at hente nogensomhelst slags hjælp, et forbud hvorpå denne ikke længre reflecterede da hun skjønnede at det blev alvor, hvorfor hun seent på qvelden gik bort for at hente de nærmeste naboer, hvoriblandt angjeldendes svigermoder og svigerinde.

Inden pigen vendte tilbage med disse, var længre tid forløben, og fandt man ved ankomsten den fødende liggende i en krog i en sådan tilstand, at man uden at foretage noget strax besluttede at hente examineret gjordemoder, som ved ankomsten forlangte min nærværelse.

Med disse forskjellige budsendelser medgik imidlertid så lang tid at fødslen først tilendebragtes den 18de october kl. 4 eftermiddag. Med temmelig vished må det således antages at den fødende havde besluttet at føde i dølgsmål, og da dette ved pigens modstand ikke lod sig praktisere, havde hun under dennes fravær lagt voldsom hånd på sig selv, og derved bevirket såvel fosterets som sin egen død. Kun på denne måde forekommer mig at den betydelige excoriation på låret, tilstanden af de ydre fødselsdele og fracturerne af fosterets issebeen finde sin naturlige forklaring. Bækkenforholdene vare nemlig såvel absolut som relativt til fosteret rummelige. Konen der var 35 år gl., havde tidligere alene ved naturens hjælp bragt 6 levende og et dødfødt barn til verden, og veiede dette 19 tommer lange foster kun noget over 14 mærker.

Desuden afhentedes jeg til en 47årig fødende, der tidligere ved naturens hjælp havde bragt 8 levende børn til verden. Fødslen var begyndt for henimod 2 døgn tilbage, og de tidligere kraftige veer vare nu aldeles ophørte. Ved undersøgelsen fandtes fosterets hoved i 1ste issestilling på grund af en retroversio uteri at trykke skjevt mod skambenet, under forøvrigt rumlige bækkenforholde. Een fem liniers deviation mellem issebenene kunde tydeligen iagttages.

Ved at stille konen a la vache og give et veedrivende middel tilendebragtes fødslen uden anden kunstig hjælp. Efter tilendebragt fødsel bemærkedes en betydelig forskydning af hovedbenene og fordreining af ansigtet. Det høire øie lå et par linier lavere end det venstre, og viiste nesespidsen sig at være dreiet stærkt over til venstre side, medens høire tuber parietale såes stærkt deprimeret.

Det eneste tegn til liv var en krampagtig bevægelse i det venstre øverste øienlåg. Navlesnoren underbandtes derfor ikke førend all pulsation i samme var ophørt, hvorefter barnet øieblikkeligen bragtes i et varmt bad, og næsen rettedes. Til min store tilfredsstillelse gav barnet efterhånden flere livstegn fra sig. Uden manipulationer rettede de øvrige deviationer sig lidt efter lidt, og såvel moder som barn befinde sig endnu i bedste velgående.

I afvigte år har været afholdt 7 møder i sundhedscommissionerne mod den spedalske sygdom, 3 i Lindås og 4 i Manger, så at der nu har været afgivet det samme antal møder i begge formandskabsdistrikter. De 2de afholdte foredrag have gået ud på at orientere almuen med hensyn til de former hvorunder spedalskheden fremtræder, sygdommens historie, dens nuværende udbredning fornemmelig inden distriktet, men tillige såvel i som udenfor fædrenelandet, samt de årsager som for tiden almindeligen antages at bevirke sygdommens udbrud, tilligemed mine egne iagttagelser angående samme gjenstand. Disse 2de foredrag har jeg anseet mig specielt forpligtet til at holde, først fordi sundhedscommissionerne oprindeligen, for mit distrikts vedkommende bleve oprettede mod den spedalske sygdom, og sammes medlemmer dog burde vide nogenlunde beskeed om det de skulde virke imod, men især dog fordi man til dato slet ikke har villet erkjende den anæsthetiske form at henhøre til denne sygdom, og denne form er netop den hyppigst forekommende inden distriktet.

Efter det første foredrag besluttede forsamlingen i Lindås eenstemmigen at anskaffe 45 exemplarer af overlæge Danielsens folkeskrift mod den spedalske sygdom, og det varede heller ikke længe efter foredragene inden flere tilfælde af den anæsthetiske form anmældtes, om hvis tilværelse jeg sikkerligen meget længe skulde være forbleven uvidende, da angjeldende i længste laget lægger skjul på sin sygdom, og dens kjendemærker i disse tilfælde kun findes tydeligen udtalte på legemets bedækkede deel.

I det 3die foredrag drog jeg til felts mod den i distriktet, fornemmelig dog i Manger, herskende uskik ved ethvert, selv det ubetydeligste ildebefindende at gribe til blodudtømmelser, især åreladninger, hvormed man, når den tilsigtede nytte ikke opnåes efter den første rigelige blodtapning, hensynsløs fortsætter i den tro, at man ikke har truffet den rette blodåre, indtil en anæmisk tilstand indtræder, og helbreden ofte for bestandig er tilintetgjort.

Om den oprindelige sygdom har været fremkaldt ved betydelige blodtap, f.ex. i barselsenge eller ere en følge af langvarige svækkende sygdomme, f.ex. typhus, har dette til dato ingen hindringer lagt i veien for det så gjængse blodsugeri. Ved denne leilighed gjorde jeg desuden opmærksom på at anskuelserne med hensyn til åreladningernes nødvendighed i de hurtigt forløbende sygdomme, især med hensyn til det udtømte blods mængde i den senere tid blandt lægerne vare undergåede betydelige forandringer, at blodudtømmelser i det hele taget nu tåltes mindre end tidligere, og at en stor deel af de nu forherskende sygdomme deels beroede på feilagtige blodblandingsforholde, deels på virkelig blodmangel eller blodtomhed, der altså opfordrede til den største forsigtighed med hensyn til blodtømninger, som ingensinde burde foretages på egen hånd.

Under ethvert foredrag griber jeg leiligheden til af indtrufne, men bekjendte tilfælde nærmere at belyse det afhandlede, og denne gang manglede det ikke på flere påtagelige og slående exempler, der mere end tydeligt nok talte mod uforsvarligheden af det gjængse blodsløseri.

Hvad frugterne af min virksomhed inden distriktet angåer, da har jeg i mine tidligere medicinalberetninger gjordt opmærksom på at det, fornemmelig for Mangers vedkommende vil vare længe inden høstens tid kommer, og dog må jeg indrømme at man selv der lægger mere og mere opmærksomhed for dagen under foredragene, skammer sig over det forherskende svineri, søger råd for, eller lægger skjul på det endnu altfor hyppige skab, og den store skare af andre hudsygdomme som man tidligere uden mindste gene bar åbenbart til skue, ligesom jeg af og til i deres hjem bemærker en større sands for orden og reenlighed, medens de huse, der den senere tid ere blevne opførte, bære vidnesbyrd om at man såvel offrer byggegrunden som luftmængden, sammes reenhed og ventilationen en tanke.

I det hele taget må jeg indrømme, at have ikke mine forventninger været meget store, så lader det dog ikke til at disse skulle undertræffes, ja enkelte af sundhedscommissionens medlemmer have endog på møderne gjentagne gange forespurgt sig om man ikke snart kunde tænke på ved mulcter at tvinge enkelte usædvanlig udprægede svin at opfylde sine pligter, hvortil jeg har svaret at det uforsvarlige i at plage sine naboer med uhumskheder må først være indtrådt i den almindelige bevidsthed, inden der kan være tale om at gjøre politibestemmelser gjeldende mod den enkelte.

I Lindås derimod har man den ønskeligste sands for fremadskriden, så vidt evnen strække til, og man må her desværre beklage at villien er bedre end hjelpekilderne. Folket er bedre opvakt og tænksomt, og lytter med opmærksomhed og taknemmelighed til ethvert råd sigtende til dets tarv. Forandringerne til det bedre ere desårsag påtagelige. Boliger, klædedragt, huusstel osv. bære præget af en der rådende bedre ånd. Badning om sommeren i åbent vand, som var lagt på hylden, bliver mere og mere almindelig, ligesom karbadene om vinteren, såvel som præservatier som helbredelsesmiddel, ikke længre hører til sjeldenhederne, ja på en enkelt gård have flere af naboerne slået sig sammen om til disse bad tourevis at fremskaffe og opvarme det nødvendige vand hver løredagsqveld, og jeg har det bedste håb om at flere skulle følge det givne exempel. For mit distrikts vedkommende har jeg således all grund til at ansee institutionen med sundhedscommissionen som særdeles heldbringende, og for Mangers vedkommende især som en høist nødvendig vækker.

I Lindås have vi da endeligen erholdt en examineret gjordemoder, der allerede benyttes over forventning, og sikkerligen i tiden skal komme til at udrette meget med hensyn til en bedre behandling af fødende, barselqvinder og spæde børn.

I Manger bevægedes jeg ved en skrivelse fra amtet til noget tidligere end påtænkt atter i afvigte år at fremkomme med forslag til communerepresentationen om at bevilge det nødvendige til erholdelse af examineret gjordemoder inden præstegjeldet. Det havde nemlig været min hensigt at vente med forslaget herom, indtil lindåsingerne havde fået erfaring for hvilken nytte de havde høstet af sin examinerede gjordemoder, ikke alene med hensyn til barselqvindernes og de spæde børns bedre behandling, men også i lettere sygdomstilfælder som klysteer, igle og kopsætterske, samt i nødsfald som åreladerske.

Den ny gjordemoderskoles oprettelse i Bergen, hvis store fordele med hensyn til gjordemødrenes billigere oplærelse for Vestlandets vedkommende ere så påtagelige, havde heller ikke bevæget mig til at forandre denne min beslutning, men kun til med større kraft såvel i som udenfor sundhedscommissionerne at bearbeide opinionen, dersom amtmanden i sin andre skrivelse ikke havde udtalt den anskuelse at man med loven af 21de november 1810 i hånd skulde kunne tvinge dem til denne bevilgning.

Da jeg på denne måde troede at øine den eneste muelige udvei til en snar opnåelse af et længe næret ønske, hvorfor jeg stadigen havde arbeidet forgjæves, vilde jeg naturligvis ikke indlade mig på nogen fortolkning af ovennævnte lov, men anså det for min ubetingede pligt efter oplæsningen af amtets skrivelse at fremsætte mit forslag på førstkommende møde, hvor det imidlertid som tidligere fristede den vanskjebne at falde igjennem mod 2 stemmer. For dette sørgelige resultat må dog den ny skolelov fornemmelig bære skylden, thi denne har ikke alene i Manger sat en sådan skræk i blodet, at godvillige udredelser for eftertiden sikkerligen ikke kommer at voxe på qviste.

Foruden denne ene tilkomne gjordemoder er personalet i humanitetens tjeneste uforandret.