1866 - Collett
I Manger er det almindelig brug at 40 - 50 fiskere forhyrer et fartøi, som de under fisket benytter til logie. På et sådant, der beskrives som særdeles usundt, have også deltagerne fra gårdene Kvaleim og Nøttvedt sit ophold. Om disse har bragt sygdomsspirer med sig, eller den allerede tilforn har lagt i fartøiet, er umueligt at afgjøre. Vist er det imidlertid at i begyndelsen af fisket udbrød typhus på dette fartøi. Flere af de angrebne bleve indlagte på sygehuset i Florøen, medens enkelte, der vare angrebne i lettere grad, behandledes ombord. På hjemturen blev ligeledes flere smittede, så at ialt, såvidt bekjendt 9 fiskere bragtes syge til sit hjem.
Hovedinnhold
Hvad sygdommens charakter angår, var den almindelige typhoide feber med de abdominelle symptomer meest fremtrædende. En udtalt cerebraltyphus iagttoges 4 gange. Skjønt epidemien i sin fremtreden ikke var ganske mild, var dog mortaliteten yderst ringe, thi såvidt mig bekjendt er blot 4 afgået ved døden, hvilket gjør 2,5%. Af disse var 2 døde inden requisition om mistænkt epidemisk sygdom var fremkommet, den 3die, en pige, 14 år gl., døde af choma, idet det halve ansigt var næsten aldeles destrueret.
Gastriske sygdomme, fornemmelig diarrhoe og cholerine, var fremherskende som epidemi i sommermånederne men især september og october. Kun de tilfælde der ere komne under behandling, ere antegnede, medens jeg har bragt i erfaring at sygdommen som epidemi berørte en stor deel af distriktet i temmelig mild grad. Den angreb især børn, og flere dødsfald skulle også være indtrufne, uden at jeg med vished kan constatere diagnosens rigtighed.
Et moment som efter min meening i høi grad begunstigede sygdommens omsiggriben, var den overhånds nydelse af potetes. Som bekjendt var poteteshøsten det foregående år aldeles mislykket, så at de fleste familier havde måttet undvære denne spise i længere tid, ligetil 1/2 3/4 år. Såsnart de derfor dette år bleve spiselige, begyndte almuen at benytte dem i større kvantitet. Denne i så lang tid uvante og tildeels umodne føde frembragte således, fornemmelig hos børn, gastriske uordener.
Som lidende af syphilis har jeg ladet indlægge på sygehuset i Bergen 4 patienter, nemlig 1 pige smittet i Bergen, 1 dræng smittet af førnævnte pige, samt 1 par ægtefolk, der ingen oplysning veed at meddele som årsagen til sin sygdom. Alle led af primær affection på genitalia, og fik siden secundær syphilis. De ere helbredede vendte tilbage til sit hjem. At behandle en sådan sygdom på frastand forekomme mig ugjørligt, og at fåe syphilitiske patienter indlagt i min nærhed (på nabogårdene), i lighed med hvad jeg gjør med andre betydeligere sygdomme, er en umuelighed, da frygten for at blive smittet er for stor til at nogen almuesmand vil påtage sig forpleiningen.
Som exempel herpå fortjener at nævnes at efterat det blev bekjendt at disse mennesker vare indlagt på sygehuus for venerisk sygdom, blev jeg anmodet om at undersøge 5 forskjellige familier, hos hvem disse personer tilfældigviis havde været inde, ligesom børn bleve nægtede at besøge skolen, inden disse familier vare undersøgte og erklærede fri. En ældre mand måtte også tages under behandling for syphilidophobia.
De veneriske sygdomme kunne således ikke vinde nogen udbredning i disse distrikter; thi for det første gifter de fleste mænd sig i en ung alder, og for det andet holder denne omtalte frygt den unge bonde på hans byture indenfor sædelighedens grændser. Han udsætte sig ikke for de farer, som kan have venerisk sygdom til følge. Af gonorrhoe er intet tilfælde iagttaget.
Fnat og skurv fremvise endnu en mængde smukke exempler. Dog begynder almuen nu at få sands for en bedre hudcultur, og mange har i den senere tid renset sig selv og sit huus. Et beviis på at Lindås præstegjeld i denne henseende gåe frem er at communebestyrelsen i indeværende år har, efter forslag af sundhedscommissionen, eenstemmigen besluttet at ståe i forskud for et større parti skabsalve til skolerne, for at rense børnene og åbne deres øine for sygdommens væsen. De fattigere børn skulle fåe salven frit, de mere velstående refundere omkostningerne.
For gangræna har jeg havt under behandling 4 patienter. Hos de 2 var sygdommens sæde på midterste parti af crus, i det et større parti af huden med det subcutane væv var mortificeret. Den ene, en kone 54 år gl., døde efter at det bortgangrenerede parti indtog omtrent en hånds udstrækning. Den andre, en mand 70 år gl., helbrededes. Substantstabet her var af en sølvspecies størrelse. Begge vare omtrent samtidig syge (sidste kvartal af året), og da de ingen årsag kunde angive til affectionen, fattede jeg mistanke til at for stærk nydelse af secale cornutum kunde ligge til grund. De havde nemlig i lang tid levet næsten udelukkende af rugmeel, som efter sigende var stærkt blandet med meeldrøie, og begge havde kjøbt korn på samme sted. Da alt meel netop var fortæret, fik jeg intet see, men efter beskrivelsen skulde det næsten være farvet efter samme.
1 mand 55 år led af gangræna penis helbredet. 1 qvinde 30 år phlegmone alba doloris, med gangræn af nederste parti af crus og foden, ligeledes helbredet. 1 mand 45 år gl. (lægdslem) led af en carbunkel på ryggen af en tallerkens størrelse. Af chirurgiske operationer er ingen udførte, uden bortskjæren af en overflødig finger på et 1årsgammelt barn.
Hvad de hygiæniske forhold angåe, henholde jeg mig til de foregående indberetninger. I enkelte retninger spores forbedringer. Således bygges større og solidere huse, skjønt agerdyrkningen endnu ståer på et lavt trin. På mange steder i Lindås begynde man dog at indskrænke sine kvægbesætninger, især er dette tilfælde i Sandnæs sogn (Masfjorden). Så længe sultefodringen vedvarer, kan der ingen almindelig velstand være, og derfor heller ingen betydeligere fremskridt ventes i hygiænisk henseende. Da nu dette systems skadelige følger mere og mere begynder at opgåe for almuens bevidsthed, er det at håbe at levemåden vil forbedres, og hygiænens krav bedre tilfredsstilles.
Af fattige syge har jeg havt under behandling, for Lindås fattigkasses regning 46, og for Manger 14, hvorfor fattigsygepleien i Lindås må ansees god, og i Manger bedre end forhen, ja endog god, når tages hensyn at ingen fattige syge derfra kan consultere lægen i hans hjem.