1863 - Collett

Under 25de februar 1863 blev jeg udnævnt til distriktslæge i Yttre Nordhordland. Da jeg på den tid opholdt mig som fiskerlæge i Finmarken (Måsø og Loppens præstegjelde), hvor jeg var ansat til udgangen af mai måned, tiltrådte jeg ikke mit nuværende embede før midten af juni. Om min virksomhed som fiskerlæge i Finmarken har jeg allerede gjennem amtmanden i nævnte amt indsendt beretning til det ærede departement.

Siden min ankomst hid til udgangen af 1863 har jeg i det hele havt under behandling, foruden mindre betydelige tilfælde, 225 syge og deraf 22 døde.

Af epidemier herskede ved min ankomst hit skarlagensfeber i særdeles stærk grad, og temmelig jevnt fordeelt over hele distriktet, samt enkelte tilfælde af diphtherit, deels for sig selv alene, deels som complication med skarlagensfeberen. Desuden herskede fornemmelig i Lindås præstegjeld typhus.

Af disse lagde skarlagensfeberen meest beslag på min tid. Under min behandling i det hele har været 81 patienter med 4 døde. Desuden er til sognepræsten i Manger anmeldte som døde af denne sygdom 37, og til sognepræsten i Lindås omtrent 50 børn, uden at det dog er nævnt til ham hvor mange der måtte antages at være døde af skarlagensfeber. Ved at gjennemgåe ministerialbøgerne seer jeg at dødeligheden har været størst om våren, og da var districtet sågodtsom uden læge, da den const. districtslæge Krohn i Indre Nordhordland umuelig kunde tilfredsstille alles krav i 2 så udstrakte districter og under en så udbredt epidemi. Flere, fornemlig børn, angives også døde i min tid, uden at deres sygdom er kommen til sognepræstens eller min kundskab.

Jeg skal nu kort omtale nogle phænomener ved skarlagensfeberen i dette distrikt. På grund af districtets vidløftighed og requisitionernes mængde opnåede jeg sjelden at see sygdommen i sin begyndelse. Exanthemet var som oftest allerede forsvundet og afskallingen begyndt. Sygdommen begyndte i almindelighed med qvalme og brækning, stærk feber og smerter i halsen. 2428 timer efter kom exanthemet, som først ganske var forsvundet efter 78 dages forløb, hvorefter afskallingen begyndte. Halsaffectionen kunde være meget betydelig, stærk svulst i tonsillerne og pharynx, undertiden med diphtherisk belæg, glandlerne udvendig på halsen, parotis og submaxillarkjertlerne svulne, hårde og smertefulde. Stærk snue var også hyppig med afsondring af et skarpt secret som frembragte excoriationer i ansigtet.

Epidemien charakteriserede sig især ved sine følgesygdomme, og deriblandt fornemlig hydrops. Denne var tilstede hos over halvparten af de patienter jeg tilså, og var en af de vigtigste årsager til sygdommens dødelighed. Den var udbredt over hele legemet som en anasarca, ledsaget ofte af ømhed i nyreregionerne med formindsket og forandret urinafsondring snart diarrhoe, snart forstoppelse. Årsagen til denne farlige complication var næsten bestandig uforsigtighed under afskallingen under det kolde regn og stormfulde klima, som herskede her hele sommeren. Af andre følgesygdommer var foruden den oven omtalte diphtherit også pneumoni, samt hos mindre børn ørebetændelse, som forårsagede rigelig purulent afsondring fra øregangen og døvhed. For gangræna er opfF8írt 2 patienter som døde. De vare begge børn under 5 år. Dette var også en følgesygdom af skarlagensfeberen.

Sygdommen var omtrent lige meget udbredt over hele districtet. Den herskede stærkest midtsommers, aftog successivt udover høsten indtil den var ganske standset mod midten af november. Den holdt sig fornemlig til børn, men angreb af og til voxne, idet den udbredte sig ved smitte fra huus til huus og gård til gård.

De sygdomme som almuen forstår ikke ere epidemiske eller smitsomme, kommer meget sjelden under lægens behandling. Derfor vil det altid være vanskeligt at opstille nogen ordentlig dødsstatistik, da kun et meget ringe antal af de syge og døde har været under lægens behandling. Almuen på disse kanter har nemlig en egen sygdom, som kaldes "dauen", og mod den nytter hverken læge eller medicin.

Den sygdom der er meest udbredt pa disse kanter af landet, og som i dette lægedistrict træffes næsten hvor man kommer, såvel hos voxne som hos børn, såvel den mere velstående som hos de fattigste, er skab. Der er meget få om hvem man kan sige at de er fri for denne hudsygdom. Den kaldes "klåa", og det er med en vis velbehagelighed at de tilfredsstille denne lyst som navnet udtrykker. Ligeoverfor denne sygdom er lægen temmelig magtesløs, ikke blot på grund af dens store udbredning, men også fordi almuen anseer det at give penge ud for medicin og lægehjælp, som en stor luxus. Enkelte har jeg formanet til at indgnide sig med en salve af grønsæbe og tjære. Jeg har flere gange hørt ytringer som: "Jo før fåer barnet mit ligge der og dø, før jeg giver ud 2 sk."

Af spedalske fandtes her ved årets udgang idethele 46, deraf i Lindås 33, i Manger 13. De forandringer der er foregået med forrige års tælling ere 3 nye tilkomne, 5 afgåede ved døden, samt 1 indlagt i Pleiestiftelsen. Hvad årsagerne til spedalskheden i dette district angåer, da har jeg ved at gjennemgå listerne over alle de i det sidste år antegnede syge, fundet at ondtlidende, fornemlig i barndommen står angivet som årsag hos 41. Denne ondtliden har fornemlig bestået i kulde og frost, idet de, sådan som det ofte træffer, have gået barbenet i snevand og slud seenhøstes, eller som gjætere tilfjelds, været dårlig klædte og således udsatte for det barske veirlags indflydelse. Også ondtlidende under vinterfisket gives ofte skylden. 4 have opgivet blot en enkelt nats eller et d 8ígns besværligheder som første årsag, som f.ex. sat på bådhvælvet eller lagt i isen etc. Dog må bemærkes af flere af disse der have opgivet ovenanførte grunde, have havt spedalske i sin slægt, men for de flestes vedkommende er det ikke tilfældet. Arvelighed er opgivet af 15, idet forældrene eller bedsteforældrene have været spedalske. 2 have givet heftig skræk, 1 stærk solhede, 1 kjærlighedssorg skylden til sygdommen, samt 9 kjende aldeles ingen grund.

Levemåden må ganske vist hos mange af disse, om ikke hos de fleste, have havt stor indflydelse. De meest almindelig brugte og næsten eneste næringsmidler her i districtet, er havremeels grød og do. brød, undertiden blandet med bygmeel, suur melk, sjelden sød, sild eller sjelden fisk, samt poteter. Sjelden træffes, selv hos de mere velstående anden kost, og de fattige mangler ofte både melk, sild og poteter. I fjeldbygden (Masfjorden) bruges dog mere melkemad. Havremeel er således deres hovedsagelige næring, men dette er ikke sigtet således som almindelig skeer på Østlandet, men sammalet. Sådanne slette og lidet foranderlige næringsmidler må visselig for en stor deel være årsag til spedalskheden. Gammel og bedærvet sild, som så ofte gives skylden, træffes sjelden her.

Fattigsygepleien er hvad Lindås præstegjeld angår, tilstrækkelig. Derimod ståer Manger i denne, som i enhver anden henseende langt tilbage. Kun et par patienter (folkemængden er over 6000) er tilseede i løbet af 6 1/2 måneder. Blandt andre grunde til dette yderst sørgelig forhold vil jeg her nævne den langsomme postgang mellem districtets 2 præstegjelde. Ethvert offentlig brev eller enhver requisition ligger over i Bergen sålænge, at det bliver 9 dage gammelt, inden det nåer frem. Når således patienter skulle tilsees for offentlig regning, blive det almindelige tilfælde at jeg først fåer see dem så langt i sygdommen, at enten reconvalescentsen er indtrådt, eller selve sygdommen har fået sådan overhånd at forholdsvis lidet kan udrettes. Hvis Manger fik sin post over Lindås, vilde lægedistrictet vinde meget, og Mangers præstegjeld intet tabe. Hvad den private praxis i Manger angåer, da er sågodtsom aldeles ingen.