Om boligerne (14.mai 1856)

Den sag jeg idag agter at lægge beslag på sundhedscommissionens opmærksomhed for, er de fordringer man opstiller til en bolig for at den skal afgive et såvel sundt som hyggeligt opholdssted for dens beboere, og derefter at anstille betragtninger over hvorvidt boligerne her i præstegjeldet gjør disse krav fyldest, eller meget mere tillader så godt som alt at ønske.

Den første betingelse man gjør til en bolig er med hensyn til beliggenhed og byggegrund. Beliggenheden bør være fri, så at luften om og i huset med lethed kan fornyes, og solen gives fri og uhindret adgang. Beboelsesværelset eller værelsene bør desårsag vende, for såvidt det lader sig gjøre, mod syd. Byggegrunden må være tør med afheldning til strand, for at regnvand og skyllevand kan få tilstrækkeligt afløb, og stillestående vand i husets nærhed forhindres. Byder nødvendigheden at bygge på fugtig grund, må samme først tilbørligen afgrøftes, og tilstrækkelig fyldning foretages.

En ligeså vigtig betingelse som valget af grund er valget af byggemateriale, hvilke sidste må være vel tørrede helst før opførelsen, eller under alle omstændigheder førind boligen tages i brug. At bygningen nu tømres, gulve, lofte og taget lægges med omtanke og omhyggelighed, falder noget nær af sig selv, men hvad der desværre på altfor mange steder ikke lader til at falde af sig selv, er at det nu færdige huus skal beboes, ikke derimod benyttes til at sammenpakke eller sammenstuve så mange levende væsener af forskjelligt slag som boligen muligens kan rumme, hvorved ikke så ganske sjeldent det meest brogede skue frembyder sig for besøgeren, og selv lader ham svær i tvivl om for hvilke væsener huset er bestemt.

Luften vi indånde må inden en vis given tid atter fornyes, dersom den ikke skal befordre det modsatte af vort velvære. Dette anvændt på boligerne gjør en stadig luftvexel der fornøden, og må denne foregå desto hyppigere jo mere rummet er overfylt, og den brugbare luft således forholdsvis hurtigere forbrugt. Må man altså sørge for en stadig luftvexel, eller med andre ord ventilere, dersom skadelige følger for helbreden skal udeblive.

Som tidligere omtalt, må solen have fri adgang til beboelsesværelset, der altså må være lyst, desuden tilstrækkelig høit under taget, og om i sidste henseende af oeconomiske grunde videnskaben ikke kan skee fyldest, en stræben i det mindste lægges for dagen efter ikke altfor meget at afvige herfra.

Den luft vi indånde må endvidere have en vis varmegrad, og da denne for en stor deel af året i vort clima er altfor lav, må man ved boligen desuden tænke på ved kunstig varme at erstatte denne mangel.

Vi skulle nu see, hvorledes man for Mangers vedkommende har ordnet, og fremdeles ordner sig, for at samtlige disse fordringer kan komme til sin ret. Med hensyn til valget af beliggenhed og byggegrund kjendes så godt som ingen anden lov end magelighedens og frætningens. Der hvor man lettest kan komme til buskaben, lettest få gjødslen udført og desuden nemmest slå en luun passiar af med naboen, der bygge man, uden at tage hensyn til, at man ved husenes sammenstuvning hindrer luftens fri adgang, og uden at bryde sig om at man i sine nærmeste omgivelser, for en stor deel af året, er omgivet af stinkende møddinger og ildelugtende vasdamme. Jeg for min part har endnu ikke i præstegjeldet seet en vel afgrøftet eller påfyldt grund. Med hensyn til valget af bygningsmateriale seer man hyppigen at bygge af nyfældt tømmer, og når huset er færdigt, tages samme strax i brug.

Det viktigste punkt er imidlertid den hensynsløse sammenstuven som finder sted på altfor mange steder rundt om i præstegjeldet, hvorved den luft, som strømmer den indtrædende imøde, ofte har en næsten bedøvende virkning, og lidet tillader en at trække veiret.

Husene med sit svineri lader desuden til at udgjøre en meget væsentlig og vigtig deel i en stor deel familier. Undtagelsesvis kan man også få anledning til at stifte bekjendtskab med et eller andet fiirføddet. For at sørge for en hensigtsmæssig luftvexel gjøres dørene ofte så lave at man snarere kan sige at krybe end gåe gjennem samme, og tilspigres desuden vinduerne, så at de stormkroge der findes i præstegjeldet nok med største lethed kunne tælles. Istedetfor at bygge så høit under loftet som muligt, synes her den modsatte regel at gjøre sig gjældende, vistnok af oeconomiske grunde. Dog føler jeg mig overbevist om at her i præstegjeldet ikke findes så ganske få mænd, for hvem det ingen nødvendighed er at tage slige hensyn, og hvis ubetingede pligt det desårsag synes at måtte være, at foregå sine omværende med et godt exempel, idet de lagde et par omfar til på sine boliger.

På enkelte steder sees endnu, som levninger fra gode gamle dage, røgstuer, om end noget forbedrede, ligeledes en og anden bilæggerovn, hvilke begge må ansees forkastelige og uhensigtsmæssige. Almindelig findes dog kakkelovne, og på altfor mange steder de nyindførte kogeovne, hvis besparelse af brænde for en deel indrømmes, men hvis ulemper forekommer mig altfor overveiende til at de fortjene nogen anbefaling. Den største ubehagelighed ved dem er at de under madlagningen afgive for stærk varme, så at heden nåer en utålelig og for helbreden skadelig høide, og er man nu nødsaget til at afkjøle luften ved åbningen af døre etc., er denne ofte nødvendige fremgangsmåde atter skadelig, ikke at tale om, at derved besparelsen på denne måde går fløiten.

Under madkogningen udvikles desuden en masse vanddampe, der når de ere i overmål tilstede, atter ere skadelige for helbreden. Tillige angribe disse tømmeret, og der kan ikke være spørgsmål om, at bygningerne på denne måde langt tidligere ville gå til grunde end ellers skulle blive tilfældet. Når tømmeret ikke længre kan modtage (absorbere) vandet, har man ikke sjeldent det opbyggelige syn af dryppende lofte og vægge. At madosen hverken kan være sund eller behagelig behøver jeg vel neppe at tilføie.

At disse ulemper virkeligen er tilstede vil man vel vanskeligen benegte, ligeså lidt som at de uden stor bekostning kunne blive afhjulpne. Man behøver nemlig kun over kogeovnen at indrette et træerør, der må gå såvel gjennem loft som tag, forsyne samme med et spjæld, som man efter behag kan åbne og lukke, og nu holde samme åbent under madkogningen. Dette træerør kan desuden med lethed forsynes med nogle træstokke til at tørre våde klæder på, hvorved man da kunde undgåe den ikke alene ubehagelige men tillige skadelige damp af disse sager, der under vore forhold snarere høre til regel end til undtagelse.