Hjem
Institutt for global helse og samfunnsmedisin

Fødselsomsorgen i Ytre Nordhordland 1858-87. En sammenligning med nasjonal statistikk

I Ytre Nordhordland gikk det lang tid før man innså nytten av å ansette utdannede jordmødre. Fødselshjelp ble gitt av lokale hjelpekoner som hadde lite å stille opp med når fødselsforløpet avvek fra det normale. Hyppigheten av dødfødsler og mødredødelighet lå 50-60% over det nasjonale gjennomsnittet. Lindås prestegjeld fikk sin første jordmor i 1860, Manger i 1874. I denne studien er det gjort multippel regresjonsanalyser for å undersøke hvilken betydning jordmordekning og obstetriske inngrep hadde for hyppigheten av dødfødsler og mødredødelighet i 30-årsperioden 1858-87. Forklart varians var 42% for dødfødsler, bare 6% for mødredødelighet. En bedret jordmordekning var assosiert med færre dødfødsler, mens det omvendte var tilfelle for obstetriske inngrep. Dette kan skyldes at slike inngrep bare ble gjort i ekstreme tilfeller. Det konkluderes med at legenes utrettelige kamp for ansettelse av flere jordmødre var viktigere enn deres ferdigheter med fødselstangen. Artikkelen er forfattet av Hogne Sandvik og ble publisert i Tidsskrift for Den norske lægeforening 1993; 113: 3715-7.

Hovedinnhold

Fra gammelt av var det erfarne "hjelpekoner" som assisterte ved fødsler, men allerede i 1810 fikk man i Norge en lovpålagt plikt til å benytte utdannede jordmødre der slike fantes (1). Dette førte til at både hjelpekoner og barselkoner risikerte tiltale og straff (2). Loven var upopulær og førte til sterke protester fra bondepolitikerne på Stortinget. Den ble derfor opphevet i 1839 (1).

Da Michael Krohn (1822-97) tiltrådte som distriktslege i Ytre Nordhordland i 1855, ble han forbauset over at det ikke fantes en eneste jordmor i hele distriktet (3): "Jeg indgik desaarsag allerede i October Maaned med Andragende til Lindaas og Mangers Formandskaber om at Midler maatte tilstaaes til Ansættelse af i det Mindste een examineret Jordemoder for hvert af Præstegjældene, og foredrog jeg selv Sagen i begge Formandskabsforsamlinger. Efter megen Debat bevilgedes endeligen det Nødvendige til een Jordemoders Ansættelse for Lindaas's Vedkommende, og forventes herpaa min Amtmands Approbation. Alle mine Bestræbelser var derimod forgjæves for Mangers Vedkommende."

Krohn var forskrekket over hvordan man behandlet fødende i Manger (4): "Naar Fødslen efter de tilstedeværende kloge Koners Formening ikke gaaer raskt nok for sig, vendes Konen om paa Hovedet og rystes tilstrækkeligen for at losse (løsne) Fosteret, eller hun maa hoppe ned fra en Skammel eller noget Lignende, eller hun maa endelig veie Salt, det vil sige, stille sig Ryg mod Ryg med en anden stærk Kone eller Karl og nu løfte hinanden vexelviis fra Gulvet. Fremkalde disse udmærkede Midler ikke den forønskede Virkning opgives alt Haab om at kunne yde den Lidende nogen Hjælp; thi liden er Troen saavel paa examineret Jordemoder som Lægen, og at hente disse langveis fra, "da staaer dei inkje i!" At mange bliver helseløse efter en saadan Medfart faller af sig selv."

Det skjedde regelmessig at fødende kvinner døde uforløst, og Krohn gjorde derfor utallige fremstøt for å få ansatt en jordmor i Manger. Han innbød til og med kvinnene til å overvære møtene i sunnhetskommisjonen, men fortsatt sa politikerne "nei" (5). Etterfølgeren Thomas Collett (1835-98) fulgte opp med en tordentale til sunnhetskommisjonen (6): "Den Commune, der for at spare en 20-30 Spd aarlig, ikke vil bevirke en saadan examineret Fødselshjælperske ansat, bærer næsten ligesaa stor Skyld som den Mand der for at spare nogle Dalere, ikke vil benytte sig af den Hjælp Vor Herre har givet ham, for at hans Kone og Barn kan blive frelst fra en uundgaaelig Død. Dette hans ligegyldige Forhold maa næsten kaldes Drab, og ikke af 1, men af 2 Væsener. En saadan Mand kan aldrig længre have nogen god Samvittighed, ligesaalidt som den uvidende Kone, han maatte have tilkaldt, og som blot kan hjælpe saalænge Naturen hjælper sig selv, naar hun da ikke tilkalder anden og kyndigere Hjælp, men rolig seer paa at Konen ligger der og døer. Ogsaa hun veed med sig selv at det ikke staaer i hendes Magt at redde hende. Hun bærer et stort Ansvar."

Først i 1872 fikk han gjennomslag for kravet. Dette var et kronår, med store avlinger og god økonomi, og "under saadan Tilstand faar man villigere Ører baade i og udenfor Sundhedskommissionerne, og mangt et Vink eller Forbillede tages til Følge" (7).

Medisinalberetningene inneholder mange og detaljerte beskrivelser av tragiske fødselsforløp. Rapportene tyder på at forholdene i Ytre Nordhordland var spesielt primitive. Hensikten med denne studien var å undersøke om de kasuisitiske beskrivelsene kunne bekreftes statistisk.

 

Metode
Medisinalberetningene er systematisk gjennomgått for den perioden Ytre Nordhordland var et eget legedistrikt (1853-87). De statistiske opplysningene er imidlertid tilgjengelige først fra 1858.

Det er gjort årlige registreringer av antall fødsler, dødfødsler og mødre som døde i barselseng. Alle obstetriske inngrep foretatt av legene er også registrert. Dette dreier seg hovedsaklig om tangforløsning, vending, embryotomi og kunstig løsning av placenta. Endelig er antall praktiserende jordmødre registrert hvert år. Tilsvarende opplysninger er også hentet fra den nasjonale statistikken for samme tidsperiode.

Hyppigheten av dødfødsler, mødredødsfall og obstetriske inngrep ble beregnet per 1000 fødsler, mens jordmordekningen ble utrykt som årlig antall fødsler per jordmor. Alle tall er angitt som gjennomsnittet for tre påfølgende 10-årsperioder (fig 1-4).

Multippel regresjonsanalyse ble utført med antall jordmødre og obstetriske inngrep som forklaringsvariabler og hyppighet av dødfødsler og mødredødelighet som målvariabler. Statistisk signifikans ble satt til p

Fra gammelt av var det erfarne "hjelpekoner" som assisterte ved fødsler, men allerede i 1810 fikk man i Norge en lovpålagt plikt til å benytte utdannede jordmødre der slike fantes (1). Dette førte til at både hjelpekoner og barselkoner risikerte tiltale og straff (2). Loven var upopulær og førte til sterke protester fra bondepolitikerne på Stortinget. Den ble derfor opphevet i 1839 (1).

Da Michael Krohn (1822-97) tiltrådte som distriktslege i Ytre Nordhordland i 1855, ble han forbauset over at det ikke fantes en eneste jordmor i hele distriktet (3): "Jeg indgik desaarsag allerede i October Maaned med Andragende til Lindaas og Mangers Formandskaber om at Midler maatte tilstaaes til Ansættelse af i det Mindste een examineret Jordemoder for hvert af Præstegjældene, og foredrog jeg selv Sagen i begge Formandskabsforsamlinger. Efter megen Debat bevilgedes endeligen det Nødvendige til een Jordemoders Ansættelse for Lindaas's Vedkommende, og forventes herpaa min Amtmands Approbation. Alle mine Bestræbelser var derimod forgjæves for Mangers Vedkommende."

Krohn var forskrekket over hvordan man behandlet fødende i Manger (4): "Naar Fødslen efter de tilstedeværende kloge Koners Formening ikke gaaer raskt nok for sig, vendes Konen om paa Hovedet og rystes tilstrækkeligen for at losse (løsne) Fosteret, eller hun maa hoppe ned fra en Skammel eller noget Lignende, eller hun maa endelig veie Salt, det vil sige, stille sig Ryg mod Ryg med en anden stærk Kone eller Karl og nu løfte hinanden vexelviis fra Gulvet. Fremkalde disse udmærkede Midler ikke den forønskede Virkning opgives alt Haab om at kunne yde den Lidende nogen Hjælp; thi liden er Troen saavel paa examineret Jordemoder som Lægen, og at hente disse langveis fra, "da staaer dei inkje i!" At mange bliver helseløse efter en saadan Medfart faller af sig selv."

Det skjedde regelmessig at fødende kvinner døde uforløst, og Krohn gjorde derfor utallige fremstøt for å få ansatt en jordmor i Manger. Han innbød til og med kvinnene til å overvære møtene i sunnhetskommisjonen, men fortsatt sa politikerne "nei" (5). Etterfølgeren Thomas Collett (1835-98) fulgte opp med en tordentale til sunnhetskommisjonen (6): "Den Commune, der for at spare en 20-30 Spd aarlig, ikke vil bevirke en saadan examineret Fødselshjælperske ansat, bærer næsten ligesaa stor Skyld som den Mand der for at spare nogle Dalere, ikke vil benytte sig af den Hjælp Vor Herre har givet ham, for at hans Kone og Barn kan blive frelst fra en uundgaaelig Død. Dette hans ligegyldige Forhold maa næsten kaldes Drab, og ikke af 1, men af 2 Væsener. En saadan Mand kan aldrig længre have nogen god Samvittighed, ligesaalidt som den uvidende Kone, han maatte have tilkaldt, og som blot kan hjælpe saalænge Naturen hjælper sig selv, naar hun da ikke tilkalder anden og kyndigere Hjælp, men rolig seer paa at Konen ligger der og døer. Ogsaa hun veed med sig selv at det ikke staaer i hendes Magt at redde hende. Hun bærer et stort Ansvar."

Først i 1872 fikk han gjennomslag for kravet. Dette var et kronår, med store avlinger og god økonomi, og "under saadan Tilstand faar man villigere Ører baade i og udenfor Sundhedskommissionerne, og mangt et Vink eller Forbillede tages til Følge" (7).

Medisinalberetningene inneholder mange og detaljerte beskrivelser av tragiske fødselsforløp. Rapportene tyder på at forholdene i Ytre Nordhordland var spesielt primitive. Hensikten med denne studien var å undersøke om de kasuisitiske beskrivelsene kunne bekreftes statistisk.

 

Metode
Medisinalberetningene er systematisk gjennomgått for den perioden Ytre Nordhordland var et eget legedistrikt (1853-87). De statistiske opplysningene er imidlertid tilgjengelige først fra 1858.

Det er gjort årlige registreringer av antall fødsler, dødfødsler og mødre som døde i barselseng. Alle obstetriske inngrep foretatt av legene er også registrert. Dette dreier seg hovedsaklig om tangforløsning, vending, embryotomi og kunstig løsning av placenta. Endelig er antall praktiserende jordmødre registrert hvert år. Tilsvarende opplysninger er også hentet fra den nasjonale statistikken for samme tidsperiode.

Hyppigheten av dødfødsler, mødredødsfall og obstetriske inngrep ble beregnet per 1000 fødsler, mens jordmordekningen ble utrykt som årlig antall fødsler per jordmor. Alle tall er angitt som gjennomsnittet for tre påfølgende 10-årsperioder (fig 1-4).

Multippel regresjonsanalyse ble utført med antall jordmødre og obstetriske inngrep som forklaringsvariabler og hyppighet av dødfødsler og mødredødelighet som målvariabler. Statistisk signifikans ble satt til p