1882 - Collett

Dødeligheden har været betydelig. De dødes antal udgjør 406, altså næsten dobbelt så mange som i 1881. Efter folkemængden den 31 decbr 1875, da den udgjorde 15103, vil altså dødeligheden være 26,91 pro mille, men beregnet efter den virkelige folkemængde den 31 decbr. 1882, 15500, 26,1 pro mille, det største forholdstal der i 19 år har været iagttaget i dette distrikt. Årsagen til denne store dødelighed må imidlertid tilskrives skarlagensfeber, hvem 94 af de kjendte dødsfald skyldes. Selv uden denne epidemis herjinger vilde dødeligheden været større end sædvanlig (20 pro mille). Således kjendes alene 23 dødsfald ved ulykkelige hændelser eller selvmord.

Skarlagensfeber har yttret sig i alle distriktets 4 herreder, og hvor den har fået indpas, har den havt charakteren af en ondartet epidemi. Dens første spor mærkedes i december 1880. Som i forrige beretning fremhævet, optrådte den i 1881 kun som mindre locale epidemier, som små ildebrande, der slukkedes uden at tænde nabohuset. Regelmæssig importeredes nyt smittestof fra Bergen, hvor den rasede mere end almindelig voldsomt, men det syntes som det her ikke var rigtigt tag i sygdommen. I 1882 fik den derimod mere og mere overhånd, og i årets 2det halvdel syntes det som store dele af distriktet stod i lys lue. Stærkest var Lindås og Herlø hjemsøgt, mindre Manger og Masfjorden.

Sygdommens charakter var ondartet, smittestoffet intenst og dødeligheden stor. Af de af mig behandlede 366 patienter ere døde 55, altså omtrent 15%. Jeg kjende imidlertid 94 dødsfald, der efter al sandsynlighed skyldes denne sygdom, hvorfor jeg har grund til at antage at mindst 550 børn have været angrebne.

Når en epidemi får et sådant overtag, står distriktslægen, der virke alene blandt en befolkning af 15500 mennesker, temmelig magtesløs. I et så vidstrakt, søhårdt og besværligt distrikt kunne umuligt alle blive tilseede, ligesom også tilsynet for den enkeltes vedkommende altid må blive mangelfuldt. Isolation og desinfection er vel foretaget i stor scala, men for udførelsens omhyggelighed kan distriktslægen ikke garantere, da controllen altid må blive mangelfuld.

Når der spørges om under hvilke af sygdommens stadier de fleste dødsfald indtraf, da må svares, for dette års vedkommende ere alle stadier omtrent lige repræsenterede. I feberstadiet døde forholdsvis mange. Disse kom sjeldnere under behandling, men når det lykkedes at komme tidsnok, fandt jeg at chinin ydede størst nytte. Af bade så jeg kun sørgelige resultater, men muligens blev de benyttet uden tilbørlig forsigtighed. Complication med glandelabscesser var almindelig, diphterit i svælg og næse hyppig, og anasarca påfulgte altfor ofte, selv hvor man måtte antage at pleien var forsvarlig. Afskallingen syntes at stå i forhold til exanthemets farve og udbredning, samt feberens styrke. Hos de fleste var der fint flas, hos enkelte derimod var der større partier af epidermis som løsnede, dels uden dels med suppuration.

Constitutionel syphilis har dette år mod sædvane vist sig hos flere, men mærkværdig nok, blot hos kvinder. 2 gifte og 4 ugifte har været angrebne, og det i ikke ubetydelig grad, inden vedkommende søgte hjælp. Smitten var i disse, og såvidt bekjendt også i flere tilfælde udenfor dette distrikt, påført dem af en dampskibsfører, der under farten i disse fjordarme i stor udstrækning pleiede at meddele fribilletter til forskjellige, men især til smukke exemplarer af det kvindelige kjøn. Selv har han antagelig havt en chanker i novbr. og decbr. 1881, thi fra denne tid skriver sig de angrebnes infection. Vedkommende person blev af mig strax anmeldt for fogden i Nordhordland og politiet i Bergen, men han unddrog sig visitation ved at rømme til Amerika, efterat han var bleven kjendt med anmeldelsen. Den sæd han har udsåt bærer fremdeles frugt.

Sindssygdomme synes de sidste år at være forekommet noget hyppigere end forhen. Den religiøse vækkelsen, fremkaldt ved omreisende lægprædikanters, deriblandt også baptisters virksomhed, synes at være en væsentlig årsag. For amtscommunens regning forpleides ialt 23. Deraf ere 14 udsatte fra fremmede fattigcommuner til forpleiere i Lindås sogn.

Også med hensyn til levemåde og hygieniske forhold, henvises til mine tidligere afgivne beretninger. Distriktet synes at være i jevn fremgang, overalt liv og rørelse. Vækkelsen er kommet måske altfor hurtig, thi på grund af manglende dømmekraft, begrundet i utilstrækkelig oplysning, er almuen endnu et villieløst redskab i de enkelte mægtigeres hænder. Forbedringer i de hygieniske forhold sees fremdeles, i særdeleshed med hensyn til boliger, udhuse (vandhuse) og forbedret husstel.