Hjem
Institutt for global helse og samfunnsmedisin

1877 - Collett

Nervefeberens optræden i dette år har næsten været sporadisk, eller som i sidste 10 år, yttret sig som små begrændsede epidemier på de forskjelligste steder af distriktet, uden at have spredt sig over større partier.

Hovedinnhold

I begyndelsen af året herskede den i Lindås sogn på gårdene Lindås og Fanebost (fortsættelse fra foregående år), samt på Lerøen i Østreim sogn og Fjeldsbø i Myking sogn. På disse langt fra hverandre beliggende gårde, vare kun medlemmer af en og samme familie angrebne. Denne epidemi, som ophørte i april måned, antages at være ført fra en gård i nabodistriktet, hvortil den skal være kommet med jernbanearbeidere fra Vossebanen.

I juni måned kom 3 nye importer til distriktet, nemlig til gården Morken i Manger, Fosdal og Yttre Haugsdal i Masfjorden, i august atter en ny, nemlig til gården Sylte i Manger, og i octbr. til Lindås. Alle disse importer skede ved syge arbeidere fra det mekaniske værksted i Solheimsvigen ved Bergen, hvor de havde været indlogeret hos familier hvor nervefeber herskede. Såsnart sygdommen kom til min kundskab, bleve de syge så godt som muligt isolerede, og sygdommens art bekjendtgjordt. Herved kunde dog ikke undgåes at husets eller stuens øvrige beboere bleve angrebne. Således blev på Morken, Fosdal og Lindås epidemiens videre udbredning hindret. Fra Yttre Haugsdal kom den til gården Tangedal (eller pladset Eikebotten), derfra til Hosteland og Holsøen, ialt 16 angrebne.

Fra Sylte førtes den til Marøen, den største og folkerigeste gård i Manger. Her er 22 gårdbrugere, hvis huse ligge i en eneste stor klynge, med udhuse og gjødseldynger, dels i dels udenfor kredsen. Både er gården berygtet for sin usundhed, og ansees beboerne for at stå på et lavere trin end strilebefolkningen i almindelighed. Under disse vanskeligheder var det ikke andet at vente end at smittestoffet vilde finde en frugtbar jordbund. Inden sygdommen kom til min kundskab, var 16 angrebne i løbet af 14 dage. I novbr., decbr., samt januar og febr. måned af dette år førtes sygdommen fra hus til hus og mand til mand. At forsøge på at hindre dens fremgang på denne ø, vilde være et forgjæves arbeide. Det gjaldt blot at sætte den en grændse, og det lykkedes tilslut, idet kun en husmandsfamilie under gården Kvalheim indsygnede. I alt vare angrebne 33, med 4 døde.

Efter dens ophør på Marøen har den ikke yttret sig nogetsteds i distriktet. I 1877 vare ialt 92 angrebne, med 2 døde. De øvrige døde tilhøre indeværende år. Sygdommen yttrede sig som en mild abdominel typhoid feber, men antog en alvorligere karakter, hvor skiddenfærdigheden var stor og pleien slet.

Skarlagensfeber. Som fortsættelse af den i forrige medicinalberetning omhandlede, i slutningen af decbr. 1876 på gården Manger (Øvre og Nedre) udbredte epidemi, vedvarede den i januar og februar måneder sammesteds. På de tætbebyggede og tætbefolkede gårde herskede sygdommen med en heftighed som kun sjelden sees. Den gik fra hus til hus og barn til barn. I alt var angrebne 27, med 8 døde. Hos alle disse indtraf døden på sygdommens 35 dag. Af glandelabscesser og hydrops, hvoraf flere tilfælde, døde ingen. Alle forsigtighedsregler til epidemiens standsning bleve tagne. Skolen lukkedes, og trafiken hos handelsmanden, hvor sygdommen først udbrød, blev indskrænket, og foregik for en del udenfor huset. Alle husfædre og voxne personer bleve flere gange samlede, foredrag holdtes om sygdommen, dens væsen, og sygepleien. At denne voldsomme epidemi ikke fik videre udbredning, må ansees som et stort resultat, thi Manger er præstegjeldets controlpunkt, hvorfra den efter al beregning med lethed kunde have spredt sig i det vide og brede.

I juni, juli og august herskede epidemien på Fedje, hvortil smitten antagelig var kommet fra Bergen. 17 bleve angrebne, 1 død. Med en fattig, betlende kone fra Fedje, hvis børn netop havde havt skarlagensfeber, førtes sygdommen til Myking sogn af Lindås (4 mile). Med det først angrebne barn havde hun nemlig leget og kjælet. Dette døde, og strax efter optrådte sygdommen hos 5 familier, der havde været gjæster ved begravelsen. Først da kom epidemien til min kundskab. Fra juli 1877 til marts d.å. fortsatte den sin gang fra gård til gård over den største del af sognet, men værst rasede den på halvøen, der strækker sig fra Ostereidet nordefter. I begyndelsen var epidemien mild og lide dræbende. Efter kuldens indtræden blev den strengere. 64 vare angrebne med 7 døde.

Næringsveiene. På grund af det ringe høudbytte i 1876 var forrige våren en ulykkestid for dette fattige distrikt. For at holde liv i de før betydelig underernærede kreaturbesætninger måtte store partier mel og hø, til overdrevne priser, indkjøbes. Denne uforudseede udtælling, der udgjorde forholdsvis store kapitaler, måtte tilveiebringes ved lån i banken eller kredit hos handelsmændene, og har derfor sat distriktet betydelig tilbage. Når hertil kommer at fiskeriene i flere år har slået feil, og sidste års kornavling var høist mislig, er den øconomiske tilstand her for nærværende mindre end god. Contante penge ere vanskelig at opdrive, og låneøgningen til bankerne er altfor stor, især fra de yttre dele af distriktet, mindre fra Masfjorden, hvor velstanden er jevn god og næringsveiene flere.

Trods dette, eller i flere tilfælde på grund heraf, drives udskiftningen i samme store målestok som før. Nye forretninger forlanges stedse, og selv i Mangers præstegjeld, hvor der før har været complet stilstand, har man nu fået øinene op for udskiftningens store fordele. Men på grund af forretningernes mængde, går det nu langt senere med hver enkelt end det burde. Hvor imidlertid en sådan er tilendebragt, ser man velindredede, efter sundhedsforskrifternes regler, fra nyt opførte eller omforandrede bygninger. Både husholdningsvæsenet og gårdsstellene indrettes på en fornuftigere måde, og med det forbedrede stel kommer også større renlighed.

Da jeg anser udskiftningen af det skadelige fællesskab som den kraftigste løftestang, såvel i sanitær som i øconomisk henseende, undlade jeg ingenlunde at opfordre og overtale den ellers træge almue til dette skridt, og anser jeg derfor udskiftningens fremme som sundhedskommissionens vigtigste opgave. Sameiet viser sig nemlig som den væsentligste hindring for sundhedsreglernes gjennemførelse. Til exempel kan anføres at der er større gårdsbrug hvis eier ikke har så megen grund omkring sit hus, at han derpå kan opføre et privet, hvorfor sundhedskommissionen hidtil har måttet fritage ham for denne forpligtelsen.