Om spedalskheden II (13.juli 1860)

Sygdommen er desværre hverken ny hos os eller andetsteds, tvertom kunde vi forfølge den næsten ligeså langt tilbage i tiden, som der gives historiske optegnelser. Således træffe vi den allerede 1500 år før Christi fødsel, da jødenes store og vise lovgiver Moses meente, ved en skånselløs afspærring og overmåde strenge forholdsregler mod disse ulykkelige spedalske, at angribe ondet i dets rod, og hindre derved sygdoms videre udbredelse; hvilke bestræbelser imidlertid så lidet lønnedes med et heldigt udfald, at vi såvel medens vor frelser vandrede hernede finde ham udøve sine kjærlighedsgjerninger mod disse lidende, som senere, ligetil den nyeste tid, træffe sygdommen udbredt på de samme steder, hvor vi først hørte den omtalt, i samtlige kystegne, navnlig ved bunden af Middelhavet.

Først i det 6te århundrede efter Christus synes sygdommen at have krævet nogen indgriben fra staternes side i Europa. I året 571 finde vi nemlig det første hospital eller som det da kaldtes, leprosari, omtalt i Charolais i Frankrig. Noget senere finde vi disse tilflugtssteder for leprøse eller spedalske også påbudne i Tyskland, Italien, Spanien og England, og på korstogenes tid, mellem årene 1096 og 1291, i samtlige Europas stater; thi foruden at disse korstog i omtrentelig 200 år skildte Europa med 7 millioner menneskeliv, er det nok aldeles utvivlsomt, at denne uophørlige menneskestrøm mellem Vesten og Østen tillige var årsag til spedalskhedens såvel pludselige som uhyre opsving; idet et enkelt land, Frankrig, uagtet dets grændser dengang langtfra havde sin nuværende udstrækning, dog så sig nødsaget til lidt efter lidt at oprette flere tusinde leprosarier. Allerede i 1226 var deres antal 2000, og senere var der neppe en by end ikke en borg i det hele land, som ikke var forsynet med et sådant hospital. Lignende beretninger have vi omtrenteligen samtidigen fra Italien, England, Skotland og Ireland, eftersom landene reves med i den samme strøm mod Østen.

Sygdommens foruroligende tiltagen tilskreves dens smitsomhed, og gik man desårsag i hine barbariske tider frem med en forfærdelig strenghed mod disse ulykkelige. Under svære straffe måtte enhver på mindste mistanke møde frem til undersøgelse, og uden persons anseelse finde sig i at blive puttet ind i leprosarierne, eller som de også kaldtes, urenheds huse, hvilke de kun på meget hårde betingelser måtte forlade. De måtte undvige enhver som mødte dem, og indtage en sådan stilling at vinden blæste fra dem, aldrig måtte de vise sig uden i en bestemt klædedragt, ingensinde sætte foden indenfor andenmands dør, aldrig berøre noget uden med sin stok, ind i byerne måtte de kun komme til visse bestemte tider, og da måtte de tilkjendegive deres kommen ved træeklopper, en klokke eller et fad, som de bære på ryggen, alt for at man kunde gå af veien for dem, eller i tilbørlig afstand tilkaste dem en almisse.

Fra det øieblik den spedalske var optaget i et leprosarie betragtedes han såvel som kirkelig og borgerlig død, mistede sine eiendommer, og kunde ingen arv modtage. Ved hans indlemmelse i disse stiftelser læstes endog de sædvanlige sjelemesser over ham, medens de almindelige liigceremonier udførtes. Lovene med hensyn til de spedalskes omgang eller sammenkomster med de friske var så strenge, at udenfor leprosarierne fandtes ofte opreist galger, for øieblikkeligen at kunde udøve straffen på dem der overtrådte forskrifterne. I Skotland var det bestemt at dersom nogen spedalsk qvinde fik et barn, skulde både hun og barnet brændes levende.

Da det nu var forbeholdt den nyeste tid at udgrunde såvel sygdommens væsen som bestemme dens kjendemærker, have vi let for at tænke os hvor mangfoldige lidende af andre hudsygdomme der i disse leprosarier blev levende begravne, og kjendsgjerningerne ere desværre mange på at de allerlaveste bevæggrunde, som pengegjerrighed, had osv., når man ønskede at blive nogen qvit, her havde en vid måde til at øve sin ondskab på.

Til denne sørgelige beskrivelse have vi endnu kun at tilføre om enkelte kongers, som Philip den 5tes og Carl den 6tes rasende forfølgelser mod disse ulykkelige, idet de befalte at alle spedalske skulde brændes for at rense både sjel og legeme, og at i Asiens lande Tamerlan (Timur lenk) gik frem med samme grusomhed, befalende at alle spedalske skulde udryddes i de af ham erobrede lande.

Det bliver os nu tålelig letforklarligt hvorledes spedalskheden med nødvendighed måtte aftage således i det 16de århundrede, at Frants den 1ste kunde forordne at leprosariernes indtægter skulde anvendes på anden måde. Men et andet spørgsmål bliver det derimod om denne sygdommens aftagen bliver at tilskrive således som almindelige skoler, civilisationen, oplysningen og den deraf følgende bedre jorddyrkning, hensigtsmæssigere klædedragt, sundere levemåde osv. Mig synes det tvertom klart at den ovenanførte rædsomme og barbariske fremgangsmåde nødvendigvis måtte fremføre et sådant resultat, når jordbunden ikke var særdeles gunstig for sygdommens trivsel; hvorfor man da heller ikke hverken i Frankrig, Italien eller i det hele taget ved Middelhavet har været istand til at fordrive spedalskheden fra kystegnene.

At denne sørgelige sygdom fornemmeligen trives og ligesom har fæstet bo i kystegnene, derfor have vi desværre mer end tilstrækkelig erfaring, hvad enten nu årsagen hertil ligger i havluftens egne blandingsforhold, og er dette forbeholdt fremtiden at oplyse, eller dennes feiglighed og råhed, samt disse egnes hyppigt og brat vexlende temperaturforhold, i forening med altfor liden omtanke hos befolkningen til at beskytte sig mod climaets og veirlagets indflydelse, må bære skylden, derom ere vi heller ikke komne til klar erkjendelse. Så meget kan vi imidlertid ansee for vist, at det fornemmeligen er gjennem en forstyrret hudvirksomhed, hvorved blodet beholder stoffe der gjennem huden burde udskilles, at den for spedalskheden særegne og feilagtige blodblanding optræder, hvorfor vi også må være belavet på, under forøvrigt lige omstændigheder, fornemmeligen at træffe sygdommen der hvor luften indeholder mest vanddampe, regnmængden altså er størst, og folkets næringsveie og bedrift medføre nødvendigheden af at udsætte sig, med dårlig beklædning, for disse skadelige ydre årsagers indvirkning.

Kun ved at stille os dette klart for øie, kan vi forklare os hvorfor spedalskheden i Norge har været og er i stadigt tiltagende, medens den samme sygdom, uagtet den i middelalderen var ligeså udbredt i det øvrige Skandinavien, nu er så godt som ukjendt der, uden at man hverken har kjendt eller anvendt flere midler til dens bekjæmpelse, ligesålidt som vi uden en sådan anskuelse have let for at begribe hvorledes i nabopræstegjelde, det med hensyn til sundhedsforhold og oeconomi bedst stillede præstegjeld, ere mest hjemsøgt af denne sygdom, et forhold som inden samme præstegjeld endog kan finde sted inden de forskjellige sogne, medens denne afvigelse fra de almindelige regler kan finde sin naturlige forklaring når veirlaget, feiglighedsgraden og næringsveiene inden angjeldende præstegjelde eller sogne tages nærmere i betragtning.

Hvad dette distrikt angåer, vil man da i det mindste finde at antallet af spedalske er dobbelt så stort i Lindås som i Manger, og at inden Lindås præstegjeld ere sognene Sandnæs, Myking og Lindås de hårdest angrebne, uden at med rimelighed nogen anden grund hertil kan antages end den større regnmængde, luftens mindre stadige fornyelse mellem de høie fjelde, samt gjætninger og elveflødninger under en utilstrækkelig beklædning. At den svagere byggede qvinde, den med mindst modstandskraft udrustede, her snarest må ligge under, er en selvfølge, og kan det derfor ikke overraske at 2/3 deel af de angrebne tælles blandt qvinderne, hvortil muligens også det kan bidrage sit, at gjætningen måske mest udføres af disse, ligesom heller ikke qvinder er forskånet for elveflødning, og desuden stedse om sommeren i alskens veir må traske, som oftest barbenet, på hyppigen lange stølvei.

Må vi nu end villigen indrømme at der i rækken af iagttagelser mangler et led i kjeden, sålenge vi kun kan sige at således er det, og ikke hvorfor det er således. Må dog det stå klart for iagttageren, når man skal afhandle sygdommens årsager, at dens rod eller dybeste grund må søges i et af sådanne forhold ledsaget kystclimaet, at der fra havet skjærer sig dybere fjorde ind, omgiven af høie fjelde. I denne gunstige jordbund finder sygdommen væsentligst sin næring, og i forhold hertil blive alle andre årsager at betragte som leilighedsårsager, der nok som sådanne kan betinge sygdommens synlige udbrud, men dog stedse kommer at spille den underordnede rolle.

Næst efter denne væsentligste og første årsag indtager arveligheden den anden plads. Det er nemlig en kjendsgjerning, at selv efter vore nuværende høist mangelfulde iagttagelser i denne retning, hører dog omtrent 60 procent af de angrebne til familier, i hvilke sygdommen har hørt hjemme tidligere. De slægtregistre, som nu forhåbentlig forfattes rundt om i de af spedalskhed hjemsøgte egne, vil engang i tiden komme til at spræde tilstrækkeligt lys over denne gjenstand.

Efter arveligheden må modtagelighedsævnen hos det enkelte menneske komme i betragtning, thi det hører ikke længer til de tvivlsomme sandheder at det ene menneske er mere modtageligt for een sygdom end det andet, og at selve modtagelighedsævnen er forskjellig til forskjellige tider og afhengig af mangfoldige årsager, navnligen dog af legemlige eller sjelelige forstemninger.

Alle andre årsager, der i det enkelte tilfælde må antages at betinge sygdommens synlige udbrud, kalde vi leilighedsårsager, og her ere vi da komne ind på et felt, hvor man har været hildet, og letteligen også kan blive hildet i ensidige iagttagelser, hvorved en enkelt bedrift eller en enkelt årsag bliver tillagt en overveiende betydning. Vi have imidlertid at stille os klart for øie, at alt her kan komme at få en betydning, der bidrager til at svække eller nedbryde legemets modstandskraft, og herved bliver da alt at betragte som leilighedsårsag, der er stridende mod de almindelige sundhedsregler. Da enhver enkelt her henhørende gjenstand deels allerede har været, deels senere skal blive gjenstand for særegne afhandlinger, vil jeg her kun nævne de ting, som væsentligst fortjene at komme i betragtning.

Usund føde, bedærvet og utilstrækkelig kost betinger usundt og utilstrækkeligt blod, hvoraf igjen legemets mangelfulde ernæring er afhengig, og derved sygelighed betinget.

Dårlig, uhensigtsmæssig og mangelfuld beklædning, navnlig dårligt eller intet skotøi og manglende ulden beklædning nærmest kroppen, især hos qvinder, betinger deels forstyrret hudvirksomhed i det hele, deels forstyrrelser og standsning i den månedlige renselse, hvorved i alle tilfælde stoffe, der burde udskilles, forblive tilbage i blodet og svække helbreden på mange måder.

Slet byggede, trange, mørke, urene og slet luftede huse bidrage, af mangel på tilstrækkelig som tillige reen luft, til en feilagtig blodblanding, hvorved legemet gjøres mere modtageligt for enhver skadelig ydre indvirkning.

Enhver udskeielse eller tilfredsstillelse af lidenskaber, umådelighed i drik, overlæssen av maven med mad, overdreven tilfredsstillelse af kjønsdriften, udtømmer nervekraften og virker denne udtømmelse igjen tilbage på blodblanding og ernæring, hvorved livskraften nedbrydes, og døren åbnes for indtrængningen af ethvert helbreden fiendtligsindet stof.

På lignende måde virker sindlidelser af enhver art, næringssorger, bekymringer, sorg, frygt, skræk, ulykkelig kjærlighed, kort sagt alle ængstelser der sætte nervesystemet i stadig spænding, hvorpå med nødvendighed følger en slappelse, der ståer i et bestemt forhold til spændingens grad.

Den skade som utidige og hensynsløse blodudtømmelser med nødvendighed må forvolde, skal blive gjenstand for et senere foredrag.

Skrider vi nu til at afhandle næringsveie og den daglige bedrift, følger det af sig selv at den næringsvei, det arbeide, der udsætter meest for ondtlidende, navnligen fugtig kulde forbunden med overanstrengelser, meest undergraver helbreden, og set i forhold til næringsmidlernes og beklædningens godhed, jo bedre kost, jo bedre beklædning, desto større modstandskraft hos legemet og omvændt. En enkelt gangs særdeles ondtblivende, en enkelt nats udeliggen, kun en gangs uforsigtighed, enten ved gjennemvåd at udsætte sig for træk, blæst, nyde varm og svedende iiskoldt vand, lægge sig til hvile på den blotte jord osv. kan her medføre de sørgeligste følger og betinge sygdommens udbrud, som man i modsat fald skulde have været forskånet for.

Blandt disse slags arbeider ståer gjætningen øverst, deels fordi den udsætter hyppigst for dette slags ondtblivende, deels fordi den hyppigst besørges af børn, hvis modstandskraft er mindst, og deels endeligen fordi beklædningen som regel er aldeles utilstrækkelig til at beskytte mod et barskt veirlags indflydelse. En pligt må det desårsag være for enhver, der haver gjætere, at forsyne disse med godt skotøi og varm beklædning, fornemmelig dog med skind eller olieklæder i regnveir.

Næst efter gjætningen kommer elveflødningen, tømmerdriften, ethvert slags arbeide der medfører vadning i vand, fornemmelig sneevand, og kan jeg ikke noksom ivre mod den aldeles utidige barfodgåen der begynder tidlig om våren, for uden hensyn til veirlaget at fortsættes til langt ud på høsten.

Slutteligen kan jeg blandt sygdommens årsager ikke undlade at bemærke dens smitsomhed. Denne synes nemlig fra eldre tider, ligefra Moses til langt ind i middelalderen, at have spillet en væsentlig rolle, hvilken rolle imidlertid lidt efter lidt lader til at være bleven udspildt, uden at den dog for tiden kan nægtes al indflydelse. Den kan dog ikke være betydelig da man ligefra Katharina hospitalet, det nuværende St. Jørgen, i året 1276 stiftedes i Bergen af kong Magnus Håkonsøn, ligetil nutiden, endnu ikke veed af at sygdommen er bleven ved smitte forplantet til nogen af dette hospitals talrige betjente, ligesom heller ikke de tilfælde ere mange, hvor smitte til ægtefolk eller andre kan antages at have fundet sted. I sidste tilfælde må desuden bemærkes at iagttagelserne aldrig kan blive rene, idet angjeldende ægtefælle eller tjener er underkastet de samme ydre indflydelser som den tidligere spedalske. Så meget er imidlertid sikkert, at opmærksomheden bør vedblive at være rettet også mod dette punkt, og at jeg gjør regning på, gjennem sundhedscommissionens medlemmer, at blive meddeelt underretning om alle de tilfælde, der kunde synes at tale for en sådan antagelse.

For oversigtens skyld har jeg troet det rigtigst i al korthed at meddele endnu een gang de resultater, hvortil mine iagttagelser med hensyn til denne sygdom have ledet.

1. Da de grusomme og barbariske forfølgelser hvorfor de spedalske i middelalderen gjennem en længre tid vare udsatte, ikke formåede at lede til sygdommens udryddelse i angjeldende landes kystegne, må der i kystclimaet være omstændigheder eller særegne betingelser forhånden som begrunde denne sygdom, med andre ord der er sygdommens hjem.

2. Sandsynligheden taler for at disse særegne betingelser må søges i en for disse kystegne eiendommelig luftblanding, i et eller flere stoffe iblandet luften, hvilket stof eller stoffer det sikkerligen en gang i tiden skal lykkes chemikeren at påvise, i lighed med hvad der allerede har fundet sted med andre sygdomme, der ere eiendommelige for bestemte jordslag eller tragter.

3. At dette stof eller disse stoffe må træffes i størst mængde der, eller være mest virksom, hvor de stedlige forholde tillade deres opdyngen, altså hvor dybe fjorde skjære ind, og disse ere omgivne af luftstrømningerne mødende høie fjelde, der lægger hindringer i veien for en fri luftvæxel.

4. Modtageligheden for dette stof er yderst sjeldent så stor at den for sygdommen eiendommelige blodblanding vil foregå, med mindre man tidligere har udsat sig for de udhævede leilighedsårsagers indvirkning.

5. Blandt disse leilighedsårsager spiller de den væsentligste rolle, der forstyrre hudvirksomheden ved at udsætte legemet for feiglig kuldes indvirkning, og dette jo mindre modstandskraft, ifølge alder osv. angjeldende der herfor er udsat, er i besiddelse af.

6. Sygdommen er arvelig, forplantes gjennem slægterne, om den end kan springe over et eller flere leed, og sandsynligheden for at blive angreben tiltager i forhold til at ægteskaberne sluttes imellem familier, inden hvilke sygdommen hersker eller tidligere har hersket.

7. Sygdommens smitsomhed, hvorom der i middelalderen hverken herskede eller godt kunde herske tvivl, synes for øieblikket kun at have liden betydning, om den end ikke kan eller bør lades udaf betragtning.