1884 - Collett

Den synes at have veget plads for sine slægtninger diphterit og croup, der allerede i årets første måneder yttrede sig på enkelte steder sporadisk. I løbet af sommeren og høsten tiltog sygdommen i hyppighed, i begyndelsen uden nogen bemærkelig sammenhæng mellem de enkelte tilfælde, men senere med den rette epidemiske charakter. Udbredelsen var dog ikke ligelig over hele distriktet. Medens Masfjorden og større strøg af Lindås, samt Øigarden kun var svagt berørt, rasede den voldsomt i enkelte dele af Manger og Lindås.

En enkelt skolekreds i Manger frembød de fleste tilfælde. Gårdene Morken, Kolstad, Kartvedt, Sæbdal, Frotjold, Taugle og Haustad, der danne et bælte tversover Radøens midtparti, var fornemlig sæde for epidemien. Skjønt børn fra de smittede huse var forbudte at besøge skolen, syntes det dog som smitte fulgte skolen, eller rettere lærer og elever.

Spørgsmålet om ikke alle de af croup angrebne, har lidt af diphterit, eller rettere om ikke croup og diphterit er samme sygdom, må når hensees alene til denne epidemi besvares bekræftende. Sygdommen begyndte nemlig ofte som svælgdiphterit. Hvor jeg kom tidsnok til og toucherede eftertrykkeligt med lapis, hindredes dens videre fremgang. I andre tilfælde angrebes larynx og trachea secundært, samtidig med at diphteritisk belæg observeredes i pharynx, medens i henved halvdelen af tilfældene intet belæg fandtes i pharynx. Disse sidste har jeg på listen opført som croup, skjønt jeg ikke betvivle at sygdommen har været trachealdiphterit.

Charakteristisk for denne epidemi er at den sågodtsom udelukkende har holdt sig til barnealderen. Behandlingen har i denne hurtigløbende sygdom, på grund af de store distancer, været meget lidet effectiv. Ofte har mit arbeide kun bestået i at constatere dødsårsagen, og udlevere medicamenter til brug ved muligens senere optrædende tilfælde.

Secundær syphilis er iår iagttaget hos en gift kone, smittet af et fra Bergen (ikke fattigvæsenet) til hendes forpleining udsat barn, hvis sygdom hun ikke forstod. Sygdommens første symptom (chankeren) var bemærket i mundvigen. Skjønt hun kom under behandling flere måneder senere, blev dog ikke manden smittet. Hereditær syphilis forekom hos et nyfødt barn. Moderen var en af de kvinder der, som anført i en tidligere beretning, 1 1/2 år før nedkomsten var smittet af den bemeldte dampskibsfører, som i så rigeligt mon spredte syphilis rundt i distriktet.

Af svindsot er dette år behandlet flere tilfælde end sædvanligt. Det synes som sygdommen er bleven hyppigere i de senere år.

Af chirurgiske operationer er udførte en for tillukket anus hos et 3 dage gammelt barn. Det var icterisk og yderlig forkommet. Efter tilendebragt dissection, rigelig afføring. 14 dage senere var åbningen næsten gjengroet. Der anvendtes da incisioner og forceret dilatation, hvorefter resulterede fuldstændig helbredelse og en naturlig anus.

Om levemåden og hygieniske forhold er lidet at tilføie til hvad jeg i de senere års medicinalberetninger har fremhævet. Velstanden er tiltaget i de indre jorddyrkende distrikter, væsentlig på grund af jordbrugets opkomst og de gode åringer. I de yttre, hvor fiskeri er den hovedsagelige næringsvei, er dette ikke tilfælde, thi på havet har været uår. Silden, der før skaffede den væsentligste indtægt, synes forsvundet fra distriktets kyster. Istedetfor at sælge af overfloden, må nu mangesteds kjøbes til husbehov. Med silden er også de andre fiskesorter udeblevne. Torske og seifisket er for intet at regne, og selv det daglige småfiske er ubetydeligt. Laxefisket om våren er det eneste som har givet nogen indtægt, men det falder som bekjendt kun på enkelte hænder, og kommer i ethvert fald ikke de fattige tildel. Hummerfisket har heller ikke givet det sædvanlige udbytte.

I Herlø, den yttre del af Manger og på Fedje er derfor velstanden aftaget. At den dog ikke er end yderligere svækket under de beskrevne sørgelige forhold må for en stor del tilskrives almuens, fornemmelig de yngres større foretagsomhed, thi istedetfor at ligge hjemme og forgjæves vente på sild og fisk, drage nu en stor del ud til fjernere steder, hvor fisket slå bedre til. Sommerfisket i Nordland, vårtorskefisket på Søndmør, i Lofoten ja tildels i Finmarken får årlig flere og flere deltagere fra strilebygderne. Medens en stor del drage nordover på dampskib og lade sig hyre af stedets beboere, benytte mange sine egne bE5†de og redskabe. Det skaffer rørelse, liv og indtægt. Medens flere vende tomhændede hjem, kan enkelte medbringe hvad man på disse kanter kalder en formue. Men det går her som andetsteds: De ved fiskerierne lettjente penge, gå langt hurtigere end gårdbrugernes surt erhvervede skillinger, thi det omflakkende reiseliv og opholdet fjernt fra hjemme, give smag på et større velvære og et større forbrug. Dette virker igjen tilbage på levemåden og de hygieniske forhold, der selvfølgelig forbedres ved samkvemmet med fremmede og den mindre sparsommelige levemåde.

Skjønt de yttre dele af distriktet fremdeles står langt tilbage for de indre, er der dog god grund til at erklære at for hvert år spores fremgang til det bedre. Rigtignok findes her som så mange andre steder familier hvis levemåde og hele forhold er yderlig slet, men disse blive mere og mere undtagelse, og ikke som i tidligere dage regel. Kostholdet forbedres, især med hensyn til renlighed, og synes især omsorgen for de syge at blive omhyggeligere. Lægesøgningen er tiltaget og den gamle "åtgjøring" ganske svunden.

Jeg har grund til at tro, at det fremdeles vil gå fremad, thi befolkningen er ikke uvillig til at tage efter, sålangt evnerne strække. Rigtignok ere disse, på grund af de tarvelige livsvilkår hvorunder den lever, ikke store, men man skal påskjønne enhver bestræbelse der viser en god tanke, og ikke mistvivle om at det ene skridt fremad med nødvendighed drage det andet efter sig.

Efter 22 års virksomhed i Yttre Nordhordlands lægedistrikt er jeg mere og mere kommet til erkjendelse af, at i denne af udenforstående "som træg og uimodtagelig" anseede befolkning, findes en god grund hvori den nedlagte sæd spirer, og med tiden vil bære gode frugte. Beviset herfor ligger i den store fremgang som har fundet sted i de forløbne år. Når først erkjendelsen om enhver forbedrings sande og virkelige nytte er vækt, vil også kappelysten vågne, og efter en tids forløb er fremgangen over det hele påtagelig. Men da evnerne ere små, vil en menneskealder her gjælde lige med år i den store verden, hvor moden har herredømet.

Fra distriktets 5 jordemødre, Lise Eriksen i Masfjorden, Ingeborg Fanebost i Lindås og Lygren sogne af Lindås, Oline Hodnekvam i Myking sogn af Lindås, Martha Østreim i Østreim og Fedje sogne af Lindås, Hansine Bouge i Mangers præstegjeld foreligge ingen beretning trods anmodning. Jordemoderposten i Herlø er ubesat.

I denne tid da spedalskhedens ætiologi er et af de mere brændende spørgsmål, vil det formentlig ansees passende at jeg, der nu har afsluttet en 22årig virksomhed i et distrikt hvor nævnte sygdom er godt repræsenteret, ledsager denne medicinalberetning med de oplysninger som jeg erfaringsmæssig har erhvervet i dette tidsrum. Da disse imidlertid ikke gå langt udenfor den for distriktet førte protocol, kan jeg indskrænke mig til at vedlægge afskrifter af samme, og tilføie et statistisk resume.

Distriktslægenes protocoller er efter min mening den kilde hvorpå oplysninger til bestemmelse af sygdommens ætiologi skal hentes. Fremdragningen af enkelte usammenhængende exempler, der tages til indtægt snart for denne, snart for hin mening, vil aldrig blive fuldt bevisende. Men tiden er endnu ikke kommet til at man med hel nytte kan bruge protocollerne. Rigtignok er snart en menneskealder forløben siden Vestlandets læger begyndte at føre tællingslister og optegne alt vedkommende distriktets spedalske, men til at constatere smitteforholde, ægteskabsforholde og fornemlig afkommets skjæbne behøves flere menneskealdre.

Når jeg ikke destomindre udsende vedlagte afskrifter og extract, sker det væsentlig for at vise at man i sådanne kan have et godt materialie, som samlet fra alle Vestlandets distrikter fortjene at studeres og statistisk bearbeides. Skjønt det altså er for tidlig at slutte noget bestemt, vil jeg dog ikke undlade at fremhæve hvad protocollen for Yttre Nordhordlands lægedistrikt for tiden beretter til spørgsmålets besvarelse.

Fra 1ste januar 1856 til 31 decbr. 1884 har været antegnede ialt 164 spedalske, hvoraf 76 mænd og 88 kvinder. Af disse 164 har 124 været i slægtskab med spedalske. I 14 tilfælde har såvidt vides intet slægtskab fundet sted, og for 26 vedkommende har familieforholdene været ubekjendte. Omtrent halvparten (79) har været ugifte. Af den anden halvpart (85) har blot i 2 tilfælde begge ægtefælde været spedalske, medens i 81 ægteskaber den anden ægtefælde vedblivende har været frisk. Af afkommet er 25 børn og 4 børnebørn til dato antegnede som spedalske. Kun i 2 tilfælde er smitte opgjort som en mulig årsag til sygdommen.

Dette er resultatet.

Den erfaring som jeg efter 22 års arbeide i et af spedalskhed, i ikke ubetydelig grad, hjemsøgt distrikt har erhvervet, går derfor sandt at sige, ikke ud på at sygdommens udbredning sker alene ved smitte. Da mere end 4/5 parter af de i et distrikt på 15000 mennesker af sygdommen angrebne kan documentere slægtskab, og kun 1/12 part benægte samme, kan man ikke komme fra at arv er en væsentlig factor ved sygdommens udbredning. Var smitte den eneste årsag, hvorfor skulde den da næsten udelukkende holde sig inden nogle få af de mangfoldige slægter, der findes i et så folkerigt distrikt? Jeg tør påstå at almuen har ligeså intim berørelse med uvedkommende naboer og tjenestefolk som med sin nærmeste slægt. Og hvorfor skulde i 85 ægteskaber de 81 ægtefæller undgå smitte?

Hermed vil jeg ikke have benægtet at spedalskhed, i lighed med tæring, kan være smitsom, og jeg skal tilføie at denne af overlæge Hansen m.fl. forfægtede lære har tiltalt mig såmeget at jeg med iver har arbeidet for at den skulde vinde indgang blandt distriktets befolkning, ikke fordi jeg selv følte mig overbevist, men fordi jeg har troet at når den bliver rodfæstet, har man vundet et skridt fremad til forbedring af hygienen. Men beviset for sygdommens udelukkende udbredning ved smitte vil vel, jeg kan gjerne sige desværre, aldrig komme, thi protocollerne, slægtregisterne og almuens faste tro peger med styrke på dens arvelighed.

Jeg har udarbeidet endel slægtregistere over de af distriktets familier der have været anseede som bærere og viderebefordrere af den spedalske sygdom, men jeg må indrømme at de ikke ere blevne så fuldstændige som ønskeligt kunde være, thi med sådan udarbeidelse er forbunden store vanskeligheder. Dels kjender man nemlig ikke sin egen slægt, ialfald ikke længere end til bedsteforældrene, og dels bringer den hyppige ombytning af navne, enhver føre navn efter gården hvor han for tiden opholder sig, forvirring i arbeidet. De oplysninger man ønsker, fåes aldrig gjennem den spedalske eller hans familie, men kun gjennem udenforstående, helst ældre forstandige mænd, hvis personalkjendskab strækker sig længere op i tiden. Jeg tror, at når lægerne lægge vind på at udarbeide sådanne slægtregistre, og efterkommerne bearbeider dem videre nedover, vil det engang med klarhed fremgå at spedalskhed, ligesom tæring, for den væsentligste del overføres ved arv, og tilhøre enkelte slægter, hvis medlemmer i høiere grad end andre ere disponerede for sygdomsstoffets udvikling, hvad enten udbruddets årsag er en ydre, refrigerium, slet levemåde eller smitte, eller indre sindslidelser, som kjærlighedssorg, næringssorg og skræk.