Hjem
Institutt for global helse og samfunnsmedisin

1865 - Collett

Hvorvel man taler om epidemi og epidemisk sygdomsconstitution, forekommer det mig dog urimeligt at tilskrive denne grunden til nervefeberens udbredning i vore landdistrikter, og specielt på Bergenskanten, hvor afstanden mellem de enkelte gårde som oftest er betydelig. Når man med nøiagtighed følger sygdommens gang og seer dens optræden på forskjellige gårde, vil man næsten altid kunne få nøiagtig oplysning om at sygdommen er tilført fra det eller det sted.

Hovedinnhold

Skulde den epidemiske constitution være sygdommens væsentligste befordrer, vilde der sikkert findes mange tilfælde hvor smitte ikke kunde constateres. Efterhvert som jeg er bleven bekjendt med distriktet og sammes almue, des lettere er det også blevet at afgjøre årsagen til sygdommens optræden på hvert enkelt sted, og des sikkrere er jeg bleven på at den såkaldte epidemiske sygdomsconstitution har lidet eller intet at betyde i landdistrikterne. I de 2de sidste epidemier kan jeg således hos hver enkelt patient påvise at sygdommen er påført ved smitte fra andre, enten nær eller fjerntboende.

Min mening er altså at nervefeber her på Vestlandet alene udbreder sig ved et contagium, derved at dette anføres ved directe eller indirecte berørelse med den syge eller dennes omgivelser, og at dette contagium kun overføres lettere,

opbevares længere og virke stærkere, jo slettere de hygiæniske forhold ere, samt at sygdommens gang bliver uregelmæssig derved at den er afhængig af såmange tilfældig virkende agentser. Til disse må regnes, foruden de hygiæniske forhold i almindelighed, også de enkeltes modtagelighed for smitte, der kan være større eller mindre til forskjellige tider, og andre forskjellige omstændigheder, f.ex. alderen, forsømt hudcultur, slaphed og sløvhed i åndelig henseende, forkjølelse, sult eller ondtliden etc.

Endvidere kan sygdommens smitteevne være forskjellig uafhengig af tid og sted, men afhængig af det importerede smittestof. Således kan en epidemi have en stærkere smitteevne, og som følge deraf større udbredning end en anden. De hygiæniske forhold, veirlagets beskaffenhed samt årstiderne indvirker ikke på smittestoffets styrke, men på individets modtagelighed.

Smittestoffets sæde, ligesom måden hvorpå det overføres fra den ene til den andre, er mangfoldig, blandt andet også gjennem den syges secreter og udtømmelser, der vanskelig kan holdes indenfor sine bestemte grændser, men som med lethed påføres andre gjenstande, ved hvis directe berørelse overførelsen skeer. Gang og sengklæder ere således de væsentligste bærere for smittestoffene, som kan opbevares i samme i flere år (1 1/2 år har jeg selv exempel på). Var reenlighedssandsen større, kunde dette undgåes, men hvor denne mangle, og fattigdommen komme til i den grad at gangklæder ofte må benyttes til sengklæder, kan man let forklare sig årsagen til epidemiernes hyppighed her på Vestlandet.

Af sygdommene, der henhøre under den såkaldte "forkjøling", komme de færreste tilfælde under lægens behandling eller til hans kundskab. Det samme er tilfælde med de fleste chroniske sygdomme. Kun de nærmeste naboer, fattigvæsenets syge, samt enkelte mere velstående søge hjælp. Et exempel på at langt flere lide af pleurit end jeg kjender til, er de flere tilfælde af empyem med fistuløse åbninger imellem costæ. Denne sygdom sees ikke sjelden, og er på listen opført som behandlede 2 med 1 død.

Fnat er fremdeles meget almindelig. Den har ligesom skurv været gjenstand for sundhedscommissionernes opmærksomhed. Siden Wienersalven og dens gode virkning er bleven bekjendt, er afsætningen på samme tiltaget, og det ikke mindst i Manger, hvor jeg har ladet hensætte større partier. Men nogen påtagelig virkning vil vanskelig spores sålænge det er overladt til den private selv at skaffe sig salve. Han vil altid kvie sig for til sådan sygdom at lægge ud mere end et par skilling.

I hygiænisk henseende ståer Lindås langt over Manger, når undtages de strøg af samme der støde til havet, hvor begge præstegjeld ligne hinanden. Nogle store fremskridt spores vanskelig, ihvorvel man her og der seer enkelte forbedringer. Disse ere endnu små, og kun indskrænkede til de gjenstande der henhøre under mændenes departement. Konen i huset er det conservative element. Hvor hun styrer, tåles ingen forandring. Alt må blive ved det gamle. I det hele er mændene i disse præstegjeld mere oplyste end man med et flygtig bekjendtskab til dem skulde troe, og i særdeleshed de yngre. Fruentimmerne og fornemlig de ældre koner befinde sig på et langt lavere trin.

Derfor anseer jeg det også for spildt umage at søge at indvirke på de ældre folk, hvoraf formandskabet og sundhedscommissionen nu beståe. Vil man forbedre de hygiæniske forhold og levemåden i distriktet, må man bearbeide den yngre generation, og specielt den opvoxende slægt og dennes opdragere, skolelærerne. Et gode er det derfor at disse i de sidste år næsten stadig kunne vælges blandt seminaristerne, der idetheletaget ere dannede og forstandige mænd. Bestod sundhedscommissionerne af sådanne, istedetfor disse gamle, conservative, forstokkede oppositionsmænd, vilde viselig meget mere kunne udrettes, ligesom lægens interesse for sundhedscommissionerne vare langt større.