Hjem
Institutt for global helse og samfunnsmedisin

1842- Hannestad

Nordhordland legedistrikt, som ble etablert i 1837, omfattet hele strilelandet fra Os og Sund i sør til Masfjorden i nord. Distriktslegen, som bodde i Bergen, hadde ansvar for ca 40 000 innbyggere. Søren Haquin Hannestad var den andre distriktslegen i Nordhordland. Han var distriktlege fra 1841 til distriktet ble delt opp i 1853. Han fikk imidlertid en helseknekk under koleraepidemien i 1849, og distriktet ble senere bestyrt av vikarer

Hovedinnhold

Allerede fra indeværende års begyndelse herskede der i Nordhordlehn en typhøs feber, der angreb en stor masse mennesker. Den tog sin begyndelse i Mangers præstegjeld, hvor 9 mennesker døde på een gård, uden at jeg med vished kan opgive af hvilken sygdom, da ligene allerede vare senkede i jorden ved min ankomst dertil. Obduction var således ei at tænke på.

Ifølge afgivne forklaring derom, såvelsom efter vedlagte skrivelse af hr. sognepræst Sars skulde man antage, at den sygdom, der bortrev så mange børn skulde have været strubehoste, men sees hen til, at denne sygdom yderst sjelden hersker epidemisk i de nordlige egne (Rau om børnesygdommene), som og til den epidemie, der uopholdelig fulgte disse dødsfald, febris thyphoidea nemlig, så må man vel antage, at just benævnte sygdom også var den dersteds førstherskende, så meget mere som halstilfælder vare såre almindelige under epidemien, men aldrig såes angina polyposa.

Jeg må antage at en urigtig behandling og pleie af de syge har været årsag i de mange dødsfald, thi senere har man kun mistet 1 af 10 eller 1 af 12. Som først havde epidemien betydelig udbredning. Man fandt den igjen i Sunds, Hammers og Hosangers præstegjelde, hvor man overalt såe slimhinderne mere eller mindre angrebne. I Sunds præstegjeld lige mod det åbne hav var især brystets slimhinder angrebne, ikke sjelden såes pleuritis, Hosanger derimod tarmkanalen, noget som man snarere skulde have ventet omvendt. I det hele var det gangliose system mindre hårdt angrebet end under lignende epidemier på Østlandet, og yderst sjelden såes typhus cerebralis.

Der indfandt sig på Lindås præstegård en kone, som havde været behjælpelig under fødselen af et dødfødt barn. Præsten spurgte i hvad måned af svangerskabet fødselen foregik. Konen svarede at fosteret var fuldbåret. I syvende måned altså, sagde præsten. Ja, så var det vel, var svaret. Men var fosteret fuldbåret, måtte det vel være senere, i ottende måned måskee, lød præstens tiltale. Ja, så var det vel, sagde konen. Men var fosteret fuldbåret, måtte det være endnu senere, i tiende måned. Ja, vi kunne ei vide det, lød konens svar, men vi mene at fosteret var fuldbåret.

Jeg henvendte mig derpå til præsten med forespørgsel om slikt hender kun en enkelt gang eller oftere. Svaret lød at det almindeligvis tildrage sig noget lignende ved deslige leiligheder, samt at det ganske ståer til vedkommende forfatter af listerne at anføre hvad han lyster.

Efter denne underretning, henvendte jeg mig til flere af præsterne og erholdt der lignende oplysninger, samt at de hersteds almindeligen benyttede fødselshjælpersker ei vide forskjel på ugemåneder og almanakmåneder, ja ei engang kjende navnene på årets måneder eller i hvad måned af året vi befinde os, forat disse angivelser, hvad der i sin tid er oplyst af sognepræst Hammer, ei kunne andet end indeholde blot "faktiske urigtigheder", med mindre det skulde være tilfældigt.

Hvad antallet af deslige børn angåer, så vil det nok ikke være forbunden med stor vanskelighed at påvise at dette er ligeså upålideligt som det øvrige med disse anmældelser.

Da endvidere samme departement, som amtet bekjendt, til forskjellige tider har forlangt oplysninger angående spedalske og syphilitiske, så er jeg herigjennem så fri at anmode det høie amt om gunstigst at foranstalte, at samtlige spedalske og syphilitiske personer i mit distrikt tilhørende, som måtte blive behandlede for offentlig regning på noget af de herværende sygehuse, blive anmældte for mig om muligt før de indlæggges, og efter de ere udskrivne. Denne forholdsregel anseer jeg så meget mere påtrængende nødvendig for kontrollens skyld, som jeg har bragt i erfaring, at her ikke så ganske sjelden har været udskrevet folk som helbredede, hvormed dette ei så lige har været tilfælde. Jeg har i så henseende flere facta at påvise, og dette uvæsen må og skal afskaffes.