Hjem
Senter for krisepsykologi
Små barn og sorg

Når små barn sørger

At lade små børn sætte ord på deres ønsker og behov efter et forældertab

Hovedinnhold

Selvom mennesket har beskæftiget sig med at forstå sorgens væsen så længe civilisationer har eksisteret, er udforskningen af børns sorg et relativt nyt felt. Grundende herfor er både etiske og metodiske udfordringer, samt at mange psykologer indtil 90rne havde holdningen at børns sorg var bedst håndteret inden for hjemmets fire vægge.

Med udbredelsen at brugerperspektiver er der kommet fokus på børns perspektiver, i mødet med svære oplevelser, såsom døden. Dette både fordi vigtige instanser så som FN har sat fokus på børns ret til at blive hørt og fordi Pioneer studier har vist at børn har endog meget at byde ind med. En af de store fædre inden for brugerinkluderende børneforskning, Professor Emeritus John Coleman fra Oxford University er gået så langt som til at konkludere at studier inden udviklingen af det britiske skolesystem sjældent har været særligt succesfulde, uden inklusionen af elevernes perspektiver.

Selv blandt pionerende børneforskere har der dog været en tendens til at man undlod inklusionen af små børn. Dette fordi der udover de allerede eksisterende komplikationer i forskning med børn, opstår endnu flere udfordringer når helt små børn skal interviewes. I dette perspektiv har yngre børn sværere ved at holde fokus under interview, og ofte endnu ikke udviklet en fuld forståelse af hvad det vil sige at være død. Samtidigt får man som forsker sjældent de samme veludtalte og poetiske svar fra en fire årig, som man gør fra en 16-årig. Disse udfordringer betyder at studier der inkluderer yngre børn, er stort set ikkeeksisterende. Det betyder ikke at små børn, intet har at byde ind med.

I projektet, Når små børn sørger, spørger vi 4-9-årige børn om deres oplevelser med at miste, mens de gik i børnehave. Det gør vi for at forstå hvad der er vigtigt for dem i tiden efter et tab og hvilken hjælp de gerne ville have, hvis de selv kunne vælge. At interviewe små børn om deres sorg, frembringer dog helt særlige udfordringer. De yngste børn er ofte ikke klar over hvilke følelser de kommer til at opleve, når de taler om svære ting. Det gør at de hurtigt kan lukke ned og ønske at skifte emne, hvis de pludseligt bliver overvældet af svære følelser. For at kunne foretage et meningsfuldt studie, blev vi derfor nød til at finde en måde at omgå denne problematik på.

I samarbejde med Carol Holiday fra University of Cambridge, blev svaret at omstrukturere den sandkassebaserede ”sandtray” terapi metode til en interviewmetode. Her fortæller børnene igennem et sandkasselandskab og forskellige figurer, en historie om hvordan det var at miste og hvilken hjælp man kan have brug for. Er emnet for svært, kan man i stedet for at tale om sig selv, fortælle en historie om et dyr eller et andet væsen, der oplever det samme. Dette kan give en ekstra beskyttende distance når følelserne bliver svære. Vores plan er at interviewe 15 børn igennem metoden og målet er at få en bedre forståelse af børnenes sorg og støttebehov.

Projektet er i sin startfase og selvom der indtil nu kun er lavet to interviews indtil nu, ser vi allerede spændende resultater. Vi oplever også at børnene finder metoden hjælpsom, når de skal huske på minder fra en fortid, som de troede de havde glemt dele af. Hvad vi mere kan lære af metoden, vil kun fremtiden vise.