Glimt fra Holbergsamlingen

Introduction

Holbergs første bok kom ut i 1911 «Introduction Til de fornemste Europæiske Rigers Historier». Her fikk danske og norske lesere for første gang en innføring i moderne europeisk historie på dansk.

På tittelbladet kan leses føgende:  «Introduction Til de fornemste Europæiske Rigers Historier / Fortsat Indtil disse sidste Tider / Med Et tilstræckeligt Register. Kiøbenhavn / 1711. Trykt hos Johann Jacob Bornheinrich. Paa Johann Krusens Bekostning, og findis hos hannem tilkiøbs.»

Nils Klim-illustrasjoner

I 1741 kom Ludvig Holbergs latinske originalutgave. Samme år ble boken oversatt til fransk, tysk og nederlandsk, mens engelsk og dansk utgave fulgte året etter. UB har alle disse førsteutgavene, den latinske i flere eksemplar. «Niels Klim» ble utgitt anonymt, og den fulle latinske tittelen lyder som følger: » Nicolai Klimii iter subterraneum : novam tellurius theoriam ac historiam qvintæ monarchiæ adhuc nobis incognitæ exhibens e Bibliotheca B. Abelini.Hafniæ & Lipsiæ : Sumptibus Jacobi Preussii, MDCCXLI.»

Det eksemplaret av den latinske originalutgaven som her er avbildet, har en spesiell historie. Til høyre under tittelen kan vi se signaturen til W.F.K. Christie, grunnleggeren av Bergens Museum. En senere eier av boken var Chr. Michelsen. Foran i boken har han selv skrevet følgende om bokens gang:

«Denne bog som har tilhørt præsident Christie, og som i 1905 blev skjænket mig af herr tandlæge Holmboe Henrichsen, deponerer jeg herved på Holbergs-klubbens anmodning med den elskværdige givers tilladelse i Holbergværelset i Bergens Museum.

Gamlehougen d. 15de Marts 1911. Chr. Michelsen»

Originalutgaven har flere illustrasjoner av Brühl (frontispis og to kobberstikk). I tillegg har boken et utbrettbart kart, som er større enn den trykte siden, og som forestiller den underjordiske verden med noen få angitte navn, bl.a. Norge og Mareminehollet, stedet i Bergen hvor Niels Klim begynte sin reise.

Comoedier

Etter å ha gitt ut flere faglitterære bøker fikk professor i metafysikk og logikk ved Universitetet i København, Ludvig Holberg, i 1719 sin store «poetiske raptus». Den begynner med heltediktparodien «Peder Paars» i 1719-20, og kulminerer i samlingen av 15 komedier, utgitt i 3 bind 1723-25. UBs eksemplar er ett av tre eksisterende komplette eksemplarer. Innbindingen er i halvbind fra 1700-talet med rik forgylling av skinnryggen. Komediene ble utgitt anonymt, under Holbergs kjente psevdonym, Hans Michelsen. I tillegg er det også Holberg selv som har skrevet forordet under navnet Just Justesen.

«Comoedier Sammenskrevne for Den nye oprettede Danske Skue-Plads ved Hans Michelsen med Just Justesens Fortale Første Tome. Trykt Aar 1723.»

Holberg-brev

Den 21. oktober 1723 skrev Holberg et brev til kongelig krigsbokholder Aage Rasmussen i Trondheim. Her etterlyser han nyheter om de 60 eksemplarene av første bind av komediene som han har sendt til Hagen. En tydelig fornøyd forfatter kan samtidig fortelle at bind 2 kommer til våren, og at den vil inkludere komedien «Barselstuen», som allerede har alarmert en rekke fruentimmere!

Hoitärede gode ven,

Jeg har lenge vented paa et angenemt svar, hvorledes det gaar med comoediernes debit, hvoraf ieg skikkede ham 60 exemplarier forgangen somer. Jeg haaber, at, saasom de er gaaet saa hastigt fra henderne paa andre steder at de i det ringeste har haft samme gode skiebne udj Trundhiem, hvilken bye ieg hidentil har haft mest aarsag at berome. Jeg lader trykke en nye tome til foraaret, med hvilken ieg ikke vill bemöie ham, uden saa mange exemplarier som han selv for sig og andre goode vener forlanger; thi det var ubilligt af mig at begiere at han skulde baade have umag, og staa i forskud for mig. Der blev forgangen uuge spilled en comoedie som heeder Barselstue hvilken alarmerede en hob av vore fruentimer. Den bliver indfördt udj den anden tome. Jeg forventer med det forste et angenemt ord fra dem og forbliver stedse deres Oprigtige ven og tienstskyldigste tiener L. Holberg

Brevet er datert Kiobenhavn d 21 Octob 1723. På baksiden (=konvolutten) står mottakeren, også med Holbergs håndskrift:

Kongl Mayest velbestalter
Krigs Bogholder
Aage Rasmusen Hagen
à Trundhiem

Før Holberg-brevet ble innlemmet i bankfullmektig O.J. Larsens samling, hadde det tilhørt prestefruen Sara Faye, Haug prestegård i Hokksund, og de to samlerne og forfatterne: presten Andreas Faye og sorenskriveren Conrad N. Schwach.

Holberg om bibliotek (Epistola CCXL)

Ludvig Holbergs livshistorie er en historie om bøker. I hele sitt liv stod han i et aktivt forhold til bøkene, både som leser og forsker, og som fag- og skjønnlitterær forfatter. Han hadde besøkt og jobbet ved flere av de viktige bibliotekene i Europa, blant annet i Bodleian Library i Oxford. Bøkene i et bibliotek skulle ikke stå til pynt, men brukes, og de måtte stå oppstilt systematisk.      I en av sine Epistler skriver Holberg nettopp om dette: «Udi Theodori Bibliothek sees paa en Hylde Bøger af hvidt, sort og fransk Bind sammenmængede: intet Syn kand foraarsage større Væmmelse. Dette er ikke nok: jeg haver ogsaa seet udi en Rad Bøger af differente Videnskaber, for Exempel: de Danske Skuespill lige ved Siden af Doct. Spener, saa at det er GUds Under, at saa stridig en Sammenblanding ikke haver foraarsaget Klammerie, og indbyrdes Kriig blant Bøgerne.»
OM ET PRÆGTIGT BIBLIOTHEK

Til **
Jeg besøgte forgangen Uge N. N., for at besee hans Bibliothek, hvilket jeg befandt i alle Maader at svare til den Beskrivelse, jeg derover havde hørt. Jeg kunde deraf ikke andet end fatte høj Idée ove Mandens store Accuratesse. Bibliotheqvet er ikke saa talriigt som prægtigt og vel indrettet. Bøgerne ere efter de Videnskabe, som de befatte, distingverede ved Bind af adskillige slags Farver. Den første og fornemste Hylde var besatt med Liig-Prædikener, alle indbundne udi sort Fløjel; hvilket viser, at Manden anseer dem som Kiernen af hans heele Bibliothek, hvorudi han haver ikke U-ret: Thi det er ved Liig-Prædikener man canoniseres og giøres salige. Derpaa saaes udi net Orden en Mængde af andre geistlige Bøger udi andre ringere sorte Skind-Klæder. Udi denne Samling fattedes intet uden Bibler: Med dem, meenede han, hastedes ikke saa meget, saasom de altiid kunde bekommes. Dernest fandtes udi samme ziirlige Orden Juridiske Bøger, alle udi røde Bind, hvormed betegnedes de af Jurister omtalte Rubriqver. Jeg mærkede af denne Juridiske Skrifters Samling, at de giøre den gode Mand U-ret, som holde ham for en maadelig Dommer, og slet verseret in Jure, thi jeg tallte henved 300de Folianter alleene: Saa at jeg troer, at neppe den stærkeste Lands-Dommer i Riget besidder og ejer større juridisk Liggendefæe. De Historiske Bøger ere alle udi flammede eller spraglede Bind; hvormed betegnes Historiens Varitet: Den største Samling deraf bestaaer af udkaarne Romaner, hvilke han Tiid efter anden med utroelig Fliid og Møje haver sammensanket: Thi man finder dem der fast alle; og af de beste, som Hercules Herculiscus, samt Astræa og Doct. Fausti Historie etc. vises adskillige Editioner. De Skrifter, som handle om Oeconomie, Ager-Dyrkning, item Kaage-Bøger ere alle udi grønt Bind, hvorved erindres om Ager og Eng, hvis Frugter og Producter omtales.

Disse Indretninger kand alleene tiene til Beviis paa Mandens Sindriighed og Lærdom. De øvrige Bøger ere alle udi rødt Saffian, af hvis angenemme Lugt et sygt Menneske kand vederqvæges; og saasom de alle ere forgyldte paa Ryggen, haver man baade noget for Næsen og for Øjene. Dette foraarsager, at alle Fremmede strømme hid for at see Bibliotheqvet, og det uden at spørge efter Manden. Min Herre vil vel neppe bare sig for Latter, naar jeg siger ham dette, at hans Bibliothecarius er en gammel Mand, som kand hverken læse eller skrive; men en grundig Aarsag dertil gives, nemlig at Bøgerne ved Læsning ikke skal besudles. Bibliothecarius haver dog nok at bestille med at holde dem stedse reene, og ideligen at see til, at de ikke blive støvede. Intet kand være fornuftigere; thi det er fornemmelig for Bøgernes Conservation at man betiener sig af Bibliothecarier. Han selv ømmes ved at røre ved nogen Bog; hvorudover de alle see ud, som de nyeligen vare komne fra Bogbinderen. Da jeg vilde udtage en Bog, bad han mig at tøve lidet, løb hen for at hente sine Handsker, paa det at han ikke skulle røre dem med blotte Hænder; og svor han mig da til, at han udi trende Aar ikke havde røret ved en eeneste Bog udi det heele Bibliothek. Min Herre vil vel ogsaa lee heraf, og sige: Hvortil tiene Bøger, naar man ikke bruger dem? Men hvis min Herre havde seet Bibliothekets Indretning, dets Nethed og ziirlige Orden, skulde han tilstaae, at man kand blive lærd alleene af Synet.

Hvis N. N. selv ikke er lærd, som nogle foregive, saa maa man dog tilstaae, at han er en Elsker af Lærdom; hvorpaa intet større Beviis kand være, end den Ømhed, med hvilken han i Stand holder sit Bibliothek: Thi det er ved saadan Omgang, at man ret lader see Estime for boglige Konster. Mange Ting synes latterlige, og dog ved nøje Examen befindes vel grundede: En vis Herre blev udi nogle Aar beleed, efterdi han gemeenligen, naar en Sag ageredes, sov udi Retten; men, da man fik at vide, udi hvilket nobelt Forsæt saadant skeede, nemlig, for ikke at lade sig forføre af Advocaternes sminkede Tale, kunde man ikke andet end fatte Estime for Manden, og ansee ham som en retsindig Dommer, der i agt tog denne Maxime, at Justitia bør være blind. Det var at ønske, at andre vilde øve den æconomiske Forsigtighed med sit Bibliothek, som N. N.: Men de fleeste valke, og ved idelig Brug besudle deres Bøger; hvilket foraarsager, at naar de efter Ejerens Død komme paa Auction, de maa sælges for den halve Priis, som de have kostet. Nogle skatte dette Bibliothek paa 10000 Rigsdlr., hvilket u-anseet det ikke er stort, det dog er værd; thi Bindene have kostet meer end Materierne: Nogle laste vel dette hos N. N. som en Ødselhed; men han sparer derimod i mange andre Ting; thi han holder ingen Informator til sine Børn, og hans yngste Sønner holdes udi saadan Tarvelighed, at to af dem have ikkun et Par Skoe-Spænder, som de vexelviis bruge, og den yngste faaer ingen Kiole eller Buxer, uden dem som den ældre kaster og som er bleven ham for trang. Hvoraf sees Mandens fornuftige Oeconomie, i det at han sparer udi et, hvad han depenserer udi et andet.

Min Herre kiender vor tilfælles Vens Theodori Bibliothek, om han ellers haver givet nøye Agt paa dets Indretning, og veed, hvorledes dermed omgaaes. Jeg haver nyeligen beseet det samme, og derudi fundet lige saa stor Skiødesløshed og U-orden, som jeg udi ovenmeldte haver fundet Ziirlighed og Agtsomhed. Udi Theodori Bibliothek sees paa en Hylde Bøger af hvidt, sort og fransk Bind sammenmængede: intet Syn kand foraarsage større Væmmelse. Dette er ikke nok: jeg haver ogsaa seet udi en Rad Bøger af differente Videnskaber, for Exempel: de Danske Skuespill lige ved Siden af Doct. Spener, saa at det er GUds Under, at saa stridig en Sammenblanding ikke haver foraarsaget Klammerie, og indbyrdes Kriig blant Bøgerne. De Bøger, som have hvit Bind, ere af idelig Brug saa besudlede, at hvilken ærlig Mand der kiøber dem, maa have dem først paa Blegdammen. Jeg kunde, da jeg saadant saae, ikke efterlade at give Theodoro min Meening derover tilkiende; men han svarede Cavalierement: jeg maa ideligen bruge mine Bøger, som dertil ere kiøbte; ret ligesom man anretter Bibliotheker, og kiøber Bøger, alleene for at læse dem; da Erfarenhed tvertimod viser, at de fornuftigste Mænd tillegge sig Bibliotheker udi langt anden Henseende, agtende dem som Zirather og Prydelser udi deres Sale og Cabinetter: ligesom Fruentimmer tillegge sig en stor Mængde af Porcellaine, ikke til Brug, men alleene til Prydelse paa deres Skabe og Kister. Hvad som af alting meest ærgrede mig, var at finde Lutheri Bibel udi Fransk Bind. Et vederstyggeligt Syn for mine Øyenl thi det var ligesom at see en Herreds-Provst udi en rød Skarlagens Kiole. Jeg fandt udi samme Bibliothek vel en stor Mængde af Latinske Autores. Det var got nok: men Autores af de netteste og ziirligste Editioner fattedes. Theodorus meenede, at naar han havde correcte og accurate Texter, saa var det ham nok. Hvilken forbandet Smag! ret ligesom han ikke vidste, at fast alle Literati nu omstunder meest reflectere paa Bøgernes Form, det er, paa Charactererne, Papiret og Kobberstykkerne. Jeg blues ved at tale meere her om: min Herre maa af begge disse Bibliotheqvers Samrnen-Hgnelse dømme, om min Betænkning derover er vel eller ilde grundet; vist nok er det, at Fremmede dømme ilde her om. Thi ligesom mange strømme til N. N, for at see Bibliotheket, uden at tale med Manden; saa søge mange Theodori Huus, for at tale med Manden, uden at see Bibliotheket, hvilket er udi ingen Estime. Jeg forbliver etc.

(Hentet fra Arkiv for dansk litteratur.)