Michael Sars og koleraen i Manger 1849

Koleraens kilder er Ganges-deltaet, men syv ganger har den lagt ut på vandring og forårsaket verdensomspennende epidemier (1). Norge ble første gang rammet i 1832 (2). Over hele landet var det etablert lokale sunnhetskommisjoner, som skulle iverksette nødvendige tiltak mot koleraen (3). I Manger prestegjeld innkalte fogden til det første møtet den 20. februar 1832 (fig 1) (4, 5). Foruten fogden bestod kommisjonen av kapellanen, en medhjelper, en handelsmann og en proprietær (5).

Sunnhetskommisjonen delte opp prestegjeldet i mindre distrikter og utnevnte tilsynsmenn for hvert av disse. En kortfattet veiledning i egenomsorg ved kolera ble distribuert, og man kjøpte inn kamferdråper på fattigkassens regning (5). Disse tiltakene ble aldri satt på prøve, for koleraen kom ikke til Manger denne gangen.

I 1834 kom det melding om at det var brutt ut kolera ved Egersund, og sunnhetskommisjonen ble igjen innkalt til møte (4). Prestegjeldet ble ytterligere oppsplittet, og flere tilsynsmenn utnevnt. Det ble kjøpt inn ekstra materialer til likkister, og man vurderte utvidelse av kirkegårdene (5). Heldigvis unngikk man også denne gangen å bli rammet av koleraen.

I desember 1848 brøt det ut kolera i Bergen. En av de første som ble rammet, var distriktslegen i Nordhordland, Søren Hannestad (1808-1872) (6). Han overlevde sykdommen, men fikk en alvorlig helseknekk, og var arbeidsufør under resten av epidemien.

I løpet av vinteren ble det sendt 19 koleraleger til Bergensområdet, for å hjelpe de lokale legene (7). Arbeidet var ikke ufarlig, smitterisikoen betydelig, og en av dem døde som følge av kolerasmitte (7). Som ny distriktslege i Nordhordland ble konstituert en av koleralegene, Christian Hørbye (1818-1888) (5, 6).

 

Koleraen bryter ut i Manger prestegjeld

Nordhordland legedistrikt var så stort at distriktslegens kontakt med Manger prestegjeld måtte bli svært sporadisk. Amtet påla prestegjeldet å opprette en ny sunnhetskommisjon, og ga sogneprest Michael Sars (1805-1869) (fig 2) i oppdrag å innkalle til møte (4). Sars var godt kjent i distriktet etter 10 års tjeneste som prest, og han hadde dessuten vært ordfører i årene 1844-1845 (8).

 

Han var egentlig mer interessert i naturvitenskap enn i teologi, og drev utstrakte marinbiologiske studier ute ved havkanten i Nordhordland (8). Distriktslege Hannestad beskrev Manger prestegård som "det lysende Fokus hvorfra saa mange Straaler udgaar over den medicinske Verden" (9).

Den 2. februar var det konstituerende møte i sunnhetskommisjonen, og alle møtte, bortsett fra lensmannen (5). Alle formannskapsmedlemmene var også medlemmer av sunnhetskommisjonen. På samme måte som i 1832 ble prestegjeldet inndelt i distrikter med hver sin tilsynsmann. Amtet ble forespurt om dekning av eventuelle ekstrautgifter til likkister (5).

Noen få dager senere var det plutselig alvor, og Michael Sars skrev til amtet: "At der paa Gaarden Indre Sæbø i Sæbø Sogn er udbrudt en Sygdom som efter dens Symptomer, nemlig Diarrhoe, Brækning og stærke Kramper, synes at være den ondartede Cholera, tillader jeg mig herved at indberette det høie Amt. To Personer, som for et Par Dage siden kom hjem fra Fiskeriet søndenfor Bergen, ligge angrebne af denne Sygdom, af hvilke den Ene er saa slet, at man holder for at han endnu idag maa døe" (4). Man fryktet at epidemien ville eksplodere når alle fiskerne kom hjem fra sildefisket i Sunnhordland, og Michael Sars ba om at det ble sendt en egen koleralege til Manger (4).

Den 14. februar fant embetsmennene det nødvendig å handle raskt. Soknepresten, distriktslegevikaren og lensmannen avholdt alene møte i sunnhetskommisjonen. "De presserende Forholde, idet Cholera her i Districtet tager mere og mere Overhaand, og Nødvendigheden af strax at foranstalte det høist Fornødne, tillod ikke at faa flere Medlemmer samlede" (5). Det ble besluttet å utvide alle kirkegårdene, ansette gravere og kjøpe inn materialer til likkister. Kommunen skulle også kjøpe inn nødvendige medikamenter. Økonomien var dårlig, og man håpet derfor at fogdekassen ville legge ut i første omgang. Senere antok man at staten ville dekke slike utgifter (5).

Amtet avslo å sende en egen koleralege til Manger. På dette tidspunkt hadde man bare to koleraleger til disposisjon, og den ene vikarierte allerede som distriktslege i Nordhordland (4).

Den 16. februar skrev Michael Sars til departementet: "For 1 Uge siden anmældtes for mig det første Tilfælde paa Gaarden Sæbø, hvorom jeg strax gjorde Indberetning til Søndre Bergenhuus Amt, men man var da endnu ikke vis paa, om det ogsaa virkelig var Cholera. Senere have de mange Almuesfolk herfra, der komme tilbage fra Sildefiskeriet søndenfor Bergen, bragt Sygdommen, som nu utvilsomt viser sig at være den ondartede Cholera, hjem med sig, saa at den nu grasserer paa 14 Gaarde her i Præstegjeldet. Af de Angrebne, hvis Antal endnu ikke vides, ere 7 Personer allerede døde. Uagtet gjentagne Anmodninger til Amtet er endnu ingen Læge hidkommen."

 

Koleralegen

Få dager senere dukket det opp en koleralege i Manger. Johan Ernst Berg (1816-1885) var egentlig ikke utdannet lege i det hele tatt (6). Han hadde begynt å studere medisin i 1841, men greidde aldri å ta noen eksamen. I 1849 praktiserte han som tannlege i Bergen, men legemangelen var da så prekær at han ble utnevnt til koleralege (6). Han kom til Manger, vurderte situasjonen, og returnerte kort tid etter til Bergen.

Den 25. februar tar Michael Sars påny pennen fatt og skriver til amtet: "Formodentlig har Hr. Choleralæge Berg, som igaar afreiste herfra til Bergen, allerede berettet det høie Amt om den ondartede Choleras frygtelige Tiltagen i Mangers Præstegjeld. Denne Sygdom, af hvilken til Dato 37 Personer i Præstegjeldet ere anmeldte at være døde, grasserer nu paa 20 Gaarde, og synes alt mere og mere at udbrede sig. Under disse sørgelige Omstændigheder byder min Pligt mig atter at fornye mit Andragende til det høie Amt om, at en eller flere Choleralæger ansættes for dette Distrikt. Lidet kan det gavne, at en Læge af og til sendes hertil for at reise om og tilsee de Syge i et Par Dagers Tid. Skal det udrettes Noget til de Syges Helbredelse og Sygdommens Standsning, saa maa Lægen opholde sig i Distriktet" (4).

Og riset bak speilet: "Jeg kan ikke tvivle om at Departementet for det Indre, naar det underrettes om den sørgelige Tilstand i dette Præstegjeld, hvor Sygdom og Fattigdom forene sig for at fordoble Elendigheden, jo vil gjøre alt muligt for at see standset denne skrækkelige Sygdom ved uden Ophold at bevilge den saa høist fornødne Lægehjælp" (4).

 

Kolerasykehuset

Det tok bare fire dager, så var koleralege Berg tilbake i Manger. Han satte imidlertid en betingelse for å bli værende, nemlig at det ble opprettet et eget kolerasykehus i prestegjeldet. Igjen måtte det innkalles til hastemøte i sunnhetskommisjonen. Soknepresten, koleralegen og lensmannen besluttet på egen hånd å opprette et slikt sykehus. "Den knappe Tid og de fleste Medlemmers Fraværelse ved Fiskeriet, tillod ikke at faa samlet flere Medlemmer. Paa Forestilling af Hr. Choleralæge Berg besluttede Commissionen at et Choleralazaret oprettes for Radøen. Dertil blev udset som det beqvemmeste Sted og bedste Huusleilighed Hr. Proprietær Lambergs Huus paa Gaarden Qvalheim" (5). Man tok likevel forbehold om at dette vedtaket måtte sanksjoneres av formannskapet.

Samme år som koleraen slo til i Manger herjet den også i London, hvor John Snow (1813-1858) gjorde sine berømte observasjoner av drikkevannets betydning (10). Dette banet vei for profylaktiske tiltak, men når det kom til behandlingen av de syke, var man fortsatt på famlende leting. I mange år var årelating standardbehandling, men ellers var det bare fantasien som satte grenser. Kolera ble behandlet med både brekkmidler, avføringsmidler og igler rundt anus. Men det fantes faktisk også spredte forsøk på intravenøs væskebehandling under koleraepidemiene i forrige århundre (11).

Omkring midten av århundret var årelating gått av moten som koleraterapi (11), og på sykehuset i Manger brukte man trolig medikamenter som opium, kamferdråper og kvikksølvklorid.

 

Kolerakirkegårdene

Det var gitt nøyaktige bestemmelser om hvordan koleralik skulle begraves (12), og de grunnlente kirkegårdene i Manger oppfylte ikke disse kravene. Nye kirkegårder var derfor blitt utlagt ved alle kirkene: "Ikke destomindre, og uagtet ovennevnte Bestemmelse blev der bekjendtgjort, vægrede dog en Deel Mænd fra Gaarden Rogn, som den 24de og 27de f.M. kom til Herlø Kirke for at begrave 5 Choleraliig, sig ved at nedsætte disse i den nye Begravelsesplads, men lædende haant ad de givne Advarsler begravede de dem paa den gamle Kirkegaard, hvor Jorden langtfra har den lovbefalede Dybde, ja, hvor Liigene ofte næsten staaer jævnt med Jordens Overflade" (4). Michael Sars anmeldte disse mennene til lensmannen, og anbefalte at de måtte grave opp igjen likene og flytte dem til den nye kirkegården.

Dette var bare ett eksempel på en rekke slike konflikter. Befolkningen var misfornøyd med ekstrakostnadene som de nye kolerakirkegårdene medførte, og det hendte faktisk at de grov opp igjen lik fra de nye kirkegårdene og flyttet dem over på de gamle (4).

Det var koleralege Berg som hadde anbefalt at mennene fra Rogn måtte grave opp igjen likene ved Herlø kirke, men noen dager senere måtte Sars gi kontrabeskjed til lensmannen: "Efter Hr. const. Districtslæge Hørbyes Udsagn, med hvem jeg idag havde en Conference i denne Anledning, ansees det urigtigt og farligt at Choleraliig opgraves igjen naar de have ligget over 8 Dage i Jorden. De Choleraliig som altsaa maatte være begravne paa Herlø Kirkes gamle Kirkegaard og have ligget der længere end 8 Dage, bør derfor blive liggende der, men maa med det aller Første bedækkes af en Jordhøi saa stor, at Liiget staaer overalt mindst 3 Alen under Jordens Overflade" (4).

 

Konflikt med formannskapet

Den 24. mars avslo formannskapet å sanksjonere vedtaket om å opprette kolerasykehuset (4). Sykehuset hadde da vært i drift i tre uker, og Sars kom i en stygg knipe. Han ga koleralege Berg beskjed om å avvikle driften umiddelbart (4).

Så skrev Michael Sars sitt forsvarsskrift: "Da Hr. Choleralæge Berg d. 1ste dennes fra Lazarettet "Christi Krybbe" i Bergen ankom hertil, erklærede han, at han ikke vilde forblive her som Læge uden paa det Vilkaar, at et Choleralazaret strax blev oprættet. Det Samme havde han førind han reiste fra Bergen, erklæret for Amtet. Uagtet gjentagne Anmodninger fra min Side, havde Amtet nemlig ikke været istand til at forskaffe nogen Læge for Mangers Præstegjeld, da alle Læger havde fuldtop at bestille i Bergen, hvilket Amtet i forskjellige Skrivelser havde ladet mig vide. Vor egen Districtslæge laa i den Tid syg af Cholera.

Hvad var nu her at gjøre? Choleraen herskede her paa flere end 20 Gaarde, over 60 Mennesker vare døde deraf, og det saa ud til at den vilde tage mere og mere Overhaand. Indtil at Formandskabet kunde samles for at beslutte et Lazarets Oprættelse, vilde der hengaa en lang Tid, og der var ikke engang Tid til at faa Sundhedscommissionen samlet, da næsten alle Medlemmer vare fraværende ved Fiskeriet ude ved Havet. Vilde det nu have været rigtig at lade Lægen reise tilbage og Præstegjeldet aldeles blottet for al Lægehjælp i hin ulykkelige Tid? Jeg kunde ikke forsvare for min Samvittighed at handle saaledes. Der maatte strax tages en Beslutning enten fra eller til, thi Lægen vilde ikke vente, og saaledes blev under disse Paatrængende Omstændigheder en Sundhedscommission bestaaende af 3 Medlemmer sat, som tog midlertidig Beslutning om et Lazarets Oprættelse paa Qvalem, i Forventning af Formandskabets Bifald. Ved denne Foranstaltning er dog med Guds Hjælp en Deel Menneskers Liv bleven reddet, baade ved Lægens Virksomhed, som og ved den Medicin som han selv, og jeg efter hans Anviisning, har uddelt til en Mængde Cholerasyge; thi Choleraen kan meget ofte fuldkommen helbredes, naar der bruges Lægemidler betimelig.

Saare tungt var det mig derfor at erfare Formandskabets Beslutning af 24de dennes, hvorved de fleste Foranstaltninger synes at misbilliges, og saaledes den udviste Iver og Omsorg for at see standset hin rædsomme Sygdom miskjendt. . . .
Jeg kjender alt for meget til Uformuenheden i disse Bygder til at ville tilraade nogen Slags Foranstaltninger, som skulde tynge paa Almuen; Choleraen er en National-ulykke, altsaa en Sag, som ikke de enkelte Communer, men den hele Stat hovedsagelig bør bære. Derom ere alle enige, og derfor er der nu langs hele Kysten ligetil Stavanger oprettet en Mængde Choleralazaretter. . . .
Da de betydeligste Omkostninger ved Lazaretterne udredes af Statscassen, hvortil jo enhver Skatteyder maa give Bidrag, saa synes det ret og billigt, at ogsaa vi her benytte os af og nyde godt af disse Indretninger, da vi dog ville komme til at betale vor Andeel i Omkostningerne ved alle de mange Lazaretter, der ere oprættede langs Kysten i de forskjellige Præstegjeld ligetil Stavanger, og ved alle dem, som herefter blive oprættede rundtom i Riget, eftersom Choleraen mere og mere udbreder sig, som vi desværre daglig af Avisene erfare" (4).

Formannskapet bøyde av og tilbakekalte sin beslutning om å avvikle sykehuset. I slutten av april var den siste pasienten utskrevet, og kolerasykehuset ble nedlagt (5).

 

 

Epilog

I årene som fulgte fortsatte Michael Sars de marinbiologiske studiene sine, og han publiserte resultater som vakte internasjonal oppsikt. Han fikk flere offentlige stipendier, og dro på studiereiser over hele Europa, fra Finnmark til Sicilia. I 1854 sluttet han som prest, og ble utnevnt til professor i zoologi ved Universitetet i Oslo. Han døde i 1869, som darwinist (8).

Johan Ernst Berg fortsatte å praktisere som lege etter koleraepidemien, og vi finner ham igjen som distriktslege både i Alta og i Fosen. Først i 1873 fikk han offisiell tillatelse til å utøve legevirksomhet, og slo seg da ned som privatlege i Åfjord (6).

 

 

Litteratur

Midtvedt T. Kolera. Tidsskr Nor Lægeforen 1992;112:1811.
Oeding P. Kolera i Drammen 1832 - første gang i Norge. Tidsskr Nor Lægeforen 1990;110:3854-9.
Instrux, udfærdiget efter høieste Bemyndigelse for de i Landdistricterne ved høieste Resolution af 19de Juli 1831 naadigst anordnede Sundheds-Commissioner. Christiania: Den Kongelige Norske Regjerings Departement for Kirke- og Underviisningsvæsenet.
Correspondence Protocol for Sundhedscommissionen i Mangers Præstegjeld. Bergen: Statsarkivet.
Forhandlings Protocol for Sundhedscommissionen i Mangers Præstegjeld. Bergen: Statsarkivet.
Kiær FC. Norges Læger 1800-1886. Christiania, 1888.
Reichborn-Kjennerud I, Grønn F, Kobro I. Medisinens historie i Norge. Oslo, 1936.
Økland F. Michael Sars. I: Jansen E, Svendsen P, red. Norsk biografisk leksikon, Bind 12. Oslo: H. Aschehoug & Co. (W. Nygaard), 1954:255-60.
Hannestad SH. Medicinalberetning fra Nordhordlehns Lægedistrikt for Aar 1845. Oslo: Riksarkivet.
Thomas KB. John Snow, 1813-1858. J R Coll Gen Pract 1968;16:85-94.
Howard-Jones N. Cholera therapy in the nineteenth century. J Hist Med Allied Sci 1972;27:373-95.
Oeding P. Noen vestnorske kolerakirkegårder. Tidsskr Nor Lægeforen 1991;111:3652-6.