Om blodudtømmelser (30.november 1860)

Det vil sikkerligen erindres af de fleste af forsamlingens medlemmer, ikke som en drøm, men som den rene virkelighed, at ikke ret mange år ere hengåede siden den tid, at åreladere regelmessigen og til bestemte tider droge om fra gård til gård for at øve sin blodsugningskunst på så godt som samtlige væsene, og så tilvante bleve man med disse udtømmelser, at man, når tiden til dette almindelige blodbad nærmede sig, plagedes af en tyngde i legemet og et almindeligt ildebefindende, som først svandt med udtømmelsen af den almindelige portion blod.

Er nu for tiden forholdet end ikke fuldt så galt, så er det dog mer end galt nok, idet så godt som alle sygdomme henføres til forværket eller forkjølet blod, hvorfor det anvendte legemiddel naturligt nok må blive enten kopsætning eller åreladning.

Vilde det nu lykkes for mig ved at påvise det sunde blods betydning for legemets ernæring og kraftige trivsel, samt ved at udhæve at vor tids faste og mest forherskende sygdomme netop skrive sig, deels fra for lidt blod, deels fra blodets feilagtige blandingsforhold, hvortil uvittige og hyppige blodladninger mægtigen bidrager, vilde det herved lykkes for mig, siger jeg, at sætte en stopper for denne uforsvarlige ødslen med blod, skulde i sandhed mange sygdomme undgåes og mange lidelser spares.

Alle organer i brystets og mavens huulheder ere væsentligst skabte for blodets skyld, idet de enten tjene til dets tilberedning og rensning, eller til dets fremdrivning og udbredning i samtlige legemets dele, hvor det er ligeså nødvendigt for disse deles liv og trivsel som vandet for planternes udvikling. Hensigten med mavens og tarmens virksomhed er at fordøie næringsmidlerne, det er sætte disse i en sådan tilstand, at de brugbare dele deraf kunne uddrages, gå over i blodomløbet for der at erstatte alle forbrugte og derved utjenlig blevne stoffe, og have disse sine bestemte udskillingsorganer, fornemmelig huden og nyrerne.

Miltens væsentligste forretning beståer i at danne blodkuglerne, der får sin røde farve gjennem leveren, hvor de brugte blodkugler atter opløses, for som galdeprodukt atter at tjene til at gjøre nye næringsmidler tjenlige for ernæringen. Nyrernes fortjeneste er det at forestå den tilbagegående forandring, idet samtlige forbrugte qvælstofholdige bestanddele gjennem dem udskilles, for derfra gjennem blæren at udføres af legemet.

Lungernes forretning er dobbelt, at udskille det rundt omkring i legemet forbrugte kulstof, der tilføres dem gjennem det tilbagegående blodkredsløb, og tillige at optage fra luften det for livet så høist nødvendige suurstof, da uden det ethvert liv slukkes.

Hjertets forretning er at forestå det dobbelte kredsløb, idet blodet først drives til lungerne for derfra at vende tilbage renset og fornyet. Kommen således tilbage til hjertet, drives det gjennem pulsårene omkring til hele legemet, for igjen gjennem blodårene at føres tilbage, efter på fremveien at have afgivet de for stofvæxlingen tjenlige stoffe, og på tilbageveien modtaget alle forbrugte og utjenlige bestanddele.

Hvad forplantelsesorganerne angåer, da foregåer ved den månedlige renselse ikke alene en blodudtømmelse, men hvad der er langt vigtigere at bemærke, en blodrensning, og er netop af denne sidste grund sammes regelmæssige tilbagevenden af den mest indgribende betydning for qvindens helbred og velbefindende.

Betænke vi nu, hvorledes disse brystets og mavens ovenomtalte indvolders væsentligste forretning beståe i at tilberede og rense blodmassen, for at denne i det rette blandingsforhold kan tilføres alle legemets øvrige dele, hvis harmoniske virksomhed beroer på blodets rette sammensætning, idet såvel vore sjælelige zoner, som følelsen og bevægelsen afhænger af om blodet, der tilføres hjerne (heilen), rygmarv, muskler (kjødet) og been er hvad vi kalde retteligen chemisk sammensat. Betænke vi endvidere, at alle såkaldte epidemiske sygdomme (= omgangssygdomme), ligeledes alle endemiske sygdomme (= sådanne som ere eiendommelige for visse større eller mindre landstrækninger), beroe på at fremmede vedblandinger ere komne ind i blodmassen, og derfra med nødvendighed må udskilles; holde vi desuden fast ved at de sygdomme, der for tiden ere mest utbredte i de mest forskjellige lande, netop udmærker sig enten ved mangel på blod (blodtomhed og blegsot), eller ved dets påviselige urette blandingsforhold (kjertelsyge, lungetæring og spedalskhed), og er det slutteligen en kjendsgjerning at de der udføre en blodsugers høist ansvarsfulde forretninger, ikke have den mindste ahnelse hverken om hvad her i store træk er anført, eller om det menneskelige legemes forhold, hverken i syg eller sund tilstand, udfordres der i sandhed ikke mere end blot almindelig sund menneskeforstand for at indse at der bør sættes en stopper for disse utidige, så sorgløst anstillede blodudtømmelser, og at der påhviler såvel udøveren som de der tillade udøvelsen, et stort moralsk ansvar, der naturligvis ikke bliver mindre fordi man ikke længer kan siges at handle efter bedste overbevisning, eller fordi man ikke forståer det bedre.

Mig har det desværre hændt såvel andetsteds som her i distriktet, at jeg er bleven afhentet til syge, hvor, dersom det havde stået i min magt, min første forretning skulle have været at indsprøite sundt blod i de blodtomme årer, og hvor man ikke destomindre umiddelbart før min ankomst, stundom slag i slag, har udtømt betydelige blodmasser, fordi den syge har følt en øieblikkelig lindring efter blodudtømmelsen, idet såvel den syge som omgivelserne har opfattet mathedens ro som tegn til forbedring, og bestyrket heri ved blodladerens udtalelse, atter har ladet sig overtale til ny blodtab, under det falske forehavende at den rette blodåre endnu ikke har været truffet. Følgen heraf har da naturligvis været at man enten har fængslet angjeldende for lange tider til sygeleiet, gjordt ham helseløs eller fremskyndet døden.

Ved de så almindelige forstyrrelser i den månedlige renselse er det næsten uden undtagelse regel, at man på egen hånd i lang tid, med kortere eller længre mellemrum, har ladet udtømme blod, fordi man efter åreladningerne næsten bestandig har følt om end kun en kortvarig letten i alle sine plager. Ovenfor har jeg imidlertid oplyst at det er ikke alene blod som ved denne rensning udtømmes, men at det er stoffe som naturen ikke længre har brug for, som herved tillige udskilles. Bliver man nu end ved åreladningen qvit noget heraf, så er dette dog for intet at regne mod hvad der forbliver tilbage, og da man nu desværre tillige har gjordt indgreb i naturens bestræbelser for at rette det manglende, bliver det alt vanskeligere og vanskeligere at bringe orden i ugreien, og det i et bestemt forhold til forstyrrelsens varighed og de derimod foretagne åreladningers hyppighed. Hvor ofte begåes desuden ved disse åreladninger, foretagne i forbryderisk hensigt, ikke fostermord?

Spørger man nu, idet jeg drager så hardt tilfelts mod gammel slendrian, om jeg aldeles banlyser enhver åreladning eller blodudtømmelse, svarer jeg hertil ubetinget nei! thi ligeså vist som det altfor ofte har hændt at jeg høiligen har måttet beklage de foretagne åreladninger, ligeså sikkert har det ikke så sjeldent truffet, at en åreladning i rette tid er bleven forsømt og hvor den, foretagen i sygdommens begyndelse, såvel vilde have frelst angjeldendes liv som især ofte sparet for store lidelser og et langvarigt sygeleie. Så få betænkeligheder almuen nemlig i reglen har ved at foretage blodudtømmelser i de sygdomme, der have et langsomt forløb og trække i langdrag, så mange flere betænkeligheder har man, når nogen angribes af en sygdom der begynder med voldsomhed og forløber hurtig, men netop her er åreladningen på sin plads. Den voldsomme blodgjæring, der her yttrer sig med de såkaldte febersymptomer, hård, spændt, fuld og hyppig puls, kuldegysninger, afvæxlende med hede, stærk tørst, brændende hede i huden, jagende smerter i lemmerne, hovedpine, rygsmerter, søvnløshed, tab af madlysten osv., vil ved en passende åreladning enten kort afskjæres, eller betydelig mildnes, og sygdommen herved betydelig afkortes i sit løb.

Herhen hører da samtlige betændelsessygdomme, fornemmelig dog betændelse i de større indvolde, og som regel gjælder her, at jo nærmere lungene og hjertet sygdommen har sit sæde, desto nødvendigere ere blodudtømmelsen, og jo bedre tåles den, medens derimod blodudtømmelser ved betændelse i underlivets indvolde, selv i de mere blodige organer, må foretages med den største forsigtighed. Til betændelsessygdommene hører de på disse kanter så hyppigen forekommende lungebetændelser og lungesækbetændelser samt de acute rheumatismer, ledrheumatismene, af almuen kaldt flyvende gigt, ihvilken sidste often forudgående stærk feber, den syge ligger i store smerter, stiv enten kun i enkelte lemmer eller over hele legemet. I disse tilfælde vil en åreladning betydelig lette de syge og forkorte sygdommen i dens løb. Hvormeget blod der skal udtømmes, rætter sig efter sygdommens udbredning, feberens styrke, den syges alder, mere eller mindre kraftige bygning og blodrighed, samt årstiden.

I de sygdomme derimod, der har varet år og dag, må de almindelige blodudtømmelser forkastes, de forskaffe her kun en kortvarig lindring medens hovedondet forværres. Her må kun tyes til de locale blodladninger gjennem igler og kopper. Men selv disse ikke alene kan, men bør erstattes ved midler, der ved at ordne organernes, fornemmelig hudens, virksomhed kan forbedre blodblandingen, og således begrunde en sand og varig helbredelse.

Til at regulere hudens virksomhed, gjøre samme mere tålig og udholdende, undgåe forkjølelse og derved en heel skare andre sygdomme, hører fornemmelig flittig vadskning og badning af legemet, hvorved man dog bør iagttage den forsigtighed at man vænner sig til at tåle badningen ved at gå fra den høiere til den lavere varmegrad. Men da kan man også bringe det til at tåle hvad det skal være, og må vi vel lægge mærke til, at vandet virker først ret tilgavns styrkende ved den lavere varmegrad.

Hvorledes bærer imidlertid almuen sig her ad? Istedetfor at styrke huden og gjøre den tåligere, gjør man alt muligt for ved varm bedækning, varme omslag og tykkere og tykkere beklædning rigtig at forkjæle den og gjøre den utålig, hvorved ondet slutteligen trodser enhver behandling.

Til det almindelige snak og tøv om at den rette åre ikke har været truffet, har jeg kun at gjøre den bemærkning, at alt blodet kommer fra og gåer tilbage til samme sted, først det lille kredsløb fra hjertet gjennem lungerne tilbage til hjertet, og dernæst fra hjertet igjen rundt omkring i hele legemet atter tilbage til samme, og kaldes dette det større kredsløb. På denne sin vei afsætter det i legemet alle brugbare stoffe, medtager igjen de forbrugte, har således overalt samme sammensætning.

Som regel bør desårsag årelades på medianvenen i albuebøiningen, med mindre man i et enkelt tilfælde har til hensigt at lede blodstrømmen i en bestemt retning, f.ex. ved forstyrrelser i den månedlige renselse, hvor den åreladning der her undertiden kan blive aldeles nødvendig, må foretages på foden. I ethvert fald må det udstrømmende blod opfanges i kopper eller skåler, hvori rumfang er bekjendt, istedetfor at tillades at løbe ned i større kjørler med varmt vand, hvor man ikke engang tilnærmelsesvis kan beregne den udstrømmende blodmængde. En åreladning må aldrig være større end på 2 pegle, som regel må kun 1 pegel blod udtømmes ad gangen.