1858 - Krohn

Vel udbrød influenzaen i begyndelsen af november måned på enkelte gårde i Lindås præstegjeld, og optrådte der med en såvel ikke ubetydelig extensitet som intensitet. Samtlige behandledes imidlertid for privat regning indtil en gammel kone afgik ved døden, da amtmanden underrettedes om tilstanden, og forespørgsel skeede om ikke sygdommen egnede sig til behandling for amtscommunens regning. Spørgsmålet besvaredes bekræftende, men sygdommen optrådte senere kun sporadisk, og vare tilfældene så lette, at ingen hjælp forlangtes.

Foruden typhus og influenza herskede kighosten epidemisk i Fedje sogn ved årets begyndelse, og døde i marts måned 3de børn heraf. Dette sogn ligger imidlertid til havs i distriktets yderkant, og modtog jeg herom først efterretning gjennem herr pastor Holtermann, da alt forlængst var forbi.

Den første requisition om udbrudet af typhus indløb til mig i begyndelsen af februar måned, og fandt jeg ved ankomsten til gården Hindenæs i Myking sogn, Lindås præstegjeld, 4 syge, der på det bestemteste benegtede at have havt omgang med nogen i det foregående år angrebne, eller at have færdedes på nogen gård, hvor sygdommen tidligere havde hersket. Ligeså lidt havde nogen derfra gården været i Bergen på lang tid.

Denne sygdommens spontane udvikling har i alle de år jeg har virket i distriktet, gjentaget sig for Mykings og Sandnæs's sognes vedkommende, medens sygdommens udbredelse ene og alene ved smitte har været let påviselig i det hele øvrige distrikt. Provst Hveding, der har færdedes i præstegjeldet fra barnsbeen af, beretter at så langt han kan erindre tilbage, har dette stedse været tilfældet, og måtte man således formode at disse sognes beboere, med hensyn til boligernes beliggenhed, bygning og indredning, deres levemåde, klædedragt og næringsveies beskaffenhed, kort sagt med hensyn til samtlige sanitære forholde, vare yderligen slet situerede, og således smittestoffets selvstendige udvikling finde sin naturlige forklaring, men regel gjælder det imidlertid at beboerne her ere stillede under bedre hygiæniske betingelser end på disse kanter pleier at være tilfældet. Foruden en større reenlighed og kraftigere levemåde er sandsen for tilegnelsen af nyttige kundskaber i stadigt stigende, og har jeg således seet mig nødsaget til at ty til de physiske og topografiske forholde, der her betinge en stadig fugtig athmosphære, som den væsentligste forklaringsgrund til denne sygdommens selvstendige udvikling.

Den sunde sands folket i Lindås præstegjeld som regel er i besiddelse af, den villighed og velvillie hvormed kyndigeres råd og veiledning der modtages, den overbeviisning om sygdommens smitsomhed som der er grundfæstet og de deraf følgende forsigtighedsreglers iagttagelse, bevirkede i forening at, uagtet ved vårsildefiskets slutning 1 typhuspatient hjembragtes til Hodneqvamme, 2de til Synnevågen og een, smittet i Manger, førte sygdommen til Sletten, angrebes dog i det hele kun 12, og ophørte epidemien i begyndelsen af mai måned.

I Mangers præstegjeld derimod har ingen syge bragtes hjem fra fisket, men fatalisme, uvidenhed og svineri pleies som drivhuusplanter, og lægens råd og veiledning som regel modtages deels med vantro, deels med åbenbar foragt. Der har sygdommen slået faste rødder, har så godt som uden afbrydelse hersket i 3 år, og vandrer fremdeles ugeneret fra gård til gård. Da lægens hjælp kun søges fra de gårde, hvor sygdommen begynder at drage døden efter sig, eller massen af de angrebne bliver for stor, seer jeg mig ikke istand til at opgive antallet af angrebne, selv ikke de ved døden afgangne. Under min behandling kom 43, og 3de veed jeg med vished døde, uden at komme under behandling.

Som i de foregående år blev der en stands i sygdommen i månederne juli, august, september og første deel af october, det vil sige sålænge folket stadigen er beskjæftiget med udearbeide, og den ufrivillige ventilation og sammes følger vedvarer. Aldrig såsnart overfyldes igjen deres usle, mørke, lave og ventilation manglende hytter, i hvis nærhed desuden alskens svineri findes opdynget, førend sygdommen på nyt dukker op på de tidligere angrebne gårde, og føres derfra ud i videre kredse.

Sålænge uvidenheden er så tyk, uvettet er så stort, anseer jeg det både for urigtigt og for kostbart at påtvinge nogen hjælpen, der heller ikke kan være til nogen nytte. Bortimod har jeg fundet det nødvendigt at unddrage sådanne den, som bevisligen hverken bruge mediciner eller følge mine anvisninger, medens jeg derimod såvel i som udenfor sundhedscommissionen såvidt det ståer i min magt ved samtaler søger at bibringe folket sundere anskuelser, åbne øinene for deres altfor påtagelige mangler og disses umiddelbare og uudbederlige følger.

Kan jeg end ikke smigre mig med opnåede glimrende resultater til dato, kan jeg heller ikke nære særdeles håb om snart at skue frugterne af min virken, føler jeg mig dog overbevist om at de ikke skulle udeblive når jeg mod almuens rå uvidenhed, vrangvillighed, fordommer og overtro samt deres seige vedhængen ved det gamle, formår at sætte en redelig og fast villie, der ikke trættes ved at arbeide, uagtet målet ligger uendeligt fjernt.

Med undtagelse af denne ubetydelige typhusepidemi har sundhedstilstanden i distriktet været overmåde god, og ulige bedre end noget foregående år. Sygdomsconstitutionen har været indifferent, og lysten til at søge lægehjælp just ikke i stærkt tiltagende for Mangers vedkommende. 3de gange har jeg imidlertid i afvigte høst været hentet did for privat regning, hvad jeg har opfattet som et godt tidens tegn; thi jeg nærer grundet tvivl om nogensinde en Mangerstril har grebet sig så hårdt an, at han har villet bære de med en læges afhentelse forbundne udgifter.

Skorter det nemlig ikke på evnen, skorter det i sandhed på villien; thi den mere formuende plages af en sand mani for at skrabe penge sammen, hvorved et kniberisystem har udviklet sig, gjennemtrængt fattigcommission og communerepresentation, så at det for den fattige lidende intet gjøres, og kun en eneste gang i 3 1/2 år har man forlangt min assistence til en slig stakkel. Man sparer på skillingen og lader daleren gå; thi når helbreden for den fattige familiefader er borte, har man ham og hele familien på fattigkassen.

I Lindås derimod søger man mere og mere lægens hjælp, hvad der formeentligen især må tilskrives den overmåde billige måde hvorpå den der erhverves; thi med undtagelse af et gratiale af 10 spdlr. har den tidligere contrakt til dato stået ved magt. Da arbeidet imidlertid efterhånden er kommet til at stå i et skjærende misforhold til betalingen, og jeg ikke ønsker at trælle for mit brød, seer jeg mig snart nødsaget til at stoppe contraktsforholdet, hvorved det da vil vise sig om det er billigheden alene der har betinget søgningen.

Det er endnu fornemmeligen de chroniske sygdomme hvorfor man søger min bistand. Døden er fremdeles som regel en egen sygdom, hvorfor det ikke nytter at søge nogen jordisk hjælp, og af denne grund dø således altfor mange af andre sygdomme, uden at der er tanke eller tale om at søge lægehjælp. Denne søges først når det varer længre end påregnet inden døden indfinder sig, og det hænder derfor undertiden at døden altfor meget har sat sit stempel på den lidende hvortil man bliver hentet, hvorved eens rolle kun bliver tilskuerens istedetfor hjælperens. Slige tilfælde tjener desværre kun til at bestyrke den fatalistiske anskuelse at timen var kommen, og at det er formastelig at tro sig i besiddelse af midler mod døden. Det nytter i denne henseende slet ikke at påvise den urimelighed hvortil conseqventsen af dette tankesæt med nødvendighed leder, hvorledes menneskets fri villie, dets selvbestemmelse og tilregnelighed ophæves. Selv den mere oplyste og sundt tænkende hænger her seigt ved de fra fædrene nedarvede meninger, og man må ikke smigre sig med at kunne opnå en hurtig forandring til det bedre.

Af beenbrud er i årets løb kommet 1 brud af lårbenet og 2de af nøglebenet under behandling. Forøvrigt behandles næsten alle beenbrud af almuen selv, og har jeg gjentagne gange havt anledning til at beundre den accuratesse hvormed bruddet har været bragt i situs. Behandlingens gode udfald tilskrives imidlertid især den indgift af tin som nødvendigen udkræves for at danne den styrkende metalring om bruddet, og som mange have forsikkret mig med egne øine at have seet efter beenbrud på kreaturer.

Broktilfælde, fornemmelig udvendige inguinalbrok, medfødte og erhvervede, forekomme i mængde, selv indeklemte behandles de i reglen af almuen selv, og først når man selv ingen udvei længer seer, tilkaldes lægen. Således tilkaldtes jeg i afvigte år til 3de med incarcererede udvendige inguinalhernier. Hos den ene var hudbedækningen, broksæk og dets indeklemte tarmstykke allerede gangrenerede bort, og tarmindholdet afgik gjennem såret. Det lykkedes imidlertid ved vedholdende kraftige toucheringer med helvedessteen at bevirke tilheling. Et lignende udfald havde et andet tilfælde som vedkommende overlod til sig selv. Det andet indeklemte lyskebrok reponeredes heldigen, det tredie derimod havde et dødeligt udfald. Alle repositionsforsøg vare nemlig forgjæves, og uagtet alle anstalter før jeg forlod den syge, vare trufne for at bringe ham til Bergens sygehuus for der at underkastes operation, lod man ham dog ligge og dø af peritonitis.

En pleuritis der før min ankomst havde perforeret brystvæggen, behandledes med held.

Til sindssyge er jeg i afvigte år bleven requireret 2de gange for at afgive min mening om hensigtsmessigheden eller nødvendigheden af deres indsendelse på sindsygeasylet.

Den ene var en ung pige på 18 år, Anne Nilsdt. NordreQvinge, hos hvem sygdommen begyndte med syns og hørelses hallucinationer, hvorefter der hurtigen udviklede sig en dyb melankoli, afbrudt af maniakalske anfald (folie a double forme), under hvilke sidste hun gjentagne gange løb til skogs, og frygtede man for at hun skulle forkorte sit liv.

Fra sin tjeneste bragtes hun nu hjem til forældrene, hvor hun ved min ankomst henlå med foldede hænder, stille grædende, ubevægelig, med et tungsindigt udtryk, injicerede øine, blikket stivt stirrende, ansigtet rødt, hovedet hedt, og i den grad taus, at det alle mine anstrængelser uagtet, ikke lykkedes mig at få nogetsomhelst svar på de til hende stillede spørgsmål. Hos forældrene nødsagedes jeg altså til at indhente de nødvendige oplysninger, og fik jeg da underretning om at hun strax efter hjemkomsten havde været meget urolig, talt usammenhængende, havt syner, været forstyrret i blik og adfærd, og forsøgt på at undvige. I de sidste par døgn havde hun derimod ligget som jeg nu så hende, søvnløs, målløs og uden at nyde noget, siden hendes ankomst til hjemmet ingen afføring.

Ved at trænge hårdt ind på forældrene angående årsagen til hendes nærværende sygdom, tidligere havde hun nemlig stedse nydt en god helbred, fik jeg endeligen ved at foreholde dem nødvendigheden af en uforbeholden forklaring, da barnets helbredelse for en væsentlig deel beroede herpå, besked om at da datteren havde udtalt sit ønske om at forlade hjemmet for at tage tjeneste, og senere fortalte dem at hun virkeligen havde forhyret sig, havde der stadigen vanket bittre ord og bebreidelser fra moderens side, da hun syntes at hun trængte hendes hjælp hjemme. Disse ubehagelige scener vare blevne hyppigere derved at forældrene tillige vare komne underveis med at datteren hemmeligen havde forlovet sig med een der ingen udsigter havde for fremtiden, og havde forældrene desårsag, allerede forind hun forlod hjemmet, bemærket at datterens sindsstemning og måde at være på var undergået en betydelig forandring.

Stedse efterat tjenesten var tiltrådt, udviklede sygdommen sig, idet hun stadigen syntes at see og høre folk som forfulgte hende med drillerier og spottende bemærkninger over at hun havde handlet imod sine forældres ønske og villie, og inden kort tid nåede sygdommen sin nuværende høide. Forældrene tilstod tillige at de selv efter barnets hjemkomst ikke undlod at bebreide hende både det ene og andet, især forlovelsen, hvortil de aldrig vilde give sit samtykke.

Jeg forestillede dem derfor på det meest indtrængende at den første betingelse for en snarlig helbredelse var en venligere og kjærligere omgang fra deres side, idet de fremfor alt ikke måtte berøre det passerede. Dernæst sørgedes for tilbørlig afføring, forordnedes lunkne bade og anvendtes Dowers pulver i stigende doser. Efter ganske kort tid havde jeg den tilfredsstillelse, at helbreden fuldstændigen restitueredes, og har hun senere været frisk.

Den anden var en kone på 32 år, Bothilde Johannesdt. Veland, der under mandens fravær i Hardanger, hvor han byggede på et kirketårn, boede alene i en noget afsidesliggende bygning. Naboerne vidste derfor intet forind de een dag i midten af juli måned ser hende halvpåklædt at komme styrtende ud på marken under voldsomme gebærder og vilde råb og skrig. På tiltale svarede hun vildt og usammenhængende, men man opnåede dog at hun, skjønt ubevidst, begav sig tilbage til hjemmet, hvor 2de mænd, der vexelvis stadigen havde holdt vagt over hende, forklarede at de i disse 3de døgn havde havt den største vanskelighed med at holde hende i huset, idet hun med forstyrrede vilde blikke, uophørlig høirøstet, usammenhængende tale, vexlende med råb og skrig stadigen søgte døren. Ro havde der ikke været tale om, intet havde hun nydt uden drikke, afføring og vandladning i orden.

Da hun i sin forstyrrede tale stedse med en overordentlig ængstelse var kommen tilbage til at mandens liv svævde i fare, havde man for mueligens at berolige hende, strax ladet en expres afgå, for enten at formå ham til at komme hjem for en kort tid, eller i det mindste til at skrive nogle ord. Denne expres var vendt tilbage natten før min ankomst med brev, hvori han lovede snart at komme hjem. Modtagelsen af dette brev og denne underretning havde virket overmåde beroligende, så at hun umiddelbart før min ankomst havde fået et par timers rolig søvn, hvorefter hun var vågnet med bevidsthed, men endnu været urolig og meget snaksom.

Ved min ankomst fandt jeg hende liggende rolig i sengen med fuldkommen bevidsthed, ansigtet noget rødt, øinene noget injicerede, blikket ustadigt, udtrykket endnu forstyrret, pupillerne en smule udvidede, huden varm, svedende, pulsen fuld, freqvent (100), men regelmæssig, svarende med tilfældighed og vidløftigt, men dog tydeligt på de til hende stilede spørgsmål, hvoraf da erfaredes at hun i længre tid havde været meget urolig for manden, at denne uro i betydelig grad var bleven forøget derved at hun før sit ildebefindende havde henvendt sig til, og modtaget medicamenter hos en omvankende qvaksalver (en vose), hvormed hun vidste at manden vilde blive meget utilfreds, og hvorefter hun befrygtede en skadelig indvirkning på sin helbred. Denne ængstelse havde berøvet hende såvel madlysten som søvnen, og havde således hendes ovenomtalte tilstand efterhånden udviklet sig.

Den modtagne medicin bestod alene i radix rheorum, som skulde tages fiint skavet i melk hver 2den eller 3die dag. Da jeg nå kunde forsikkre at hun heraf ikke vilde spore nogen skadelig indflydelse på helbreden, og hun under vor samtale var bleven roligere og roligere, ansigtet efterhånden indtog sit naturlige udtryk, og der kun klagedes over trethed og trang til søvn, antog jeg paroxysmen for denne gang vare overstået, anviiste kun hendes omgivelser den måde hvorpå hun måtte behandles, med pålæg om øieblikkeligen at blive meddelt efterretning dersom imod formodning et nyt anfald skulde indfinde sig. Den syge kom sig imidlertid snart og har senere vedblevet at være frisk.

Ifølge amtets ordre ere de i distriktet for amtscommunens regning forpleiede sindssyge blevne tilseede, og deres behandling og forpleining bleven undersøgt. De fleste forpleies af deres egen familie med omhu, og blev jeg overbeviist om, at alle disse ulykkelige behandles med all den godhed og skånsel som deres lidende tilstand gjør krav på.

Foruden vore egne sindssyge findes i distriktet adskillige sindssyge udsatte, deels for privat regning, deels for Bergens fattigkasses regning. På mine reiser har jeg havt anledning til at gjøre mig bekjendt formodentligen med alle, og intet fundet at udsætte på deres daværende forpleining og behandling. De forblive imidlertid sjelden flere år ad gangen hos samme mand, da godtgjørelsen ikke ståer i forhold til byrden.

Til fødende har jeg i årets løb været hentet 3de gange, første gang til en førstefødende i Evenvig, hos hvem der var examineret gjordemoder tilstede, og konen alligevel havde henligget på 15de døgn siden fødslen begyndte. Ved min ankomst vare kræfterne i den grad udtømte, at hun kun med vanskelighed kunde tale. Ansigtet var stærkt rødt, opdunset med et meget lidende udtryk, øinene stærkt injicerede, matte, hovedet hedt, pulsen lille, neppe følelig, frequent (over 100). Veerne vare ophørte for flere døgn tilbage, men havde til den tid været overmåde kraftige. Barnet var formeentligen dødt noget over et døgn før min ankomst, på hvilken tid fosterbevægelserne vare ophørte, og konen anfaldtes af gjentagne kuldegysninger.

Ved den udvendige undersøgelse var ingen fosterlyd at opdage. Ved den indvendige undersøgelse fandtes modermunden udslettet, og barnets hoved i 1ste isseleie, indkilet i øverste bækkenåbning, hvis conjugata på grund af det dybt stående promontorium antoges ikke ubetydeligt forsnævret.

Konen var 37 år gammel, med mandig bygning, særdeles muskuløs med rigide fibre, og ønskede intet heller end at underkaste sig hvilkensomhelst operation, uagtet jeg på grund af bekkenforholdene måtte gjøre såvel hende som manden og faderen opmærksom på sandsynligheden af at forløsningen kun kunde gå for sig ved fosterets sønderlemmelse.

Før jeg skred til forretningen, gaves borax og secale cornutum (gr XV). Tangen anlagdes og imod forventning lykkedes det med megen anstrengelse at udvikle hovedet, hvorefter fødslen tilendebragtes med stort besvær. Især frembød skuldrenes udvikling mange vanskeligheder. Efterbyrden måtte ligeledes kunstigen udvikles. Dog kom konen sig hurtig.

Til den anden kone hentedes jeg ved iilbud om natten med den besked, at der efter et kortvarigt ildebefindende og nogle smertefulde veer var kommet en blære tilsyne udenfor fødselsveiene, som ingen forstod sig på, at konen antog sig svanger i 7de måned (ugemåned), fremdeles følte liv i fosteret, og at ingen synlig synkning af underlivet bemærkedes efter det passerede.

Ved min ankomst overbeviiste jeg mig om rigtigheden af det anførte, og befandtes den ovenomtalte blære ved undersøgelsen at være æghinder, indeholdende ubetydeligt fluidum og et lille foster, hvis enkelte dele tydeligen kunde skjelnes gjennem blæren tilligemed funiculus. Blæren åbnedes, hvorved udflød omtrent 2 spiseskeer af en grålig, fnokket, puslignende, stinkende vædske, og efter opklipningen af funiculus udtoges et 67 tommer langt foster, vistnok sammenhængende, men dog i en halvt opløst tilstand. Efter dets udviklingstrin at dømme, ossificationen af de enkelte been, dets tydeligt udtalte kjøn, dets udviklede fingre og tæer, antoges det at være dødt mellem 5te og 6te ugemåned, hvilket også stemmede med konens angivelser af de kuldegysninger samt et længre ildebefindende som på den tid havde fE6‘ngslet hende til sengen.

Da jeg ikke med lempe kunde skille hende med den ufødte efterbyrd, og jeg på grund af at veerne vare standsede længe før min ankomst, heller ikke indfandt sig under mit 2 timers lange ophold på stedet, antog mueligheden af at konen kunde opgå sin tid med det endnu levende foster, anstillede jeg ikke alvorligere forsøg på at skille konen med samme, men anbefalede et i længre tid fortsat roligt leie. Efter et døgns forløb indfandt imidlertid veerne sig igjen. Fødslen gik raskt og naturligt for sig, men fosteret levde kun et par timer.

Den tredie kone jeg hentedes til, var en tvillingfødsel hvor det eene barn levende var kommet til verden for 1 døgn siden, og hvor veerne, der en tid efter det første barns fødsel havde været meget kraftige, nu vare fuldkommen standsede.

Ved den udvendige undersøgelse diagnosticeredes et foster med hovedet i konens venstre side og noget bagtil, fødderne i høire side og noget fortil. Ved den indvendige undersøgelse traf jeg først på den overklippede funiculus og sammes placenta, der med sin rand var noget nedsunken i bækkenets huulhede bagtil. Fortil traf jeg på de slappe fosterhinder. Ingen fosterdeel kunde nåes.

Der gaves nu essent. cinnamoni og spermoedia gr XV. Da veerne begyndte at indfinde sig, perforeredes hinderne, og vending på fødderne foretoges med lethed. Vistnok havde det været mit ønske og min hensigt før vendingen at udvikle det tidligere fødte barns ufødte efterbyrd, men da det ved et lempeligt forsøg herpå viste sig at den måtte være sammenvoxen enten med det ufødte barns placenta eller sammes hinder, og jeg af en voldelig adfærd havde grund til at frygte fare såvel for barnet som for den meget svage moder, måtte jeg bestemme mig til extractionen under de mindre gunstige bækkenforholde. Den pulsløse navlesnor var nemlig strax efter vendingen fremfalden.

Der var altså ingen tid at spilde. Fosteret udvikledes med nogen vanskelighed, men desværre dødt, og forbleve alle oplivningsforsøg frugtesløse. En ny dosis spermoedia viiste sig nødvendig til fødslen af placenta, og viiste det sig nu, at den førstefødtes placenta var nøie sammenvoxet med det andet barns æghinder.

Med undtagelse af en puerperalmania, der som følge af skræk udviklede sig hos min egen kone 14 dage efter fødslen og heldigen behandledes, har jeg for svangres og barselqvinders vedkommende kun været rådspurgt for truende aborter og aborters følger, hemorrhagier under og efter fødslen, manglende veer og smertefulde veer og efterveer, samt svækkelse efter barselsengen.

Sørgeligt nok er det at berette, at 2de barselqvinder ere døde uforløste i Lindås præstegjeld i afvigte år, uden at hjælp har været søgt. Nogen examineret jordemoder eier desværre distriktet endnu ikke. Dog har jeg håb om, for en deel, at see dette store savn afhjulpet for Lindås præstegjelds vedkommende, da amtsformandskabet ved vor amtmands ufortrødne bestræbelser har gået ind på for det første at bevilge bidrag til oplærelse af 2de jordemødre. Det ene af disse bidrag er bleven tilstået en kone fra Lindås, og har jeg været heldig nok til at få plads til hende på fødselsstiftelsen fra 1ste mai d.å.

Ved udgangen af året 1857 var i distriktet 38 spedalske. Ved døden ere heraf 2de afgangne og 2de indlagte på stiftelse. I løbet af afvigte år ere 6 ny tilkomne, hvorved de spedalskes antal for tiden viser sig at være 40. Af de ny tilkomne lide 5 af den glatte (anestethiske) form, og havde een båret på sygdommen i 30, en anden i 20, og en tredie i 8 år. Dette mener jeg viser mere end tydeligt nok, enten hvor lidet folket endnu kjender til denne form, eller hvad jeg er mere tilbøielig til at tro, hvor gjerne disse ulykkelige vil lægge skjul på sit onde, der hvor sløvheden og ligegyldigheden for alt ikke er altfor stor, ikke alene betragtes for en uforskyldt ulykke, men for en ureen og skammelig sygdom. Således hører det ikke til sjeldenhederne at den ulykkelige der på grund af sin sygdom har mistet følelse, syn, hænder og fødder endnu, tilligemed omgivelserne, påstår at sygdommen ikke er spedalskhed men kun følger af en gammel forkjøling.

Kun ved gjentagende i sundhedscommissionerne at holde foredrag over de former hvorunder sygdommen fremtræder, og de for samme egne symptomer, samt ved at påvise hvorledes tællingens hensigt aldeles forspildes når man lægger dølgsmål på og forhindrer undersøgelsen af de mistænkte, har det lykkedes mig at få en opgave over de i årets løb undersøgte, og det kun med forbehold af at jeg under ingen omstændighed til den syge eller familien måtte berette af hvem de var opgivne.

Man raisonnerer nemlig således, idet man taber tællingens hensigt af sigte: "Resultatet af undersøgelsen leder, dersom mistanken stadfæster sig, slet ikke til noget godt for os eller vor familie. Nogen lindring i vore lidelser eller helbredelse er der, efter vor erfaring, slet ikke tale om. Forhindre forplantelsen på vort afkom kan man ligeså lidt. Sikkert bliver det derimod at vi i mængdens øine komme at stå som ureene, hvem man skyer så meget som mueligt, og efter hvem man ikke engang vil nyde alterens sakramente. Fatter desuden Stortinget, og Kongen sanctionerer, hårde bestemmelser mod os, blive vi nødsagede til i det mindste at fjerne os fra, og skilles fra vort hjem og vore kjære. Måskee kan der endog vederfares os noget endnu værre. Det bedste for os bliver det altså, så længe som mueligt at lægge skjul på vort onde, og drages hermed så godt vi formå."

Med et sligt altfor almindeligt raisonnement lader det sig let forklare at den tidligere fortegnelse over de spedalske inden mit distrikt har vist sig at være ufuldstændig, og jeg smigrede mig dog med at dette, såvel på grund af mit udbredte bekjendtskab til befolkningen, som især fordi jeg på de forskjellige stiftelser og hospitalet i mit fødested Bergen har havt rigelig anledning til at blive kjendt med sygdommen, ikke skulde være tilfældet. Rimeligheden taler således for at det ikke kan være gået mine colleger stort bedre. Navnligen troer jeg med vished at turde påstå at mange tilfælde af den glatte form endnu ere uoptegnede.

Det samme raisonnement har også ledet til at flere af de undersøgte hvis tidligere frygt nu er bleven til vished, efter undersøgelsen ere blevne alvorlig syge og i længre tid have måttet holde sengen. Disse undersøgelser høre desårsag til mine uhyggeligste pligter.

Med hensyn til min virksomhed i sundhedscommissionen har jeg kun at berette at en større deel af skolelærerne såvel i Lindås som Manger ere indtrådte som faste medlemmer ifølge min indbydelse, at det på begge steder er vedtaget, ikke ifølge magtbud, men på grund af overbevisningen om sammes hensigtsmæssighed og nytte, at formandskabsdistrikterne inddeles i roder med tilhørende tilsynsmænd, for hvem da instrux bliver at udfærdige, at intet møde af formænd og representanter har været afgivet uden at jeg har fremmødt og holdt skrevne foredrag, hvilket i afvigte år have dreiet sig om de drikke som dagligen nydes i distriktet. Således har vandets, melkens og kaffens betydning i den menneskelige organismes huusholdning været gjennemgået.

Desuden har et foredrag været holdt, hvori jeg har tilladt mig nærmere at gå ind på almuens nærværende standpunkt, hvilket foredrag, forsynet med formændenes og representanternes underskrift, uden protest, formeentligen beviser at skildringen ikke lider af overdrivelser.

Den overvættes sygelighed, deels af epidemisk, deels af sporadisk natur, som i dette år (1859) har hersket i distriktet, og lagt beslag på alle mine kræfter, har forhindret mig fra tidligere at lægge sidste hånd på denne min indberetning, i den tro at jeg først og fremst havde pligter mod mine lidende medmennesker, adlydende Guds lov og dernæst menneskenes. Min amtmand har imidlertid, uagtet jeg ikke har undladt at gjøre ham bekjendt med den bedrøvelige tilstand inden distriktet, meent det anderledes, idet jeg i en skrivelse af 31ste august er bleven dieteret 1ste måned mulct. På denne måden tvungen til at stjæle et par dager fra mine syge, fremkommer denne min beretning tidligere end jeg selv havde tænkt det, og heller ikke således gjennemarbeidet som jeg havde ønsket det.