Home
Department of Global Public Health and Primary Care

Warning message

There has not been added a translated version of this content. You can either try searching or go to the "area" home page to see if you can find the information there

1856 - Krohn

Da jeg i december måned 1855 ingen ny tilfælde af typhus havde fået under behandling, og allerede antog den daværende epidemi for afsluttet, modtog jeg på årets første dag en requisition fra Mangers præstegjeld, hvori jeg underrettedes om sottens udbrud på gårdene Haukeland og Storheim, hvorfra den senere, deels ved en skolemester, deels ved en tiggerqvinde bragtes til Solheim, Grindheim og Hauland. Det er fra den ene ende af Radøen til den anden, og behandledes på disse gårde i det hele 38 personer. Smitten kunde her på det bestemteste forfølges fra gård til gård.

Main content

Næsten samtidigen hermed modtog jeg underretning om sygdommens udbrud på fire fjernt fra hinanden liggende gårde i Lindås, nemlig Toftegård, Hundven, Mellingen og Rødland, fra hvilken sidste den bragtes til ØvreÅs og Rød. På disse gårde behandledes indtil slutningen af juni måned ialt 27 individer.

Fra begyndelsen af juli måned havde jeg kun typhuspatienter på gården Rød, hvor den holdt sig indtil midten af september. Sidste halvdeel af september og første halvdeel af october var jeg fri for typhussyge, da jeg requireredes til Frøyseth i Lindås, og i begyndelsen af november til Marøen og Fjeldstad i Manger. På de 2de sidste gårde greb sygdommen betydeligt om sig, men de færreste kom under min behandling; thi i midten af november måned måtte jeg selv bukke under for sygdommen, der indtil slutningen af januar måned d.å. forhindrede mig fra at udføre de mig påhvilende forretninger, og overtoges disse midlertidigen af distriktslæge Ellertsen så godt som hans eget distrikts tarv tillod ham samme.

I årets løb har af mig været behandlet 84 typhussyge, der deels have lidt af typhus, deels av typhoidet. 3/4 deel af de angrebne har havt typhoid feber, men på samme tid og i samme huus have samtidigen begge former været under behandling. Jeg formåer nemlig ikke at indsee andet end at sygdommen er den samme, kun med en localisation af sygdomsstoffet til forskjellige organer (tarmcanalen og huden), og en derved foranlediget forskjellig symptomgruppe, nøiagtig nok beskreven af Jenner, Huss og Magnus.

Det i årets løb sande antal angrebne seer jeg mig ikke istand til at angive, såvel fordi under min sygdom tilsynet med de lidende, som rimeligt var, blev yderst mangelfuldt, som også fordi jeg ved med vished at sygdommen har hersket på flere gårde i Manger, ja selv dødsfald indtruffet, uden at min hjælp har været forlangt.

Epidemien må vel egentlig kaldes godartet, uagtet det ikke har manglet på hårdt angrebne, og heller ikke på dødsfald. Under min behandling ere 5 ved døden afgangne, 2 lidende af typhus, der begge døde pludseligen på sygdommens 7de dag medens exanthemet (rosapletterne) var i fuldt udbrud, 3 lidende af typhoidet hvoraf de 2de døde af tarmperforation, den 3die af profuse tarmblødninger.

Ved epidemien fortjener kun at bemærkes, at tunghørighed og complet døvhed vare meget hyppige og vedvarede langt udover reconvalescentsen. Ligeledes have congestionerne til lungerne, d.e. bronchiter og de så kaldte hypostatiske pneumonier været almindelige.

Behandlingen har nærmest været overensstemmende med professor Huss's, da jeg, efterat have brugt chloren og phosphorsyren i længre tid ved siden af hinanden, ombyttede chloren med acidum phosphoricum, især fordi phosphorsyren med tilsat syrupus sacchari frembyder en for de syge behagelig drik, der nydes uden nogen knurren. I reactionsstadiet har jeg imidlertid efter omstændighederne benyttet snart acid. phosphor., snart elexir acidum, og udvendig vexlende omslag af ætheroleum pinorum og koldt vand (neptunsbeltet). Ved disse omslag troer jeg at have frelst flere fra den sikkre død. I det adynamiske stadium har jeg næsten udelukkende benyttet valeriana, idet jeg kun undtagelsesviis har måttet ty til china og moschus.

I begyndelsen af april måned hjemsøgtes distriktet af mæslinger, og forekom endnu enkelte tilfælde af samme i slutningen af juni måned. Epidemien viiste sig i det hele taget at være af en godartet natur. Kun et par gange måtte igler anvendes for anginaen, der da var af exsudativ natur, og de 3 eneste dødsfald indtraf i en ganske kort tid i et og samme huus. Dog nærer jeg mistanke om efter de af faderen mig opgivne symptomer, at dødsårsagen har været diphtheritis. Nogen bestemt mening herom kan jeg imidlertid ikke have, da jeg ikke så de syge. Af eftersygdomme kom 2de med hydrops anasarca under behandling. Da dette er en sygdom hvorfor der kun i høieste nød søges lægehjælp, kan jeg ikke engang tilnærmelsesviis opgive de angrebnes antal.

I mai måned optrådte i en ganske kort tid flere pneumonier (16) og 2de acute rheumatismer. Af pneumonierne endte 3de med døden. Mai måned er imidlertid torvmåned, og pleier reglen da at være, at man tager sin middagsluur liggende næsegruus på den fugtige, kolde jord. Da nu de 6 første dage af mai vare meget kolde med vedvarende nordostlig vind med en middeltemperatur af 4 grader i varme, lade disse tilfælde sig let forklare. Behandlingen har i det forløbne år været mindre indgribende end tidligere. Kun hvor reactionen har været meget stærk og individerne kraftige, har jeg foretaget en åreladning og udvendigen anvendt igler, blodkopper og vesicatorier.

De i årets løb forøvrigt hyppigst forekommende sygdomme vare vår og høst catarrhalske og rheumatiske tilfælde, fornemmelig chroniske rheumatismer, der foruden at være grundet i klimatiske årsager tillige må tilskrives den tidlig om våren hensynsløse kasten af for vinteren tilvandte uldne underklæder, og den tidlige utidige barfodgåen.

Næst rheumatismene spiller cardialgierne den største rolle. Mindst 1/3 deel af befolkningen lider i mere eller mindre grad af denne sygdom, der fornemmeligen må tilskrives nydelsen af ussel og bedærvet kost, fornemmelig ved den stadige brug af suur melk og dårlig kaffe.

Kjertelsyge og svindsot forekommer desværre ikke sjeldent. Almuen kjender allerede vel til badning, tran og ølldrikken mod disse sygdomme, så at jeg endnu ikke ved lungetuberkulosen har været rådspurgt før i den 11te time, hvor hydropiske ansamlinger have været indtrådte, og hvor da i ganske kort tid diarrhoea med hectik har gjordt ende på den syges lidelser. I det forløbne år døde således 4 under min behandling.

Venerisk sygdom er i det forløbne år ikke kommet under min behandling. Man har i det hele distrikt en forfærdelig respekt for denne sygdom, så at enhver der har været eller kun befrygtes at have lidt heraf, med det samme er brændemærket i almuens øine. En gårdmand, der tidligere på Bergens sygehuus havde været behandlet for primær syphilis, rømte da han bemærkede recidiv, fra sit hjem, lagde sig ind på sygehuset og døde der.

Med hensyn til hudsygdommene er fnat desværre fremdeles meget almindelig, og skurv ikke ganske sjelden. For det første onde søges ingen hjælp, og for det sidste kun hjælp hos kloge koner, hvis behandling dreier sig om gjentagende udrykning af de angrebne hår ved forskjellige midler, og kan herimod naturligviis intet være at indvende.

Ved den foretagne tælling af de spedalske i distriktet beløb disse sig til 45 (30 i Lindås og 15 i Manger), forøgelsen altså temmelig betydelig så meget mere som der af den gamle stok kun var 9 tilbage (6 i Lindås og 3 i Manger). De øvrige vare nemlig for største delen ved døden afgangne og 3 indlagte i St. Jørgens hospitalet. Det viser sig imidlertid desværre at den samme sløvhed og skjødesløshed som i Manger hersker i alle andre ting også har gjort sig gjældende her, idet jeg alle mine bestræbelser uagtet, ikke har været istand til at formå sundhedscommissions medlemmerne (det hele formand og representantskab) at opgive mig samtlige mistænkte, hvorved jeg i en ganske kort tid i dette år på mine reiser i andre anliggender og gjennem fattigcommissionen har fundet ikke mindre end 3 i tællingen ikke optagne spedalske, der allerede have båret på sygdommen i længre tid.

Med hensyn til sygdommens årsager ståer hverken arvelighed, stadig beskjæftigelse med fiskeri, ureenlighed, dårligt kosthold, vaden i sneevand, utidig barfodgåen eller ondtlidende i det hele taget efter mine begreber til for at forklare dens her i distriktet stadige tiltagen, uagtet samtlige mennesker tilsammentagne fornemmelig dog arveligheden spiller den betydeligste rolle. Af de 45 spedalske gives kun 16 i hvis familie, der ikke har været eller er andre spedalske. En kjendsgjerning er og bliver det, at Lindås præstegjeld i alt, såvel med hensyn til legemlig som åndelig cultur ståer uendeligt høiere end mangersværingene, der som rene havstriler fornemmelig ernære sig ved fiskeri, og dog findes sygdommen langt mere udbredt i Lindås end Manger med omtrentelig den samme folkemængde (noget over 6000 indvånere i hvert af præstegjeldene).

Med hensyn til fiskerienes indflydelse har det for mig været slående at netop Øgårdens, de yderste øer mod havet, hvor fiskeriet er den daglige bedrift, viser yderst få angrebne, og på Fedje, der udgjør et eget sogn i Lindås præstegjeld med 238 sjeler, har der aldrig været eller findes endnu en eneste spedalsk, uagtet man sikkerligen ikke skal kunne opvise et eneste sogn i det hele land med så dårlige hygiæniske forholde (elendige boliger, usle klæder, svinevorrenhed og dårligt kosthold), og som desuden så udelukkende ernære sig af søen.

Hvad der imidlertid har været mig påfaldende er at spedalskheden ligesom consentrerer sig på visse bestemte punkter, nemlig der hvor de dybere indskjærende fjorde aftage stærkt i bredden. Inddele man således distriktet i 4 deler fra v.s.v til o.n.o. fra havet mod indlandet, vil man finde, at det første omtrentelig 1 1/4 miil brede belte der indbefatter hele Øgården, er forholdsviis fri for spedalskhed, det andet omtrentelig 1/4 miil brede belte, der hvor Herløfjorden begynder at forsnævres vil trukket fra s.s.o. til n.n.v. indeslutte næsten alle gårde, på hvilke der i Mangers præstegjeld findes spedalskhed, det 3die omtrentelig 2 mile brede belte vil igjen være næsten fri for spedalskhed, medens det 4de 3/8 miil brede belte hvor Fensfjorden forsnevres idet den danne Austfjorden, atter vil indeslutte næsten samtlige spedalske der findes i Lindås præstegjeld. Mærkeligt er det at på begge sider af denne Austfjorden findes neppe en gård, hvorpå der enten ikke har været eller endnu er een eller flere spedalske. Kommer så hertil, at de ældste i præstegjeldet, og jeg har confereret med flere, vil vide besked om at der for 60 år tilbage kun fandtes 2de spedalske i hele gjældet, og det på gårdene Hope og Mjanger, på den østlige side af denne Austfjord, synes det for mig at være klart at særegne atmosphæriske eller telluriske forholde (contagium, miasma?) her gjøre sig gjældende, og jeg bringes uvilkårligen til at tænke på de af distriktslæge Holmsen tidligere, men nu mærkeligt nok opgivne arner eller brændpunkter, hvorfra sygdommen synes at udbrede sig.

Spørge man nu om ikke forholdene her i topografisk henseende skiller sig ufordelagtig, må jeg besvare dette benegtende, men hvad der er endnu mærkeligere er at sygdommen her viser sig meest udbredt i de 2de sogne, Sandnæs og Myking, der ustridigen ere bedst stillede såvel i oeconomisk som i sanitær henseende, gode huse, god beklædning, sund og kraftig levemåde og mere end almindelig sands for reenlighed og orden, medens de så godt som slet ikke sysler med fiskeri.

Foruden hvad allerede er anført med hensyn til fiskeriernes indflydelse, må jeg gjøre opmærksom på at af de herværende 45 spedalske ere 29 qvinder, der næsten aldrig have taget hånd i hanke med nogetsomhelst slags fiskeri, snarere skulle jeg formode at ondtlidende under gjætning i mange af disse tilfælde have bidraget ikke ubetydeligt til sygdommens udbrud. Fra Lofoten har jeg desuden 9 års erfaring for at fiskerierne med hensyn til sygdommens udbrud spiller en meget underordnet rolle, ja næsten bliver en forsvindende størrelse.

Til fødende har jeg i det forløbne år kun været hentet een gang, hvor fødslen var begyndt for 3 døgn tilbage og fandtes konen som sædvanlig i gulvet, gående på knærne, understøttet at 2de mænd. Veerne var ophørte for over 1 døgn tilbage, og konen overmåde medtaget. Mandens og familiens forlangende var tanganlæggelse, men efterat konen var bragt tilsengs og et hovedleie med normale forholde og fosteret levende constateret, gaves nogle doser borax, og da veerne igjen indfandt sig, et par doser secale cornutum, hvorefter fødslen gik normalt og temmelig raskt fra hånden. Moderen og barnet befandt sig ved min afreise næste dag og senere i bedste velgående.

Med hensyn til fattigsygepleien ledes denne i Lindås efter sjeldne humane principer. Da imidlertid præstegjeldet i det hele taget er fattigt, og lægehjælp ved min ankomst sjeldnere søgtes, indgik jeg nogle få måneder efter min hidkomst, såvel for at vænne folket til i betimelig tid at søge hjælpen som for at sikkre mig selv en vis indtægt, contrakt med formandskabet om for 100 spdlr. årlig og 3 ort i diæt daglig samt 25% tillæg på leveret medicin, at give enhver syg i præstegjeldet råd, og på forlangende tilsee dem i hjemmet.

Med dette arrangement har man gjensidigen været tilfreds, så at contrakten er fornyet også for dette år, og har jeg havt den tilfredsstillelse, at min virksomhed er bleven påskjønnet, min villie anerkjendt og min hjælp i den grad søgt, at jeg som oftest har været overlæsset med arbeide.

Det har ikke stået i min magt at skaffe præstegjeldet en examineret jordemoder som høiligen tiltrænges og sikkerligen skulle virke meget godt, såvel med hensyn til behandlingen af de fødende som de fødte. Formandskabet har bevilget det nødvendige, posten har været averteret, men ingen desværre meldt sig.

Præsterne virke med nidkjærhed i deres kald, af faste skoler haves allerede 5, og man vente kun på stiftsdirektionen for at kunne bygge den 6te. Efter de hjælpemidler man har at byde over, må skolevæsenet siges at stå på en god fod, de fleste skolelærere vel seminarister, og folkeoplysningen skrider sikkert fremad. Forholdet mellem menighed og sjelesørgere er tillidsfullt og elskeligt. En religiøs og moralsk ånd gåer gjennem folket, man attråer i reglen oplysning, og vil gjerne rette på de stedfindende mangler; men desværre, evnen ståer ikke i forhold til villien.

Gårdparterne ere i reglen små, og kun på få steder anvendelse for bedre agerdyrkningsredskaber. Havnegangene ere dårlige, og mangelen på sko følelig, undtagen i Sandnæs og tildeels Mykings sogn, hvorved der udfordres den høieste grad af oeconomi for at kunne stå sig igjennem. Man elsker imidlertid hjemmet og fædrenejorden, ingen udvandring finder sted og secterne skulle her forgjæves anstrænge sig til at hverve proselyter.

Med levemåden er det som rimeligt under disse omstændigheder mere end tarveligt, føden desværre mindre end kraftig, kjødet, flesket, smøret og osten vandrer sikkert til Bergen for at kunne betale skatter, og erholde de første nødvendigheds artikler. Herfra gjøre dog sandnæssogningene en undtagelse. I modsætning til de øvrige leve disse som herremænd. Kjød, flesk, smør og ost høre der til den vanlige kost, medens for de øvrige sognes vedkommende grød og suur melk, potetes, sild, havrefladbrød og suppe er dagens kost så godt som uden forandring, med undtagelse af lidt suur mort og suursaltet fisk, idet den ferske fisk kun på få steder træder i kjødets sted. I den senere tid forbruges ikke ubetydeligt men dog dårlig kaffe. Havre er næsten udelukkende den kornsort som avles, men det korn, der i ikke ubetydelige qvanta kjøbes fra byen ere byg, rug eller i den senere tid mais.

Sandsen for reenlighed og orden er vistnok vakt, men man indseer dog endnu langtfra i tilstrækkelig grad hverken nødvendigheden eller nytten heraf, og lover jeg mig i denne henseende såvel som i flere retninger ikke ubetydeligt gavn af de oprettede sundhedscommissioner. Den velvillie hvormed man optager mine foredrag, den lyst man har til at gjøre sine bemærkninger, viser mig modtageligheden og den gode villie, og må jeg oprigtig tilstå, at dersom ikke modsætningen, det bedrøvelige Manger, var der, vilde jeg tage meget i betænkning nogensinde at forlade distriktet, så fattigt og søhårdt det end er; thi en mere lønnende mark at bearbeide vil i sandhed vanskelig findes.

I sundhedscommissionen har jeg, eller rettere overlæge Høegh formået den nidkjære og praktiske residerende capellan Holtermann at indgå som medlem, og ved hans hjælp troer jeg det skal blive mueligt at få forfattet stamtavler over største delen af de nu værende spedalske.

Dette med hensyn til Lindås. Desværre er jeg vel også nødsaget at offre noget af min tid og min pen på mangersogningene, et i sandhed mindre end behageligt arbeide; thi er nogensinde og nogetsteds den fri communale forfatning kommet for tidlig til verden, er det i sandhed i Manger.

Man betragter vistnok denne forfatning som et uhyre gode, dog ikke som et middel og en kraftig spore til en raskere udvikling af præstegjeldets iboende kræfter, men som et gode der ene og alene værdsættes efter den rettighed det giver til at beskaffe sig selv, og netop med hensyn hertil vælges formandskabet. Den meest påholdne, den største neibrøle er der sikker på at få sin plads, en sikkerhed der bliver til fuldkommen vished, når man efter en fattigligning yttrer misfornøielse med en for høi ligning; thi da først troer man at have fundet den største kniben.

Tilstanden i Manger er desårsag sørgelig, uvidenheden og den dermed i forbrødelse stående fatalisme, overtro og vantro forbausende, de hygiæniske forholde (bygninger, klædedragt, levemåde og reenlighed) under all kritik, fattigsygepleien ingen, undervisningen indskrenket til omgående skoleholdere, der i reglen ikke ere i besiddelse af større kundskaber end en almindelig confirmant, ligesålidt som de udmærke sig ved større evner eller større interesser (den nuværende og nylig tilkomne præsts egne ord).

Som rimeligt var, have mine bestræbelser for at få bevilget det nødvendige til en jordemoder været forgjæves. Med det vanlige omqvad "på grund af de locale forhold" negtede man de forlangte lumpne 14 spdlr. for at kunne berolige slægt og venner med den erklæring, at skatten ikke skulle blive forhøiet.

Troen på præservation mod smitte, på signekjærringer og i åtgjørere er overmåde stor, mangfoldige spektakler har jeg i sandhed havt, fordi jeg under epidemierne ikke har villet "gje dei noko i munnen, hedl døive sotten med forgiftig røik", det vil sige uddele qvannerod og bruke chlorrøgningen, som tidligere af lægerne har været brugt. "Gud signe dei so vist; men ka ska me gjæra med en sovorren doktar, nær han inkje har åt dei so friskje va, dei lake have no fingje sjukdomen, med dei værte de no te liv hedl dau, me friskje tarv noko ha emot lakheiten".

Der findes ingen sygdom mod hvilken der ikke gjøres åt, enten bestående i at man fra visse bestemte flasker, der gjerne tage en pegel, kjøber brændeviin, igjennem hvis åbne hals der nu læses en hel hoben, i reglen af religiøst indhold, og bruges nu brændeviinet deels indvortes, deels udvortes, eller, da dette hører til de lavere kunster, man bruger følgende fremgangsmåde for at komme til vished om hvorfra sygdommen har sin oprindelse. Man tager en gryde med koldt vand, een steen af kirkegården, een af landet og een af havet, opheder disse, og bringer dem derfra i det kolde vand, idet man lægger nøie mærke til hvilken steen der syder meest, da dette betegner stedet, hvorfra troldskaben er kommen, enten fra kirkegården (en afdøds længsel efter den angrebne) eller fra landet (alfskot, alfgust eller uborretroldskab) eller fra søen (sjødraugen osv.). Har det viist sig at være en afdøds længsel, der har fremkaldt sygdommen, slåes den syges navn op på eller blot skrives på kirkedøren, eller hvad der er så meget bedre, en dukke tilpyntes med enkelte lapper af den syges klæder og graves ned på kirkegården, for i begge tilfælde at narre den afdøde, der nu troer at have fået den længselsfuldt ventede til sig. Fremgangsmåden for at hjælpe på troldskaben kommen fra onde ånder på land eller hav kjender jeg endnu ikke, men har dog håb om at komme efter denne store hemmelighed.

At ureenligheden og svinevorrenskaben hos et sådant folk drives og trives overmåde godt, behøver jeg vel ikke at fortælle. Levemåden er som i Lindås, med undtagelse af at her spises i reglen tvende gange fisk, der når den ikke er fersk, beståer i suursaltet eller tørret mort. De bedre fiskesorter gjøres nemlig i reglen i penge. Ligeledes bruges her gjerne meelsuppe 2de gange daglig. Den sild der nydes saltet, er som oftest suur eller lakebrændt, og maden sluskevorrent tillavet og svinet anrettet.

Spørger man nu om hvorledes lægen befinder sig ved sin virksomhed under de beskrevne forholde, bliver svaret naturligviis yderst bedrøveligt. Vanskelighederne man har at bekjæmpe ere uden nærmere påpegen iøinespringende, og nutiden skal i sandhed i sit skjød ikke bære store fortsættelser for fremtiden.

At opgive håbet om at kunne udrette noget ville imidlertid være ligeså urigtigt som uforsvarligt. Ens bestræbelser fåer naturligviis gå ud på at åbne øinene for de utallige brist og mangler, og fremfor alt bibringe dem troen på at man ene og alene arbeider til deres sande vel.

Her er en viid mark for præsten og skolens virksomhed, når denne sidste er bleven tilbørligen reformeret, og må man end indrømme, at lægen ikke kan udrette stort under de nærværende forholde, så kan han dog i det mindste rive dem bindet fra øinene for såvidt de virkelig skulle tro, at alt er som det skal og bør være, og nødigen, ja først efter megen kamp vil jeg gå ind på mueligheden af at min virksomhed sporløst skal forsvinde. Det hedder naturligviis at stige ned til dem, vise deeltagelse for deres næringsveie, daglige bedrift og huuslige forholde, bibringe dem en god tid, for seent, men dog sikkert at kunne hæve dem op af smudset.

I de afholdte sundhedscommissioner har jeg holdt foredrag over boligerne, klædedragten og reenligheden. Da jeg i mit sidste foredrag kom til et sted, hvor det hedder at sandsen er så lidet vakt i denne retning, at ansigt og hænder i reglen ere så tykke af lort at den kan skrabes af, overraskede jeg ordføreren under en nøiagtig beskuen af sine hænder, der med eet forsvandt under bordet, idet de ikke på langt nær udholdt prøven. Dersom jeg ikke frygtede for at trætte, og tillige anså ovenstående for fuldkommen tilstrækkeligt til at bedømme præstegjeldets standpunkt, kunde jeg berette en heel hoben karakteristiske historier.

I Mangers præstegjeld har jeg ladet udgå en opfordring til samtlige skoleholdere om at tiltræde sundhedscommissionen, da jeg anseer det aldeles nødvendigt først at åbne øinene på dem, for senere med held ved disses hjælp at kunne virke på den opvoxende slægt. Jeg behøver vel ikke at tilføie at det er min agt jevnligen at holde foredrag i sundhedscommissions møderne over gjenstande der vedrøre den almindelige sundhedspleie, hvorved jeg lidt efter lidt vil komme til at røre ved mere end een øm byld.

Slutteligen må jeg med et par ord omtale fremgangsmåden mod fødende i Manger. At man har den tro at barselkonen aldrig kan føde i sengen, men absolut må i gulvet, deler præstegjeldet med så utallig mange andre at det vilde have forbauset mig om så ikke havde været tilfældet. Men når fødslen efter de tilstedeværende kloge koners formening ikke gåer raskt nok for sig, vendes konen om på hovedet og rystes tilstrækkeligen for at losse (løsne) fosteret, eller hun må hoppe ned fra en skammel eller noget lignende, eller hun må endelig veie salt, det vil sige, stille sig ryg mod ryg med en anden stærk kone eller karl og nu løfte hinanden vexelviis fra gulvet.

Fremkalde disse udmærkede midler ikke den forønskede virkning opgives alt håb om at kunne yde den lidende nogen hjælp; thi liden er troen såvel på examineret jordemoder som lægen, og at hente disse langveis fra, "da ståer dei inkje i!" At mange bliver helseløse efter en sådan medfart faller af sig selv, men det kan ikke andet end forbause, at resultaterne ikke ere endnu meget værre.

Af meteorologiske iagttagelser har barometerstanden, thermometerstanden og veirlaget været noteret 3 gange daglig. Med hensyn til hygrometeret har desværre opticus Krogh holdt mig for nar hele året igjennem, og jeg seer mig således sat i den nødvendighed, fra Xania at anskaffe mig et hygrometer. De påtænkte osonometriske iagttagelser måtte mit huusgesinde have påtaget sig, da jeg selv stadigen ligger på reiser, men der protesteredes mod flere observationer, og har jeg således måttet stille sagen i bero.

Med hensyn til veirlaget var vinteren 1855/56 usædvanlig stræng. Iisen plagede mig langt ud over foråret. Først natten til den 10de marts bleve vi den qvit, noget aldeles uhørt på disse kanter. Våren var smuk, men tør, sommeren rå og kald, høsten varm, men stormfuld, og vedvarede stormene til ind i det ny år.

Hjemkommen som reconvalescent efter min overstandne typhus, har jeg senere uophørligen lagt på reiser, og således desværre først nu seet mig istand til at indsende denne min årsberetning.